På Plads På Plast På Potsdamer Platz
Bedst som man troede at vi havde prøvet alt det plastikunderlag der fandtes, dukker et nyt tysk firma op. Vi drog til Berlin for at prøve kræfter med Mr. Snow.
Producenter af plastikunderlag til skiløb er ikke dem der findes flest af i verden. Alligevel dukker der af og til nyt underlag op, så da vi blev tippet om den tyske producent Mr. Snow, tog Patrik Gustavsson og undertegnet til den tyske hovedstad i mandags. Ud af lufthavnen og en togtur senere stod vi ved Potsdamer Platz hvor materialet eftersigende skulle befinde sig.
Potsdamer Platz er i julens anledning omdannet til ét stort julemarked med alt hvad hjertet begærer af julepynt, julepølser, juleøl, julemusik og så en stor kælkebakke. Bakken var belagt med Mr. Snow-plastik, og vi var så heldige at få rampen for os selv i en times tid. Hermed kunne vi teste materialet i ro og mag.
Bakken ligger lige midt på Potsdamer Platz…
Og den skulle selvfølgelig også testes switch…
Underlaget består af små korte fletninger, vævet ind i et tæppe. Løsningen giver en virkeligt lav friktion og god hastighed, der er på højde med det italienske Neveplast vi tidligere har prøvet. Fart var derfor ikke et problem, men dog kunne det godt være lidt svært at holde kantgrebet grundet børsternes korte længde. Mr. Snow består af tæpper, der måler 2 x 10 meter, og som monteres med skruer. Tæppestykkerne holdes sammen med et smart velcro-system. Ifølge producenten har underlaget haft stor succes til diverse backyardsetups, blandt andet hos Henrik Windstedts camp i norske Folgefonna.
Om det er Mr. Snow der ender på toppen af Amager bakke – Copenhill, vides endnu ikke. Men hold øje med deres facebookside for alle opdateringer og se flere videoer fra diverse underlag på: facebook.com/copenhill
Den nysgerrige kan læse mere om vores besøg på andre kunstbakker.
JF Dry Ski i Kina: På ski i Kina: Freestyle og slalom i 30 grader
Neveplast i Italien: Plastikskiløb à la Italien
Her ses Mr. Snow materialet tydeligt…
Patrik tester kanten på underlaget…
Smart velcro-system kobler elementerne sammen…
Novembersolen går ned over Berlin – tak til Potsdamer Platz og Mr. Snow…