PWA Pozo Part 2 - Set fra dommertårnet
13. juli – Flere tætte heats
Det blæste ca. 20 sekundmeter, da crewet ankom kl. 9. Plexiglasruderne i dommertårnet vibrerer i de kraftige pust og der er hele tiden en dyb summen fra vinden. Men ingen bølger – Pozo er sgu’ et mærkeligt sted.
Foto PWA
Da bølgerne dukkede op igen blev det til et par heat mere i mændenes dobbelteliminering i bølger. Hollandske Peter Volwater har været stærkt sejlende og i hans kamp tilbage mod toppen, stødte han på så stærke navne som Jonas Ceballos og Josh Angulo.Volwater er en de få sejlere, som har dobbeltforlænder som et fast element i sit program. I heatet mod Ceballos crashede han en dobbeltforlænder og skulle efter sigende have set sol, måne og stjerner i nogle minutter. Alligevel fortsatte han heatet med en solid dobbelt forlænder og en høj baglænder og vandt.
Mod Angulo vandt han et meget tæt heat. Jeg havde Angulo som vinder på waveriding, men blev stemt ned. Vi er altid tre dommere pr. heat og i de afgørende heats, fem. Volwater sluttede dagen af mod Vidar Jensen, men heatet blev afblæst da vinden droppede. Bagefter måtte Volwater til lægen og have tre sting ved øjenbrynene efter crashet i heatet mod Ceballos.
Foto PWA
Lige før vi forlod Pozo overværede jeg en interessant samtale mellem overdommer Duncan Coombes og Kauli Seadi og Ricardo Campello i dommertårnet, hvor de to sidstnævnte sad med deres labtops og benyttede sig af den trådløse forbindelse. De var begge utilfredse over at stil ikke blev værdsat mere af dommerne. Jeg havde lyst til at fortælle dem, at det netop var årsagen til at Fernandez vandt singleelimineringen. Men det duer jo ikke rigtigt, at fortælle en verdensmester, at man bedre kan lide en anden stil. Men Duncan og jeg talte om det på vejen hjem, og var enige om, at Fernandez stil er noget særligt og skal belønnes.
14. juli – Et lokalt tip om vind-varsling
Da vi ankom, var der rigtig fine bølger, men kun 7-8 sekundmeter. Bølgerne forsvandt dog hurtigt, og ventetiden begyndte. Jeg begynder at forstå hvorfor der trods alt ikke er flere professionelle windsurfere, og jeg kunne sgu’ også godt selv bruge tiden på noget mere fornuftigt. Da vi sad og ventede på vind, spurgte Duncan en kvindelig windsurfer med formodet lokalkendskab, hvad det betød, når skyerne på forsiden af en truende front lige over hovedet på os begyndte at bevæge sig hurtigt mod sydvest. Hendes svar lød sådan her; det betyder, at vi om ti minutter har 40 knob passat og tre meter swell.
Ikke længe efter var halvdelen af hendes forudsigelse gået i opfyldelse. Fra dommertårnet kunne jeg se store sæt rulle ind rundt om pynten ved Salinas. Og kort efter øgede vinden til ca. 12-13 meter.
Volwater fortsatte sin vej op igennem dobbeltelimineringen mod Vidar Jensen, hvor han vandt på grund af bedre bøgleridning og solide baglændere. Og derefter mod Dunkerbeck som brækkede sin bom. På dette tidspunkt havde jeg Dunkerbeck foran, men det kom ikke til at betyde noget på grund af Dunkerbecks uheld med bommen. Til slut røg Volwater dog ud mod en Kauli Seadi på hidsig jagt efter førstepladsen.
Foto PWA
Derefter sendte Seadi Kevin Pritchard ud med Pritchards eget våben, enhånds-enfods-baglænderen. Kort efter blev finalen mod Fernandez sat i gang, men den blev afblæst på grund af mangel på bølger. Og kort efter forsvandt vinden også fuldstændigt. Seadi var klart foran med en perfekt dobbeltforlænder, en rigtig god baglænder og to gode bølger – den ene med en perfekt taka. Men Duncan blæste heatet af – og det var det eneste rigtige at gøre.
15. juli – hvor er Kauli ?
Vi ankom ca. kl. 8.45 hvor forholdene så ganske fine ud, ca. hovedhøje bølger, og omkring 15 sekundmeter. Alle gjorde sig klar til endelig at få finalen mellem Kauli Saedi og Victor Fernandez fyret af. Vi satte os til rette i dommertårnet, fem mand, og nedtællingen gik i gang til heatstart kl. 10.00. Fernandez havde allerede været på vandet et stykke tid og varmet op, men hvor var Seadi ? Kl. 10.00 sharp skulle finalen gå i gang, men Duncan Coombs valgte at vente på at Kauli Seadi dukkede op ca. 10 minutter senere, ifølge rygtet med tømmermænd.
