Postkort: New Zealand
Er du en af dem, der hver dag sidder og glor ud af busvinduet, imens det danske grå gadebillede suser forbi? Om natten drømmer du om sol, surf og saltvand, men vågner op til regn hver eneste dag?
Så gør som jeg har gjort, rejs væk fra Grå Danmark, og kom ikke igen før sneen er faldet eller solen kigger frem.
Det lyder som en god ide, men som altid er der langt fra tanke til handling. Og som regel er det den samme stopklods, der gang på gang sætter en stopper for eventyr: ”jeg har ikke nogen penge at rejse for”.
Lyder dette bekendt, så fortvivl ikke. Hvis du læser videre, vil du erfare at det kan være MEGET billigt at rejse væk til varmere himmelstrøg.
Jeg rejste til New Zealand med min kæreste for at surfe, og slap med at bruge lidt over 5000 kr på to måneder eks. flybillet. Dette kan sagtens lade sig gøre, hvis man er villig til at kæmpe lidt for at spare penge.
Vores plan var at købe en bil, og bo i den, mens vi ville køre rundt på nordøen og sydøen for at finde nogle fede surfspots
Da vi ankom til Auckland, som er den største by på nordøen, boede vi på et hostel. Personalet fortalte os at der var to steder at tage hen hvis man ønskede at købe en billig brugt bil. ”Backpackers car sale”, samt et ugentligt bilsalg ved en racerbane lidt uden for Auckland. Backpackers car sale lå i den lyssky del af Auckland, og så snart vi ankom til den mørke parkeringskælder hvor forskellige fortabte unge var endt med deres biler, blev vi shanghaiet af nogle ”sælgere” for firmaet, til at købe det første det bedste vrag.
Vi fandt hurtigt ud af at det ikke lige var os, og andre rejsende fortalte os hvordan Backpackers car Sale forsikrer dig om at bilen er i tip top stand, deres egen mekaniker tjekker bilen, og før du ved af det står du i en vejside, uden nogen penge, med en udbrændt bil.
Det er ikke hos Backpackers Car Sale du ønsker at købe din bil, da stedet efter alt at dømme er en regulær turistfælde. Bilsalget uden for Auckland() giver dig derimod chancen for at inspicere bilerne som er til salg selv, uden der står en savlende sælger og fyrer lort af. Hvis du som jeg ikke ved en pind om motorer, kan du få lavet et mekanisk tjeck af en mekaniker efter eget valg.
Vi købte således en toyota Hiace med dobbeltseng, købte to surfboards, og en bog om gode surfspots i New zealand.
Vi kørte op af Nordøens vestkyst, som mildest talt virkede ubeboet. Surf mulighederne bestod primært af beachbreaks, hvor bølgerne var 1.5 til 2 m, og ofte temmelig shifty. Vi surfede spots som Baylys Beach og Waimamaku. For den meget erfarne surfer var der blandt andet Waipoua Reef, som eftersigende kunne producere kæmpe bølger, hvis man orkede at hike i 1½ time for at nå frem.
På nordøens vestkyst er der rig mulighed for at parkere på strande og farm-land, så længe man holder lav profil. Vi blev aldrig generet af nogen, og lavede mad på et tranqia-sæt fra netto, så vi ikke behøvede at lave et stort bål og evt. brænde øen af.
Efter at vi havde inspiceret nordøens vestkyst, og var en lille smule skuffede over surf-forholdene, tog vi over til østkysten.
Her startede ud fra Bay of Islands, et populært turist sted. Man kunne dog ikke surfe her, så vi begav os videre mod den søvnige by Russel, da jeg havde hørt om et ”secret spot” i nærheden. Efter et stykke tid hvor vi havde kørt rundt i et bakket landskab uden noget hav i syne, fik jeg lokaliseret spottet Elliot Bay.
Adgangen til vandet gik henover privatejet farm-land, og farmerne ejede også den bugt, hvor en konstant strøm af clean bølger på ca 3 meter løb ind. Der var både right og lefthanders, og bedst af alt; kun to surfere lå på vandet og tog bølge efter bølge.
