Nikolaj Jungersen har ordet!
RADfilms nye skifilm, Time Machine, er netop kommet på gaden, og den har skabt en del diskussion her på Riders.dk. Både i forummet og på forskellige blogs, har debatten raset. Vi har samlet et par af de vigtigste indlæg, udledt nogle væsentlige spørgsmål og bedt drengene fra RADfilm komme med deres kommentarer. Det er der kommet en rigtig god og oplysende tekst ud af, med svar fra selve bagmanden for Time Machine, Nikolaj Jungersen. I den anledning, har vi fundet et 5 år gammelt action-klip med Nikolaj frem. Læs med her og bliv klogere.
1: “RAD Film havde virkelig sammensat en lækker film – og kæmpe skulderklap til nye editor mr. Jungersen, som har gjort et virkelig, virkelig flot stykke arbejde”
“Til gengæld var jeg skuffet over mængden af skud af hhv. Dennis Hannesbo, Maasi Lynge og Hans-Jakob Brandt. Efter Hannesbos (og Hans-Jakobs) flotte DM-resultater, havde jeg – med god grund ifølge mig selv – forventet flere skud af danmarks to bedste freestylere”
(Uddrag fra H. Langs blog)
SPØRGSMÅL: Hvordan kan det være, at nummer 1 og 2 til DM 09 kun har så ganske få skud med i filmen?
Vi ville ønske, at vi havde mere film med Dennis og Hans-Jakob, da de helt sikkert har mere og byde på, end vi får vist i Time Machine. Men vinterens planer gik ikke, som vi havde håbet. Det var meningen, at Hans-Jakob skulle have været med i Trysil parten, men han skulle jo desværre til EU-open. Næste chance vi havde for at få film med ham var i Val Thorens efter Springsession. Men vi løb ind i dårligt vejr og andre små problemer, så det lykkes kun at få de skud, der er med i filmen.
Med hensyn til Dennis, var det lidt de samme problemer. Ugen efter DM tog vi til Chatel for at filme den årlige SOS part. Chatel havde lovet en perfekt park, men sådan gik det desværre ikke. Så muligheden for at få skud til filmen var minimale – samtidig havde det ikke sneet længe, så der var ingen mulighed for at køre Freeride eller bygge de vilde BC-kickers.
Efter Japan tog jeg over til USA. Der lykkes det at få nogle rigtig gode skud på den store kicker i Mammoth. Efter lidt over en uge tog Rasmus DJ og Mikkel Ibsen med mig videre op til Northstar. Men Dennis havde desværre utroligt travlt med lektier, så han måtte blive i Mammoth og passe skolen. Konklusionen må være, at vi med lidt mere held i sprøjten og bedre planlægning til næste vinter, nok skal få en masse mere med Dennis & Hans-Jakob.
Det skal siges, at alle, der kan byde på noget både freestyle, freeride -snowboard som ski, er mere end velkomne til at kontakte os omkring at deltage i filmen. Dette projekt blev for 10 år siden sat i søen for at støtte op omkring et miljø, der var overset af Dansk Ski Forbund og det er stadig samme benzin vi kører på.
Og til alle jer der tror i kan tjene kassen på skifilm, glem det!
2: “Noget negativt om filmen synes jeg dog er filmens længde, samt at hver rider måske ikke har helt så mange skud som de burde. Desuden er der en ting som totalt ødelægger hele filmen. Rad Film har nemlig valgt at bryde den gyldne regel om ikke at bruge musik som er brugt i film/edits før, og i Mammoth parten har de smugkigget i mit Din Camp edit fra sidste efterår og brugt samme sang fra Army Of The Pharoes. FAIL!”
(Uddrag fra C. Langs blog)
SPØRGSMÅL: Hvordan kan det være, at filmen er så relativt kort, når den udover den mere ”normale” skifilmsdel også indeholder et helt spor med historisk tilbageblik på freestylescenen?
