Nye detaljer om Aarhus Snow Park
For tre uger siden kunne vi løfte sløret for et af de mest ambitiøse sneprojekter set på dansk jord. Nu kan vi så bringe jer flere detaljer om Aarhus Snow Park der om blot ni dage slår dørene op til en spændende sæson.
Fra fredag d. 28. november og frem til d. 1. januar 2015 kan aarhusianerne boltre sig i sneen i Nordeuropas største city snow park ved siden af Aarhus musikhus og kunstmuseet AROS. For godt til at være sandt tænkte mange da de flotte grafiske billeder dukkede op på Riders.dk i slut oktober. Nu kan vi dog komme tvivlen til livs, og bringe jer dugfriske detaljer om Aarhus Snow Park
Kommer der til at være nok sne?
Et af de store spørgsmål fra mange var om hvorvidt der kunne produceres sne nok. Og det kan der uden tvivl. Selve bakken opbygges af bigballer som former start tårnet samt hældningen på hele bakken. Desuden har halmen fra ballerne den egenskab, at friktionen med sneen bliver minimal og dermed sikrer at den ikke smelter så hurtigt.
Og til at dække hele anlægget med sne er det som før offentliggjort, det finske firma Snowtek, der står for leveringen. Snemaskinerne kan producere op til 400 kubikmeter sne i døgnet i op til 30 graders varme. Frem til åbningen vil tre mand arbejde i døgndrift med tre lastbiler hvori sneen produceres i bedste slushicemaskine stil samt to sneseparerende siloer. Således sikres det optimale snelag og denne sneproduktion vil foregå helt frem til d. 16. december.
De første skridt i Aarhus Snow Park er taget – om ni dage er her masser af sne! // foto: Aarhus Snow Park
Hvordan bliver freestylesetuppet?
Et andet stort spørgsmål i krogene af det danske snemiljø har været hvordan freestylesetuppet bliver. Pt. besluttes de endelige obstacles men det kan afsløres, ar freestyleafdelingen på pisten bliver 12 meter bred og vil have én kicker i bunden som man også kender det fra det indendørs snehaller i Tyskland og England.
Langs inrunnet til kickeren vil der være opsat boxe og rails som blandt andet kommer fra den gamle Snow Park 8000 der lå på samme location. Heri kommer der flere boxe og rails som vi snart kan løfte sløret for hvad bliver.
Danmarks bedste freestyleskiløbere og snowboardere åbner ballet
Som sagt åbnes hele herligheden om ni dage, og æren af at være de første som viser Aarhus Snow Park frem, tilfalder det danske freestylemiljø. Det er derfor med stolthed at vi på Riders.dk sammen med Aarhus Snow Park kan præsentere åbningsshowet som tæller fire af de bedste danske freestyleskiløbere og fire af de bedste danske snowboardere.
Nærmere betegnet bliver det Frederik Højgaard, Thomas Trads, Johan Duus og Jacob Gramtorp som vil vise deres kunnen på to brædder, hvorimod Tobias Himmelstrup, Frederik Skriver, Sune Buschmann samt Joachim Clausen Hansen tager sig af det ene bræt. Sidstnævnte ligger da heller ikke skjul på at forventningerne er skruet i vejret:
Jeg har høje forventninger til Aarhus Snow Park. Med den mediedækning der har været og den grafiske illustration der medfulgte, kan man ikke andet end tænke at det bliver stort!
Der er ingen tvivl om at Aarhus Snow Park bliver stedet at være fredag d. 28. november – vi glæder os i hvert fald til at sætte de første ski og snowboardsving i sneen i Nordeuropas største snow park. Læs om offentliggørelsen af Aarhus Snow Park HER, og følg med på deres facebookside lige HER.
Stay tuned for flere updates!