Inden jeg rev tøjet af og løb skrigende i vandet med mit bræt, fik min kæreste mig overtalt til at finde en parkeringsplads til bilen.
Vi endte med at køre ind på den gård som ejede området, og her blev vi modtaget af en semi-tandløs, middelaldrende bondekone, som med et hullet smil fortalte os at vi kunne overnatte for samme pris som en god campingplads ville koste. Vi stejlede lidt i starten, da toiletfaciliteterne som var inkluderet i prisen bestod af en spade, og masser af åbent land til at grave dit toilet. Dog var vi ikke i tvivl om stedets fortræffeligheder da vi fik anvist vores plads, som var på en bakketop med udsigt ud over bugten.
Vi blev her i en uges tid, og og efter min mening er dette spot er et must for alle som ønsker at surfe New Zealand. Eneste minus ved stedet er en temmelig voldsom rip, men ellers er der uanede muligheder, samt ingen crowds overhovedet.
Vi fortsatte ned langs østkysten, hvor en lang række små spots blev udforsket, hvoraf mange havde samme kvaliteter som Elliot Bay, blandt andre Bland Bay, Oakura Bay og Helena Bay.
Området Coromandel på nordøens østkyst lokker turister til med den berømte ”Hotwater Beach”. Vi begav os derhen, hvilket var noget af en køretur. Til gengæld blev vi mødt af et clean righthander reefbreak ved vores ankomst. Bølgerne var ca 2.5 meter, og spottet var ucrowdet.
Dog var selve turist attraktionen ved hotwater beach totalt til grin. Tilsyneladende skulle man kunne grave lidt i sandet på stranden, hvorefter varmt vand fra den vulkanske undergrund skulle pible frem og vupti, dit eget personlige badekar.
I virkeligheden løber der horder af turister rundt på stranden, alle med en orange skovl i hånden, på jagt efter deres badekar. Det bliver højst til fodbad for de mange entutiaster, men til gengæld formår de at strø masser af skrald ud over stranden.
Vi kørte hurtigt videre langs kysten, Til Whangamata bar. Bølgerne på dette spot var store. Meget store. Og tunge. Og så onde ud. Desuden var der en vanvittig crowd, da der tilsyneladende var meget gode omstændigheder for at fange en gigant-bølge. Jeg må ærligt indrømme at jeg ”chickend’out”, og surfede i stedet et beach break lige ved siden af Whangamata bar. Dog var der også her virkelig god surf på grund af de gunstige forhold, ca 2 til 2.5 meter bølger, masser af plads til alle, og meget lange mellov rides. Hvis du er hardcore surfer, og ikke har noget imod at prøve at sætte dig i respekt hos de lokale, så er Whangamata bar stedet for dig. Ellers er stranden god, så det er klart et spot der skal tjekkes ud lige meget hvad.
Næste spot på vores tur var berømte Raglan. Jeg nåede at surfe spottet Whale Bay, hvilket var fanatstisk godt, alt hvad jeg havde håbet på, Dog fik vi storm de følgende tre dage, så jeg nåede hverken at surfe manu bay eller Indicators, som begge er berømte spots.
Raglan er et must hvis du skal surfe New Zealand, ifølge alle som har været der, og jeg vil gerne tilslutte mig. Dog skal det nævnes at jeg inden Raglan havde surfet på østkysten, hvor vandet var varmt, og jeg surfede i boardshorts og en rashguard på 0.5 mm. Vandet på vestkysten var ca. 7-10 grader koldere, så jeg måtte købe en 4/3 våddragt. Med mindre du har taget en med hjemmefra, eller kan lide at fryse, så må køb af våddragt iberegnes budgettet.
Vores næste stop blev New Plymouth, som bød på ok surf, dog af den lidt shifty slags som jeg begyndte at forbinde med vestkysten. Dog var der et virkelig godt spot for enden af Stent road 30 km syd for New Plumouth.
