Ny dansk skifilm lægger hårdt ud i Finland
Første filmpart til årets danske skifilm er i kassen. Holdet er stoked over resultatet, og en succesfuld første tur har givet dem blod på tanden til resten af produktionen.
Tilbage i efteråret kunne vi afsløre at en ny dansk skifilm var i støbeskeen. Første tur er nu i bogen og fandt sted i finske Helsinki – en location som foruden at være nyt og spændende, er den første oplevelse drengene havde med “rigtigt” urbant skiløb. Ifølge dem selv gik det uden tvivl over al forventning trods kolde fødder i minus 20 grader, og de udfordringer man kan møde ved at køre skiløb i byen.
Solidt hold til solid urban
Helsinki er en ideel by til urban – store mængder sne, hand rails til højre og venstre, og oftest med forbipasserende som interesserede tilskuere. Til at hjælpe med at identificere spots brugte den danske delegation kendte klip fra skifilm, og fik samtidig anvisninger af den lokale Kevin Salonius, som flere måske har set edits med.
Holdet bestod af de to bagmænd bag produktion, Jakob Ebskamp & Mikkel Hjort-Pedersen, som havde rekrutteret bedstevennerne Rune Bach og Simon Storgaard til turen. Det tør siges, at alle arbejdede hårdt for hvert eneste klip, der kom i kassen. Et par skader og noget smadret udstyr stoppede ikke drengene for at give den gas, alt imens Mikkel agerede hypeman bag kameraet.
Allerede på vej mod næste location
Handrails, wallrides og city-backcountry-linjer er stikord til det materiale som drengene glæder sig til at vise frem i den endelige film. De er i skrivende stund allerede ankommet til næste location, nemlig parkmekkaet LAAX i Schweiz, hvor de i de næste to uger skal nyde godt af de sublime forhold.
Denne gang er der dog både ski og snowboard riders med. Vi kan blandt andet se frem til at nyde tricks fra Lasse Lehwald og Andreas Secher, der mest af alt kendetegnes som et par maskiner, når det kommer til store flyvehop. De er blot et par af de riders der kommer til at blive filmet med, så forventningerne kan kun være tårnhøje.
Til slut sender holdet et par skud ud til dem, der hjælper med at gøre projektet muligt: One Open Sky // Skatepro // Laax // Ringkollen Parken // Trysil // DFDS
Læs mere om baggrunden bag filmen HER.