Prøv at windsurfe ved Ishøj strand d. 5 juni
Prøv at windsurfe Grundlovsdag, søndag den 5. juni på Ishøj Tange ved Ishøj Strand fra klokken 12 til 17.
Det er Ishøj Surfklub der holder åbent hus og stiller udstyr og instruktion gratis til rådighed.
Windsurfing pirrer balanceevnen og koordinationen og så kræver det fysik og tålmodighed. Det giver mange timer i vandet, hvor du udfordrer din krop og dine sanser. Du kan selv prøve på Grundlovsdag, mandag, den 5. juni.
Der er ikke nogen, der har sagt, at det er ikke let at lære at windsurfe. En gang sagde man, at du kunne windsurfe når du var faldet i vandet 400 gange og kravlet op igen. Firehundrede gange!
Det er heldigvis blevet lettere – windsurfboardet er blevet bredere og mere stabilt og sejlet er blevet nemmere at have med at gøre. Men det kræver stadig tålmodighed, balance og en god fysik.
Udbyttet af dit slid er fantastisk. Første gang du mærker boardet accelerere under dig, kun ved hjælp af kræfterne fra vinden er du solgt. Eller første gang vinden trækker så meget i riggen, at du må læne dig ud over vandoverfladen for at kunne holde sejlet. Det er fantastisk – og du kan se frem til mange nye oplevelser.
Første gang du runder 40 kilometer i timen – alle andre står stille rundt omkring dig, selv motorbådene. Eller første gang du møder en stejl, knækkende bølge på din egen højde – du sejler ind i den og bliver skudt flere meter op i luften, svæver ned og lander på bagsiden. Det er windsurfing når det er bedst.
Windsurfing er en sport for alle, der gerne vil udfordres. Det er en af de sportsgrene hvor man bruger flest forskellige muskelgrupper. Og det er en sport hvor råstyrke ikke kan bruges til noget medmindre hjernen er med. Og så er windsurfing 100 procent økologisk – ingen larm, ingen udstødning, masser af luft, saltvand og sol. Det kan du selv prøve Grundlovsdag.
Søndag, den 5. maj på Grundlovsdag inviterer Ishøj Surfklub alle fra 10 år og op efter ud til en gratis prøvetur på windsurferen. Det foregår ud fra Ishøj Tange lige efter havnen fra klokken 12 til 17. Læs mere på klubbens hjemmeside www.ishojsurfklub.dk.
Du skal bare huske badetøj, et håndklæde og et par gamle gummisko. Resten sørger vi for.