Præmiefest for Guates Hosen til RFFB 2011
I går blev vintersæsonens nu traditionelle afslutningsfest, Vinter Slut, afholdt i Kødbyen på Vesterbro i København. Udover at festen i sig selv er en stor attraktion, var det også aftenen hvor priserne til årets Rad Film Film Battle skulle uddeles.
Men en vodka-burn som velkomst drink, billig bar og Joa Kemi der spillede svedige tunes, udviklede aftenen sig hurtigt til et brag af en fest for størstedelen af det danske ski- og snowboardmiljø der var mødt op.
Efterhånden som folk var ankommet var det endelig blevet tid til at løsne spændingen for hvem der løb med hvilke priser til årets RFFB. De 3 dommere har været på hårdt arbejde med voteringen, og det var tydeligt at niveauet på edits’ne er steget betydeligt i år. Det var dog Guates Hosen som endte med at løbe med de fleste priser med deres utroligt flotte edit filmet fra deres sæson i Silvretta Montafon.
Nedenunder ses hermed resultaterne for RFFB 2011 samt dommernes kommentarer:
1. Bedste Soundtrack – Team Casier (Oakley goggles til hele holdet)
Musikken er ikke en konkurrence om Flest beats pr. Second. Musikken passer til billederne og gør det hele lækkert. De skæve toner og fjollede lyde fik dommerne til at smile og nikke med hovedet.
2. Bedste Crash – Sara Laursen – Breck Bitches (Dalbello støvler)
Sara opfinder det nye trick Hip-Lincoln og udfører det til perfektion.
3. Bedste Redigering – Guates Hosen (Hestra handsker til hele holdet)
Godt flow, flot grafik, smuk efterbehandling af farver, god længde, man taber ikke interessen.
4. Bedste idé – Guates Hosen (GoPro 3D Setup)
Vi elsker introen, overskægget er ikke set før!
5. Bedste Trick – Leo Björklund – 100% Swedish (SOS Outwear)
Stor Flat 9 mute – Lækkert grab i Simon Knudsen stil.
6. Bedste Skier Pige – Michaela Utsi – 100% Swedish (Völkl Ski + Binding)
Uzi er bare pisse god, stil som en mand. Hun grabber på de store kickers, går 270 af og på.
7. Bedste Boarder Dreng – Håkon Holmgaard – Team Mammoth (Burton Board)
Håkon er ikke sky for at spinne stort på kickers, smide sig ud over knucklen med hovedet først, flippe på hippen og ellers rammer alle obstacles han møder.
8. Bedste Skier Dreng – Leo Björklund – 100% Swedish (Salomon ski + binding)
Leo har en sikkerhed i sine tricks der får det til at se nemt og elegant ud. Han rammer alt hvad parken har og bruger obstacles kreativt.
9. Dommernes Special Pris – WTAB (Burn)
WTAB var kandidater til mange kategorier og har lavet et super godt edit. Men de blev taget på målstregen gang på gang. Dommerne giver dem derfor Dommernes speciel pris fra BURN fordi det aldrig er sjovt at blive nummer to igen og igen!
10. Bedste Film – Guates Hosen (Rejse for 2 med Nortlander)
Det er tydligt at der er brugt meget tid på bjerget og bag skærmen. En god kombination af godt kameraarbejde, tight klipning, god musik, stemning og teknisk niveau. Et lækkert edit!
11. Folkets Valg – Team Casier (Bolig i Val T for 3-4 personer)
Efter at formatet var blevet lavet om, var det nu op til de forskellige teams at afgøre hvem der skulle løbe med Folkets valg ved en intern afstemning i mellem disse. De fremmødte teams fik afgivet deres stemmer ogTeam Casier endte med at løbe med sejren.
Efter prisuddelingen var der ikke andet tilbage end blot at give den fuld hammer og fejre at man var i super selskab med venner fra det miljø man holder af og slutte denne vinter af med en vild fest af dimensioner. Riders.dk har hevet fat i hovedmanden Guates Hosens edit, Henrik Kjeldbjerg Jakobsen, til et par hurtige spørgsmål:
Hey Henrik! Stort tillykke med jeres store præmiehøst! Var det noget du havde regnet med?
Jamen tusind tak, det gik jo over al forventning! Man håber selvfølgelig altid på det bedste, men jeg havde aldrig nogensinde forestillet mig at det ville gå så godt som det gjorde. Det var fedt!
I præsterede dog ikke at være tilstede da i blev kaldt op til overrækkelse af de to første priser i vandt. Hvor var I henne?
Haha, ja, man skulle ellers tro at det ikke var så forfærdelig svær en opgave. Men vi stod simpelthen udenfor og blev interviewet af Troels Iversen – på tysk. Spørg mig ikke hvorfor, men det var meget hyggeligt! og vi opfattede simpelthen bare ikke, at showet var gået i gang – desværre.
Sådan kan det gå. Havde I ellers en god fest?
Ja, det hænder jo – de gyldne damer kan være en farlig ting! Men ja, vi havde en super fed aften! Vi var helt oppe at ringe over hvor overraskende godt det var gået for os, så vi rendte rundt i en glædesrus og havde det skide godt
Lyder godt! Endnu gang tillykke og tak for en fed fest!
Det var godt! Tak tak, og selv tak – det må gøres snart igen!
Tekst: Riders.dk / Alexander Vissing
Billeder: Jibland / Maggie Olkuska