Oplev FWT og FWQ med Riders og UCPA
Når Riders og UCPA i uge fem drager mod off-piste mekkaet Chamonix, vil det være i selskab med verdens bedste freeridere. Der vil nemlig blive afholdt Freeride Worldtour og Freeride WorldQualifier i Chamonix samtidig med campen.
Det vil derfor være en oplagt mulighed for at overvære de allerbedste freeridere live, når de i umenneskelig fart begiver sig ned over de stejleste bjergskråninger og selvfølgelig krydrer turen med drops og backflips.
Lørdag den 25 januar vil der blive kørt tredje afdeling af årets WorldTour. Det er den dag, campen ankommer til byen. Det vil derfor være en oplagt start på ugen, hvor man kan få inspiration til sit eget skiløb.
Når man ugen ud har fået udviklet sit skiløb i selskab med nogle af Frankrigs bedste bjergguider eller instruktører, og selvtilliden forhåbentligt er i top, kan man få mulighed for at afprøve sit niveau, når der bliver afholdt Freeride WorldQualifier. FWQ er adgangsbilletten til FWT, det er derfor de spirende verdensstjerners kamp om en plads i rampelyset. Men for mange er det også en mulighed for at teste sit niveau af blandt nogle af verdens bedste. FWQ konkurrencen vil efter planen blive afholdt fredag d. 31 januar, det vil sige den sidste dag på campen.
Årets freeride camp mellem Riders og UCPA er den tredje i rækken. Campen er for dig, der vil forbedre dit niveau uden for pisten og samtidig møde nye passionerede freeridere. Alle deltagere vil blive indlogeret på UCPAs helt nye center i Argentierre ved Chamonix. Her vil man blive inddelt på hold efter niveau, og ugen ud vil man blive ført rundt i de uendelige muligheder der venter uden for pisterne.
Læs mere og tilmeld dig her
Læs mere om tidligere ture her:
Kom med Riders og UCPA til Chamonix