På evig jagt efter undskyldninger for at kunne leve det liv jeg elsker
Dette er et indblik i en tilværelse hos en dansk freelance fotograf og filmskaber bosat i Nord. På evig jagt efter undskyldninger. Livet i fjellet er fristende, her bliver 180 dage hurtigt til 1200 eller mere….
Skrevet af Troels Rosenkrantz Andersen
Mit navn er Troels, opkaldt efter en dansk legendarisk langturssejler. Jeg flyttede for nogle dage siden til Norge, for et halvårs visit. Blev hurtigt grebet af stemningen her i landet. Jeg råber højt om et land med uendelige muligheder, dejlig natur og et hyggeligt folkefærd. Jeg oplevede masser af dejlige folk rundt om mig – Hemsedal er stedet jeg opholder mig disse dage. Her i området findes der ligesom en anden måde at leve på, mere fritstillet. En tilværelse som på mange måder tiltaler mig, jeg føler et enklere og mere simpel liv her, om dette har noget med natur at gøre, ved jeg ikke. Men det er helt klart at naturen påvirker os. Specielt for en som mig, som har et kreativt arbjede, er det og leve her interessant og inspirerende. Her får man virkelig tid og rum til at tænke og filosofere…
Jeg oplevede mange ting det første halve år, ca 100 dage på ski, her i Hemsedal og andre steder i landet. Jeg blev hurtigt enig med mig selv om at de 180 dage fint kunne blive til flere. Efterhånden blev jeg introduceret til naturen her. Jeg begyndte og bruge mere tid ude end inde. Fik arbejde som guide i fjellet, og indså min fantastiske tilværelse i den storslået norske natur. Dagen går og du oplevere naturen på nye måder hele tiden. Du bliver inspireret og for lyst til mere. Efter talrige turer bliver man mere og mere overbevist om at det er her man vil være.
Sommeren 2014 købte jeg et kamera, et gammel brugt. En del af børneopsparing røg, ikke noget jeg var specielt stolt over. Men nu, den dag i dag 1,5 år efter, indser jeg at det var en rigtig beslutning. Jeg arbejder nu som freelance fotograf og filmer. Og kan leve af de ting jeg brænder for. Arbejde med dedikeret og passioneret folk, kreativt, i kombination med at være ude. Jeg er utrolig taknemlig for at jeg kan gøre det jeg brænder for og leve af det. Jeg har stor respekt for de folk som prøver, satser og gir’ alt.
I januar løb One Week Projekt af stablen, for tredje år træk. Jeg deltog sidste år på et wildcard, endte på en 3 plads, utrolig beæret da mange dygtige fotografer fra hele norden deltager. Dette års OWP
var bygget op på en lidt anden måde. Kun en sejrherre bestemt af en jury. Men der blev derudover
fundet en vinder valgt af publikum. Publikumsprisen blev min i år, utrolig taknemlig for at folk synes det man laver er interessant. En stor bonus for mig at vinde. Men det vil aldrig slå den oplevelse som jeg har haft med mine gode venner fire dage i et telt, midt i ingenting.
Se video fra fotokonkurrencen på dette link.
OWP16 – Team Fjellavåre from Bluevan Photo | Video on Vimeo.
Efter talrige turer og en masse likes. Begynder man, eller ihvertfald jeg at tænke. Folk ser dig på de sociale medier, du er et online væsen. Nogen folk syntes det du laver er interessant. og i nogens tilfælde vi de gerne gøre som dig. Jeg syntes ikke det er noget spektakulært, jeg gør jo bare det jeg føler for. Det er klart jeg satser og håber på det bedste. Jeg tænker meget på hvorfor jeg deler billeder, jeg forsøger ikke og vise hvordan jeg har det, eller at hæve mig selv. Men forsøger måske mere at fortælle hvad jeg sætter pris på og elsker her i verden. Jeg er utrolig taknemlig for min tilværelse og at verden tillader at jeg kan gøre som jeg gør.
Der findes mange øjeblikke derude hvor jeg mener det er alt besværet værd. Nogen få vil altid huskes mere end andre. Vi sad i teltet foran pejsen og kunne ikke sove. Jeg skulle forsøge og gik derfor ud for at tisse før jeg skulle krybe i posen. Nordlyset lyste enormt, sammen med de 15 s/m, som det blæste den nat, blev du virkelig blæst omkuld i alt sin forstand. Det er det naturen kan, når du mindst venter det er det ofte naturen sætter ind. Ofte til din fordel, ellers er du på fejl side af grænsen. Men at du kl. 3 om natten klatrer op i et træ, du kan ikke mærke dine fingere eller fødder. Det blæser 15 m/s og du forsøger og tage et billede med lang eksponering, højt oppe i en lille fjeldbirk. På det tidspunkt giver det ikke så meget mening. Men når der pludselig er 21 sekunder uden vind og træet står stille. Du har brug for 20 sekunder, trykker, og får det ene billede som aldrig nogensinde kan blive den samme oplevelse igen. Da giver alting pludselig mening, og du forstår naturen. Det er næsten som at du indgår en pagt, bytter glæder, giver og får kulturen. Hvis du viser respekt og forståelse, så betaler naturen ofte dig igen.
Billede eller film vil aldrig kunne måle sig med de oplevelser jeg har haft med mine venner på alle mine turer. Jeg sætter stor pris på at folk kan lide det jeg laver. Men aldrig kan noget give mig den samme gode følelse som jeg oplever med gode venner derude.
Måske jeg bare er på evig jagt efter undskyldninger for at kunne leve det liv jeg elsker…
ALLE FOTOS TILHØRER TROELS ROSENKRANTZ
