På Kristi Himmelfartski i Norge

Man kan finde mange steder at stå på ski i Europa i den tidligere sommer, med eller uden lift. Det vestlige Norge stod for skud da Kristi Himmelfartsferien indtraf.

Selvom, jeg efterhånden er holdt op med at stole på meteorloger, så synes den enighed de alle var kommet frem til, tirsdag før Kristi Himmelfartferien alligevel tillokkende. Masser af sol og varme… også over de norske fjelde.

Færgebilletter og hytte blev bestilt og skiudstyret fundet frem fra sommerhiet og allerede næste eftermiddag rullede bilen ind på gårdspladsen på Aabybro Efterskole, for at hente sønnike, som går på skolens skilinje. Få timer senere sad vi på færgen mellem Hirtshals og Kristiansand og var klar til endnu et skieventyr.

Vinterriget

Vi ramte Norge ved midnat og havde en fire timers køretur foran os. Vi havde først overnatning i Røldal fra dagen efter, men havde puder og soveposer med, så vi kunne sove i bilen. Det må man nemlig gerne i Norge.

Efter fem timers søvn og 3 timers kørsel kom vi til Haukeli. Her kommer man ind på E134 som støt og roligt stiger op over de store fjelde i den sydlige ende af Hadangervidda. Da vi kom forbi Haukelifjell Skisenter i ca. 850 meters højde lå der sne. På sydvendte sider i klatter men på de nordvendte i et tykt lag, som førte én måneder tilbage til vinter. Hele vejen over Haukelifjell kunne vi spotte den ene fede, snedækkede bjergside efter den anden og vi besluttede, at vi ville køre herop igen, når vi havde fundet hytten og pakket ud.

Efter et par timer, med en tur ned til sommeren i Røldal og vores lille hytte, parkerede vi således ca. en km øst for Haukelitunnellen, for at bestige Sveigen, et fjeld som jeg to år forinden havde udforsket, sammen med Troels Iversen.

Det stejle fjeld er 1.543 meter højt og med en langstrakt, eksponeret nordside langs fjeldvejen er det vildt lokkende. Vi gik op fra den østlige ende, som er længst, men knap så stejl som længere vest på. Vi gik kun til ”fortoppen”, som er knap så høj, som den egentlige top. Kun et sted, skulle man lige stramme sig an. Nemlig hvor man skal traverserer i stejlt terræn ovenfor en stor og lodret klippe.

For ikke at presse os selv unødigt, fulgte vi nærmest samme vej ned. Selv om den er noget mere mellow end alternativerne længere mod vest, var der alligevel passager med op mod 40 graders hældning. I alt gik vi ca 400 højdemeter. Så var vi i gang.

Røldal Skicenter

Næste morgen efter en god nats søvn i den lille hytte, havde vi planlagt at teste en tur ved Saudavejen fra Røldal. Vejen bliver ryddet i slutningen af maj og var altså åben, troede vi! Kort før vi kom op til det stejleste sted på vejen, væltede en snevæg og lagde sig hen over den. Der var ingen vej forbi, så efter en bakketur på knap en kilometer på den smalle vej, på den lodrette fjeldside, fik vi vendt vognen, så vi kunne køre med forenden forrest. Vi besluttede at parkere ved skicentret og gå op gennem dets terræn.

Når man i Røldal vælger at lukke lifterne omkring 1. maj, skyldes det på ingen måde mangel på sne. Her en lille måned efter sæsonafslutningen, kunne samtlige lifte sagtens have kørt, selvom det oven i købet ikke et godt sneår!Men det er svært at lokke folk til.

Vi sigtede mod en top ”lookers left” for liftene, men højre for freeridefacet, som nærmest bare er en stor klippe på denne årstid. Heroppe var der god hældning og masser af små drops, man kunne hoppe og lege på. Vi lappede nogle af dem og også nogle af de fedeste hang. I alt gik vi knap 600 højdemeter, inden vi kørte retur til Røldal og hytten, for at smide noget kød på grillen. Om aftenen gik vi en lille aftentur oppe på Haukelifjellet, bare for at benene ikke skulle føle det var badeferie.

Blåbergnuten

Om lørdagen var vejen mod Sauda stadig lukket. Så endnu en gang kørte vi den snørklede vej op på Haukelifjell. Denne gang parkerede vi ved den vestlige ende af tunnellen. Målet var den 1554 meter høje Blåbergnuten syd for vejen. Ud over højden var udfordringen, at der var et relativt langt stykke ind til den egentlige stigning og at man faktisk skulle starte med at gå nedad. Det blev en gåtur på mere end 10 km med over 600 højdemeter i 25 graders varme. Halvanden liter vand i rygsækken, gjorde det ikke lettere, men var helt nødvendigt og slog kun lige til.

Fra toppen var der et væld af nedfarts-muligheder og terrænet var stejlt. Vi valgte en lidt tøset vej ned, for at undgå et fladt parti, med varm sne, hvor man sikkert ikke kunne glide. Men sikke et potentiale og hele området stinker af pudderparadis i de kolde måneder. Aftenen blev tilbragt under halvtaget med fødderne oppe, kun afbrudt af korte forsyningsture på 3,5 meter til grillen.

Hjemad i skitøj

Søndag stod vi tidligt op og pakkede bilen. Vi skulle være i Larvik kl. 16.30 og havde besluttet at tage på ski på vejen. Vi parkerede samme sted som første dag og gik op til nogle drops, et par hundrede meter oppe. Her lappede vi og knipsede lidt billeder, inden vi satte kursen hjemad. Vi kørte ind og klædte om på vejen, så vi ikke skulle sidde på færgen i skitøj.Vi havde bestilt buffet til 250 kr. pr. person. Der var drikkevarer og dessertbuffet med i prisen og man har 3½ time til at fylde i sig… Det kan ikke have været en overskudsforretning i vores tilfælde.

Kun 10 timer efter vi slog de sidste sving på Haukeli, trillede bilen ind i garagen hjemme i Silkeborg efter en Kristi Himmelfarts ferie af de bedre.