Spottet ”Stent Road” fik en temmelig afskrækkende beskrivelse i vores surfguidebog, men det viste sig at være virkelig godt. Gode lange rides, ca 3 meter bølger som peelede stille og roligt, så de var nemme at komme op på. Der er store sten, som man skal passe på, men efter at jeg havde surfet i to timer, havde tidevandet afsløret et utal af klipper, der stak frem og gjorde det svært at surfe. Man skal helt klart kun surfe Stent road på det rigtige tidspunkt.
New Plymouth byder på mange spots af høj standard for ekspert surferen. Da det ikke var mig endnu, tog vi videre mod syd øen.
Jeg vil ikke begynde at bevæge mig ud i hvilke spots er gode eller ej på sydøen, da mange sikkert er klogere end mig. Vi havde travlt da vi kom til sydøen, kun ca to uger tilbage af vores tur. Da vandet var koldt og vejret generelt dårligt på sydøen, fortryder jeg ikke min beslutning om at bruge mere af min ferie på at surfe Nordøen. Dog må jeg nævne et af mine favoritspots på hele New Zealand; New Brighton.
Vi satte ca seks dage af til at sælge vores bil, og mens vi ventede på svar fra interesserede købere, så boede vi på en parkeringsplads ved New Brighton beach. New Brighton ligger ca. et kvarters kørsel fra Centrum i Christchurch, og er en lille kystby med god surf på hver side af en stor mole. Bølgerne variede meget i den tid jeg surfede der, men var ca. 3 meter da de var bedst. Spottet er oftest ucrowdet, og bedst af alt blev man ikke generet eller fik politiet på halsen når man sov på parkeringspladser i området. Andre backpackere brugte også stedet til at overnatte mens de skulle sælge deres bil, og er der noget bedre tidsfordriv end surfing mens du venter?
Nu skal det ikke virke som om det er superlet at sælge sin bil i Christchurch. Interessen for mere eller mindre smadrede biler afhænger meget af sæsonen, om det er vinter eller sommer. Dog er der nogle ting som jeg erfarede er decideret dumt at gøre når man prøver at sælge sin bil, men som mange gør alligevel.
Vi endte med at sælge vores bil et sted tilsvarende der hvor vi købte den i Auckland.
Købere er frit stillet til at inspicere din bil på kryds og tværs, så sørg for den er meget pæn både udenpå og indeni. Mange sælgere brugte et prisskilt hvor der stod ”før 4000 dollar, nu 2500 dollar” Dette skulle efter hensigten trække kunder til, men tilsyneladende virkede det stik modsat. Folk var ikke interesseret i en bil , der tilsyneladende havde været til salg i et stykke tid, og den nedsatte pris satte åbenlyst spørgsmålstegn ved bilens stand. Vi satte vores bil til den højeste pris på markedet, og endte med at sælge den for 500 dollar mindre end vi selv gav for den.
Jeg vil ikke uddybe de smukke steder på sydøen, da man kan læse om disse i enhver turistguide. Dog bør man give sig tid til at se bjergene, samt eventuelt få sig et adrenalinchok i queenstown.
New zealand er fantastisk når det kommer til surfing. Sammenlignet med Californien, Europa og Australien er det efter min erfaring ikke selve bølgerne eller de lange rides som gør New Zealand enestående. For mit vedkommende er det snarere følelsen af næsten altid at kunne finde et spot for sig selv, og det at kunne overnatte ved siden at et sweet spot in the middle of nowhere, uden at skulle bekymre sig om politi og røvere.
Så hvis du som jeg er ved at brække dig af den danske grå vinter, så tag af sted, for at surfe New Zealand er en oplevelse man ikke glemmer.
Tak til Lasse Dohlmann for det gode postkort! Vi på Riders.dk vil opfordre alle til at dele deres rejseoplevelser – så ligger du inde med et godt postkost samt lidt billeder, send det til info@riders.dk og vi poster det Asap!