I vinters har det stort set kun været mig (Nikolaj Jungersen), der har filmet. Og jeg har skullet dække over 14 riders, der var spredt ud over alperne og USA. Udover at filme til Time Machine, har vi skullet dække Konkurrencer som DM, Springsession og andre småjobs. Så lige pludselig, er vinteren ikke særlig lang. Vi har ikke fået filmet lige så meget som de andre år, men til gengæld har kvaliteten været god. I redigeringsprocessen har vi lagt meget vægt på kun at tage de bedste klip, tricks og skud med – netop for at øge filmens Kvalitet. Men til næste år bliver vi 2 kameramænd.
Klaus Elmer, der vandt ”people choice” i RAD FILM FILM BATTLE, kommer til at hjælpe hele vinteren, hvilket vil bevirke, at vi får meget bedre muligheder for at dække alle riders og indkassere meget mere footage, end vi kunne i år.
3: – Freja kunne ikke komme ind til premieren; “Tror ikke Radfilm havde regnet med, at der ville komme så mange igen! Tror også det var fordi at der var when saints go machine Samme aften, og den koncert var udsolgt, så Vegas folk kunne nok ikke overskue det hele!”
Spørgsmål: Hvad gik der galt til premieren i forhold til billetsituationen, for det var tilsyneladende ikke jeres skyld?
Det vil vel altid være vores problem, da det er os, der afholder premieren og os, der sælger billetterne. Udfordringen i år var, at vi kun havde solgt omkring 100 billetter i forsalg, hvilket gjorde det svært at forudse de ca. 700 personer, der pludselig stod i kø for at komme ind. Man kan jo kalde det ”happy trouble”, men i dette tilfælde var det ret svært at kontrollere. Så vidt jeg ved, lykkedes det os i sidste ende at få alle ind, der havde købt billetter. Der var dog ganske få, der ikke så hele filmen, og dem kompenserer vi for med et eksemplar af Time Machine på DVD. Mht. næste år har vi sørget for at booke rigeligt med plads til premieren. Så hvis man køber sin billet i forsalg på www.freeride.dk sikrer man sin indgang 100%!
4: Er der lagt planer for næste film? Og kan i i så fald løfte sløret for, hvad vi kan forvente?
Vi er lige gået igang med at planlægge sæsonen, og vi skal snart til at koordinere det med ridersne. Jeg synes, at det ser rigtigt godt ud, og vi glæder os helt vildt. Hvordan filmen kommer til at blive bygget op er stadig på tegnebrættet, så det kan vi ikke sige så meget om lige nu. Men hold øje med videoblogs´ne på freeride.dk, da de fungerer som “sneak peeks” på, hvad den kommende film vil byde på.
5: Har i planer om at lave andre film, evt. andre typer (F.eks. surf/windsurf)?
Vi har ikke planer om at lave noget surf eller windsurf. Vi prøver at koncentrere os om at være lidt alsidige og hente inspiration ved at lave alt muligt andet, lige fra TV – køkken, coorporate produktioner til reklame klip!
Profil af Nikolaj Jungersen
Alder: 22år
Hjemby: Værløse
Base: Vinter – Alperne, Sommer – RAD Kontoret på Nørrebro
Er du fuld tid på RAD? Ja
Hvor mange år har du filmet med RAD? Halvandet år
Hvad laver du når du ikke klipper? Så filmer jeg
Du var et stort freestyletalent inden din skade, er du tilbage på plankerne til OL 2010? Desværre ikke som jeg godt kunne tænke mig. Men regner med et comeback i 2014. Så watch out!!
Har du kæreste? Nej.
Hvad har du af planer den kommende sæson? Planen er cruise rundt mellem Østrig, Frankrig og Schweiz. Jeg tager allerede af sted slut november på “urban trip” og regner først med at komme hjem igen midt maj. Så der bliver masser af tid til at filme og selv stå på ski. Det bliver fedt!
Hvad er din favorit film? Rigtig mange film
Hvad er din favorit skifilm? Time Machine 🙂
Hvilke destinationer syntes du er de fedeste? Den er svær. Men kunne virkelig godt tænke mig at komme til Sydamerika og Japan igen!
Vi har fundet lidt gamle historie frem – det første filmklip publiceret på riders.dk med Nikolaj Jungersen tilbage i 2004/2005.
Time Machine DVD kan lige nu købes HER!