På jagt efter store bjerge og stejle colouirs i Alta Badia
På jagt efter storslået natur, ikoniske bjerge og italiensk charme har Riders.dk besøgt Alta Badia i hjertet af Dolomitterne.
Med bjergtinder på over 3.000 meter er det svært ikke at blive mundlam når du kører turen op igennem dalen fra afkørslen i San Lorenzo di Sebato mod Alta Badia. De storslået bjerge rager op på begge sider af hovedvejen, der indrammer livet i dalen på smukkeste vis. Vores tur til den italienske del af Alperne har været på tegnebrættet i mange år, men blev først et realitet i begyndelsen af marts 2019.
Desværre har vinteren ikke været den snerigeste i denne del af Alperne, selvom den vestlige del har været beriget med store mængder sne. Det tog dog ikke modet fra os, da vi parkerede bilen ved liften i Corvara. Med målet om at udforske colouirs begav vi os op mod Passo Gardena for at sondere terrænet.
“Dolomitterne har charmen, sjælen og spektakulære colouirs” citat Tore Amby
Tore Amby har haft mange sæsoner i Dolomitterne, og det tager ham ikke mange sekunder at forklare hvorfor han elsker denne perle i Europa.
De stejle og lange colouirs
Alle skiløbere med trang til freeride og off-piste ved at Dolomitterne er ensbetydende med stejle og lange colouirs. Det var selvsagt også den hovedsagelig grund til vores besøg i Alta Badia. Efter snak med lokale og ved hjælp af app’en FATMAP så vi os lune på to colouirs omkring Passo Gardena.
Som fotograf er eftermiddagssolen i kombination med de flotte bjergtinder et sandt eldorado, og med stor begejstring satte vi i gang fra toppen af Passo Gardena mod Val Setus. Dog skabte en knækket binding store problemer og halvvejs oppe måtte vi vende snuden ned ad igen. På vej ned fandt vi dog et par fantastiske linjer.
Østrigsk idyl og italiensk charme er hvad der kendetegner Alta Badia
I 2009 blev området omkring Alta Badia optaget på UNESCO´s verdensarv. Under vores besøg var det ofte svært at holde fokus på nedfarten da øjnene ofte spejdede op på de spidse tinder omkring en. På trods af den manglede sne var vores tre dage i området fuldstændig fantastiske i disse naturskønne bjerge.
Det er helt sikkert ikke sidste gang vi har besøgt denne italienske perle i Dolomitterne. Næste gang forsøger vi dog at ramme et af de store snefald inden vi sætter kursen mod Alta Badia.
Hvorfor skal du tage på freeride tur til Dolomitterne?
- Fantastisk natur og bjerge
- Mange lettilgængelige højdemeter
- Spektakulære colouirs
- Billig espresso
- God mad i terrænet
- Solrigt vejr (tag afsted omkring de store snefald)
En tidligere bragt historie fra Dolomitterne
“Dette er beretningen om to ihærdige trail-løbere, deres soigneur/fotograf og deres deltagelse i dette års udgave af SellaRonda Trailrunning 2015 i Canazei Val di Fassa i hjertet af de Italienske Dolomitter.” Læs artiklen om vores tur til Dolomitterne i 2015: /https://bit.ly/2uC6mL
Læs mere om Alta Badia på https://www.altabadia.org/en/alta-badia-italian-alps-dolomites.html
Følg dem på deres Instagram på https://www.instagram.com/alta_badia_official/