Mikkel Ibsen - skier, inline skater og bornholmsk sildehader
Han var manden der kom frem i RAD Films Time Machine og imponerede alt og alle med sin part i Mammoth. Efter denne hørte man ikke meget til ham, og man kan undre sig hvad der blev af talentet der udnyttede inline skating som træning til sit skiløb.
I år kom han stærkt igen på konkurrencefronten med podieplaceringer i alle konkurrencer han deltog i, inklusiv en sejr i DM i Jib på Underground Jib Arena. Utroligt imponerende da antallet af skidage denne vinter kan tælles på en enkelt hånd. Derudover er han også en del af det nystartet crew Jibland, så Riders.dk hev fat i ham til en hyggesnak om alt fra nye tricks til røget sild.
Hey man! Vinteren er godt og grundig slut og du har stort set ikke været på ski? Hvad sker der?
Hey! I know, det er virkelig sløvt! Jeg har sgu brugt for mange penge på fester og andre ting. Og så er jeg blevet ret hooked på inline skating igen. Det er virkelig svært for mig at spare op, og jeg har desværre ikke haft kontakterne til at blive sendt af sted på ski.
Alligevel har du klaret dig ret godt med en podieplacering i alle konkurrencer du har deltaget i. Hvad er hemmeligheden så?
Jeg tror ikke der er den vilde hemmelighed bag det. Jeg har det bare mega sjovt når jeg kører. Jeg tror måske det giver lidt ekstra at jeg ikke er på ski så ofte, så får man lov til at meditere lidt over de tricks man gerne vil lære. Og så hjælper det nok også en del at jeg skater mindst et par gange om ugen.
Hvilket trick er så i meditationsfokus for tiden? Og hvornår skal det prøves af?
Switch right 450 på med pretzel ud! Er ved at være ret nede med det på skates. Det skal selvfølgelig prøves af lige så snart jeg kommer på ski!
Den glæder vi os til at se! Hvornår er du på de lange brædder igen? Noget sommerski planlagt?
Jeg håber jeg kommer af sted med Jibland til Stryn og Saas Fee i juli. Det kunne være for vildt!
Bestemt! Du er jo en del af det nystartet crew Jibland hvor første episode skulle være lige på trapperne. Er der noget Riders.dk’s læsere kan se frem til?
Ja! Jeg tror det bliver rigtig sjovt! Vi var i Snow Dome sidst, og jeg synes vi gav den ret meget gas i forhold til de små obstacles de ligger inde med. Vi kommer også til at lave lidt skating her inden så længe, dække Roskilde festivalen og en skate festival (Baltic Games) i midten af juli. Udover det så forhåbentlig Stryn og Saas Fee derefter. Vi lægger ret meget vægt på at vise vi har det sjovt med det vi laver, ikke bare råt skiløb med redigering.
Vi glæder os som et lille barn juleaften til at se hvad der kommer ud af det! Var der i øvrigt mange røget sild med til Snow Dome? Du er vel fra Bornholm.
Haha, what? Ja, jeg er fra Bornholm, men er ikke den store tilhænger af røget sild må jeg indrømme. Der var til gengæld en masse skittles og maoam med til Snow Dome. Fedt at I glæder jer!
Nå, havde ellers det indtryk at bornholmere ikke levede af andet. Er røget sild da bare en turistskrøne?
Helt klart, det er turisterne selv der lever af fucking røget sild. Jeg lever af cheeseburgere, skittles og cola. Hvordan tror du ellers jeg er kommet i så god en form?
Ærlig snak fra en ærlig mand! Udover røget sild og dumme turister, hvad frygter du så allermest?
Hahahaha, jeg er så træt af altid at blive stillet det spørgsmål. Jeg er sygt bange for blæksprutter, men det er heldigvis ikke et problem på daglig basis.
Det var måske årsagen til at du flygtede fra Bornholm til København? Rygtet lyder jo at farevandet omkring øen vælter med de sataner.
Nej det rygte er hermed afkræftet. Det vrimler med vandmænd, og dem har jeg intet imod. Jeg flyttede til København fordi det bliver lidt deprimerende at være på Bornholm i længere perioder. Det er de samme mennesker til alle festerne og så er der bare ikke lige så meget action som i Kbh. Men det kan da være jeg ender derovre igen når jeg engang skal have børn.
Vi er i hvert fald fuldt tilfreds med det action du viser herovre i form af dit skiløb! Hvad har din bedste ski oplevelse været denne vinter?
Min bedste performance var nok til DM i Jib på Underground Jib Arena. Men den sjoveste dag jeg havde var nok til Vallåsen Jam. Perfekt vejr, udemærket rail og kicker setup, og så søde drenge at køre med! Den slags dage får mig til at føle mig dårlig over at jeg ikke kommer mere af sted!
Vi håber i hvert fald stærkt på at du kommer meget mere af sted i den nærmeste fremtid! Er der noget eller nogle du lige vil sende lidt kærlighed her på falderebet?
Jibland, dig og alle de nice mennesker jeg hænger ud med!
Tak for det! Du er sød!