Tømmermænd? Ikke noget vinden i Pozo ikke hurtigt kan blæse ud – Foto PWA
Der var tilløb til panik i dommertårnet, men vi fik besked på at vente på Seadi. Finalen blev sat i gang ca. 10.15 og Fernandez gjorde arbejdet færdigt med en perfekt dobbelt forlænder, en perfekt tabletop-pushloop og flere højtscorende bølger. Kauli havde ikke rigtig noget modtræk, og trods en rigtigt god dobbelt forlænder og et par gode bølger, var Fernandez for stærk. Vi var nogle stykker, som syntes, at finalen skulle have været sat i gang til tiden – specielt bagefter, hvor Kauli tillod sig at beklage sig over, at finalen blev sat i gang i hvad han mente var tvivlsomme forhold. Og hvorfor fanden skulle han komme til skippermøde kl. 9.00, når der alligevel ikke var bølger? Seadi tabte finalen, eller lad os bare sige, at han blev sat på plads af Fernandez.
Booyaahkaashaaed on the mark!?
Efter finalen i Wave stod den på Slalom og Duncan jeg måtte tilbage i dommerbilen på mållinjen. Albeau fejede endnu engang al modstand til side. Hvis han ikke førte allerede ved første mærke, gjorde han det i hvert fald i mål. Han er både hurtigere end alle andre, og kommer flyvende ud af alle jibes. Han ser rimelig tilfreds ud til aftensmaden på Hotel Gloria Palace, men det kan også være fordi hans kæreste er lidt af en frækkert.
Foto PWA
Foto PWA
Efter et af dagens slalomheats kom den enlige israelske deltager, Arnon, op til PWA-kontoret, eller racingoffice og fortalte vores franske bøjeobservatør, at han var blevet booyakaashaed on the mark. Franck, som min franske kollega hedder, svarede således; I zaw nozzing. Bedre held næste gang, Arnon.
16. juli – Næsten færdig
Det blev en mærkelig start på dagen, da en forladt båd lå på stranden i Pozo. Kanarieøerne er mål for temmelig mange afrikanske bådflygtninge, og en af dem landede altså her. Det var en underlig fornemmelse at kigge ned i den store glasfibermotorbåd og se regntøj og andre beklædningsdele der lå efterladt i bunden af båden og tænke på hvad der mennesker til at forlade deres hjemland på den måde. Båden blev fjernet af en kranvogn og kørt væk.
Foto PWA
Kort efter var et tv-hold på plads med livedækning af stævnet fra helikopter og flere kameraer på land. Vi fik en stram tidsplan i hånden, og så gjaldt det ellers om at skifte disciplin i fuld galop, Slalom, Freestyle for kvinder, tilbage til Slalom o.s.v. Men forholdene var langt fra ideelle. Det var nok den dårligste dag, de kunne have valgt. Men de fik da et par semifinaler og en finale i kvindernes Freestyle singleeliminering nr. to, og et par heats i herrernes slalom i kassen.
Daida Moreno vandt en meget smal sejr over Karin Jaggi, med dommerstemmerne 2-1. Og Albeau fejede gulv med konkurrenterne i slalom. Og så skal jeg i øvrigt hilse Jesper Orth og fortælle, at han blev nr. 7 foran Dunken, så det må have været i en finale. Til slut lykkedes det efter flere forsøg at få gennemført en sejlads for alle 24 slalomsejlere på en gang. Den tog Albeau sig også af.
17. juli – Over and out
Kvindernes singleeliminering i Freestyle blev til en dobbelt og afsluttet med Daida Moreno som vinder endnu en gang foran Karin Jaggi, som ser ud til at have affundet sig med at være nr. to.
Trods flere forsøg lykkedes det ikke at få gennemført mere slalom 42. Vinden droppede, og så var det forbi. Kort efter ankom en container, som skulle fragte udstyr videre til Fuerteventura. I starten forsøgte min tyske kollega, Dirk og jeg at organisere og fylde op fra bunden, men der skete først rigtigt noget, da Patrick Diethelm hoppede ind og viste hvordan det skulle gøres. Ikke så meget pjat, sagde han, brædderne kunne sagtens tåle nogle kilos tryk. Og efter at Albeau trådte til som hjælper, fløj selv de største boardbags på plads i tre meters højde. Jeg tror Albeau er så stærk, at han ikke kan sove om natten.
Jeg trænger i den grad til nogle fridage nu. I morgen rykker vi til Fuerteventura, hvor jeg skal dømme Freestyle. Mændenes Freestyle… pyhha, der skal jeg vist bruge nogle timer på stranden før stævnet går i gang d. 27, og finde ud af hvad fanden det er de sejler rundt og laver. Og så står den ellers på daseferie på Fuerteventura fra d. 18 og nogle dage frem. Det var alt for nu. Vi ses til NM i Freestyle 4. august.
Tjek alle resultater og et kæmpe fotogalleri på www.pwaworldtour.com
Bedste hilsener
Andreas Jørgensen
Nedenfor er et par backstage shoots skudt af Andreas
Overdommer Duncan Coombs får sig en sludder med Peter Volwater
Udsigten fra indersiden af dommertårnet
Dommerkassen udefra
Og her er han så, Pikken! Ham der står og piller ved en af Moreno søstrenes bræt
Duncan og mig i dommerbilen