PWA Sylt – Udsættelse på udsættelse
Slalom 42 eliminationen gik i stå søndag og har ikke været skud i gang siden. Mandag var det bare strandvejr…
Kurosh Kiani D-13 (F2, Gaastra, Jack&Jones, xboard.dk) røg ud i første runde i 2. eliminering og har efter en dag på stranden mandag, været på hold hele tirsdagen uden at komme i aktion eller i våddragt, da de stadig skal have afgjort 2. eliminering før de starter forfra på 3. eliminering, hvor Kurosh er med igen. Han udtaler om stævnet indtil videre;
“Starten af dette stævne har været ret svær for mig, idet jeg efter et hel års sejlads på Formula boardet, trådte op på Slalom grejet for blot en uge siden. Men jeg føler mig ret sikker i min teknik. Det er mere områder som trim, start og taktik som bekymrer mig. Men det har hele tiden været min plan at komme i gang med Slalom, så stedet at starte blev Sylt. Man skal dog lige vænne sig til at man pludselig racer sammen med sine idoler, som man så i fjernsynet. “
“Første runde kom jeg desværre ikke videre, da min fart desværre ikke var god nok. Jeg blev hængende ude på vandet og lurede de andre sejlere og deres taktik, og sejlede derefter ind og trimmede om på grejet. Da jeg kom ud til anden runde kunne jeg med det samme mærke at jeg havde ramt godt med trim. Boardet lå nu meget bedre i vandet og trækket i sejlet var meget bedre. Sidste uge fik jeg Slalom boards fra min nye sponsor F2, så jeg har stadig lidt arbejde at lave.”
“Men i andet heat fik jeg lagt ud med en udmærket start og lå rigtig godt ved første mærke. Jeg kom flyvende ud af den første jibe, og med en F2SX L på 135 liter og 9,0 sejl havde jeg vildt meget overskud. Ved anden mærke blev jeg overhalet af en franskmand og røg ned på 5. pladsen. Kun de bedste 6 går videre. I næst sidste jibe fik jeg overhalet endnu én, men som vi nærmer os sidste mærke dropper vinden og skralder, og jeg ligger lidt til læ for Dan Ellis GBR-52, som lige præcis holder mærket, hvilket tvinger mig til at lave to ekstra vendinger og sejle ind på en skuffende sidste plads.”
“Jeg lærer super meget hernede og er glad for hvert øjeblik på vandet. Og jeg må sige at jeg har fået øjnene op for en ny verden, som tiltaler mig. I morgen lover de god pålandsvind, som kan fremkalde den vilde side af Sylt, som alle går og venter på. Så det bliver spændende at se om man overhovedet kommer ud over brændingen og ud til sit heat.”
Robert Sand D62 (Tabou, Gaastra og PLASMA Boardwear) stiller op i Wave. Efter fredagens officielle indskrivninger racede han hurtigt hjem til Klitmøller for at holde sig sund og fokuseret. Hans rutine på PWA-Touren gør at han ved hvad der sker med 3 dage på hold…
”Efter fredagens indskrivning er jeg superamp’ed på at lave et resultat på Sylt i år. Udsigten til manglende vind gjorde at jeg tog hjem til Klitmøller for at få ladet batterierne fuldt op”
Robert Sand fortsætter;
”Nu skal vi bare have overstået Slalom 42 så vi komme i gang med Wave. Torsdag ser prognoserne ud til at det komme til at virke maks på Sylt.”
Find den info du søger om live-updates, billeder og resultater på disse links
PWA’s live ticker:
http://pwaworldtour.com/index.php?id=218
Sylt live – officielt site:
http://www.worldcupsyltlive.de/
Live webcam fra sylt:
http://www.worldcupsylt.de/Webcam.32.0.html
Riders.dk vil selvfølgelig tjekke stævnet løbende og melde ud, så snart der sker noget ekstra spændende.
Så hold øje med Riders.dk for mere windsurf fra Sylt.