Pleasant er rykket til vestkysten i jagten på den rå natur, bølger og blæsten
Vi kender dem som bagmændene i butikken med nogle af de mest kulørte skjorter på Nørrebro – ja velsagtens i hele København. Men covid-19 og en ændring i rejseplanerne fik fire gode venner til at rykke en tur til vestkystens surf perle – Vorupør.
De fem venner Rasmus, Marc, Loreena, Jonathan og Katinka så muligheder frem for begrænsninger, da pandemien gjorde internationale fremtidsplaner umulige. De fem sagde deres jobs op i København og tog op til den rå natur og skønhed på vestkysten for at åbne en café/surfshop – The Break Café. Et stort kontrast til den travle hverdag i en storby.
Udover at være både en café og surfshop fungerer The Break også som yoga-udbyder. På alle måder udstråler og også tilbyder stedet præcis, hvad det er – et break.
Vi var på besøg på sommerens måske mest blæsende dage, og vi fik derfor set vestkysten fra sin bedste (og mest rå) side. Med bølger på op til 9 ft. og en blæst der på få timer havde ødelagt teltet, som det ellers var meningen, der skulle soves i, lagde vi hårdt ud. Det er her heldigt, at riders.dk kunne alliere sig med ejerne af Break, som kunne stille deres lade/garage/pulterum/yogastudio til rådighed til tre trætte og vindblæste piger.
Når der ikke var surf på dagsordnen blev det meste af tiden brugt på Break. Stedet laver så god kaffe, at man simpelthen ikke har lyst til at gå derfra igen. Og når kaffen så bliver lidt for kedelig, blev der disket op med Thy pilsner, diverse eksotiske cocktails, brætspil og fest.
Som ejerne bag The Break selv har udtrykt det, skulle stedet netop give både de lokale, sæsongæsterne og turisterne en mulighed for at tage en pause i æstetiske rammer, hvor der kun er kvalitetsvarer, og i stort omfang også lokale varer, på menuen. Med fokus på bæredygtighed, kultur og kvalitet både i henseende til surfshoppen og caféen, er stedet den perfekte pause fra vestkystens sol og blæst.
Riders.dk håber bestemt, at stedet vil holde åbent længe efter covid-19 (forhåbentligt) slutter, og ser frem til fremtidige break-fasts, Thy pilsnere og brætspil, når vi skal besøge vestkysten. Vi nærer (ligesom ejerne) også et lille håb om, at stedet kunne udvides til et hostel/bed & breakfast, så teltet kan blive hjemme næste gang.
Besøg Break på deres hjemmeside: https://www.thebreakcafe.dk eller på deres adresse: Vesterhavsgade 122, 7700 Thisted.