Recap: Rasmus B vs JAWS

Den 20. februar 2004 gik en af mine drengedrømme i opfyldelse. I 5 vinterhalvår på Hawaii har jeg ventet på denne dag og endelig kom dagen så, hvor jeg fik chancen for at surfe Jaws. Det er en fantastisk fornemmelse at have surfet på verdens største bølge. Specielt fordi jeg har forberedt mig i så lang tid på det.

Det var den perfekte dag. Alt klappede som det skulle. Jeg mødte med min årelange ven fra Argentina, Pato Gilliberto omkring middag. Natten før havde jeg ikke sovet. Jeg havde set vejrudsigten og vidste at den følgende ville det ske, så jeg kunne slet ikke falde til ro. Tankerne fløj igennem hovedet på mig. Havde jeg nu det hele parat? Havde jeg husket det hele? For det er jo en lidt usædvanlig måde at tage ud at windsurfe på. Vi pakkede windsurfudstyret og et surfbræt på slæden (en slags anhænger til vandscooteren som vi bruger til at redde folk med når vi tow-surfer). Der var kun plads til 1 sejl, 1 mast, 1 bom og et bræt, så det var med at vælge det rigtige sej!

Vi sejlede ud fra Maliko Bay og det tog ca. 20 min. at sejle til Jaws derfra på vandscooteren. En anden ven, Maxi fra Argentina, sejlede med på en anden vandscooter i tilfælde af at vi skulle få motorstop. Vi er nemlig nødt at tage meget langt ud fra kysten for at komme væk fra de enorme bølger der brækker på kysten på vej ud til Jaws og der er store klipper ude i vandet, så hvis vandscooteren går i stå (hvad der nogen gange sker) er man fucked!

Turen ud til Jaws er en storslået naturoplevelse i sig selv. KÆMPE bølger brækker ind i de høje vægge af klipper og skummet står højt i vejret. Vinden gør vandet choppet og mange gange slipper vandscooteren helt vandet og slæden hænger i luften bagved med at udstyret. Jeg kigger hele tiden bagud og krydser fingre for at vi ikke mister noget. Pato siger; jiihuuu!!! og øger farten endnu mere!

Turen gik dog fint. Vi ankom til Jaws, hvor vi efter accept fra Rush Randle, Pete Cabrinha og fik lov til at rigge udstyret.

Vi lagde vandscooteren for anker uden for impact zone og jeg begyndte at rigge mit udstyr. Vandscooteren er ustabil i vandet og var ikke optimal at rigge på og midt i det hele tabte jeg min mastefod i vandet og så den forsvinde dybt ned i stillehavet!!! Jeg slab grebet på riggen, hoppede i vandet og dykkede ca. 3-4 meter ned og fangede min mastefod!!!! Der kunne drømmen allerede have gået i vasken!

Omsider fik jeg rigget. Vinden var ved at droppe. Min medbragte 4,7´er og mit 237cm Ho´okipabaord var lige i det mindste, men lige nok til at jeg kunne holde mig oven vande. Jeg kunne dog ikke holde højde, så jeg blev trukket ud til ”impact zone” af vandscooteren!

Det næste jeg oplever er ubeskriveligt. Jeg ser et sæt komme længere ude (en dønning så stor at de ikke er til at tro sine egne øjne!). Jeg er på vej ind og kan kun lige tøffe. Jeg pumper i mit sejl og prøver at komme med bølgen, men kommer ikke i planing. Bølgen passerer under mig og brækker kort derefter. Jeg glider om på bagsiden. Næste bølge i sættet er på vej og er større! Den ser ud som om den allerede er ved at brække! Adrenalinen pumber og det hjælper mig til at træffe de rigtige beslutninger. Jeg pumper igen og kommer lidt i planing med hjælp fra bølgen. Jeg kommer akkurat lige med den og går ned i fodstropperne. Vinden kommer stik fraland, hvilket gør det svært at ”time” sit drop. Jeg befinder mig på bølgen helt oppe på toppen. Bølgen vokser og vokser og der bliver længere og længere ned fra toppen hvor jeg er og ned til bunden. Og det går lodret ned! Til sidst ser (og høre!!!) jeg bølgen begynde at bryde ”upwind” for mig. Jeg venter til jeg er dybt inde i lommen og indleder mit drop-in. Dette er det fedeste ved Jaws. Når man dropper ned af bølgen sejler man ned af en lodret mur på 10-15 meter med fuld speed og derefter ind i et bottumtorn. Jeg kigger op på karmen af bølgen og ser den største bølge i mit liv vise tænder. En FANTASTISK fornemmelse strømmer igennem min krop. Jeg laver mit cutback oppe på karmen, men der er svært da al luften fra bølgens ”barrel” nu bliver presset ud af tuben og får mig til at føle mig overpowert. Farten, adrenalinen, lyden af verdens største bølge, solen, vinden, sejlet i hænderne, hundredevis af mennesker på land der følger een, utallige video- og kamerafolk skyder løs, Rush Randle på en vandscooter ved siden af. Det hele gør indtryk på mig. For et øjeblik føler man sig som verdens centrum. Og alt hvad jeg har på af udstyr til denne kæmpe mission er et par Billabong boardershorts og en trapez og lidt solcreame! Pato sidder på vandscooteren udenfor impactzone og ser mig, klar til at komme ind og redde mig ud af impact zone, hvis jeg skulle falde. Han råber alt hvad kan kan: Jaahuuu!!!!!

Jeg rider bølgen færdig, jiber over skulderen på bølgen og tøffer ud for at tage en ny bølge”. Jeg råber tilbage til Pato; Jaaaahuuuuuuuuuuuu!!! God start. Min drøm er allerede indfriet.

Derefter var jeg helt afslappet. Jeg sejlede i 2 timer og havde den bedste session i mit liv og fik de største bølger jeg nogensinde har fået og så døede vinden helt. Jeg kunne ikke længere fange bølgerne, så jeg besluttede mig for at tow-surfe lidt, inden det blev mørkt. Vi var de eneste tilbage derude. Bølgerne voksede lidt i størrelse fordi vinden lagde sig og det blev mere ”glasy”. Perfekt til Tow-surfing.

Pato trækker med ud til line-uppen. Vi slukker moteren på vandscooteren og jeg ligger bagved i vandet med fødderne i stropperne, klar til at starte når der kommer et sæt. ”Okay Ras, here we go”, lyder det så endelig fra Pato, som jo sidder på vandscooteren lidt højere oppe og har lidt mere udsyn end jeg har. Jeg ligger i vandoverfladen med ryggen til bølgerne og har ingen ide om hvad der er på vej. Pato spørger mig om hvor stor en bølge jeg vil have. Lille, medium eller stor? Jeg svare medium til at starte med. Vandscooteren bliver startet og vi sejler lidt rundt mellem dønningerne og prøver at vælge den rigtige bølge. Vi lader de første bølger i sættet passere os. Nummer 4 ser god ud. Jeg giver tegn til Pato om at jeg vil have den. Der bliver sat voldsomt op på farten for at komme op på samme hastighed som bølgen. Pato er super erfaren og får mig hurtig kørt mig i stilling på det rigtige sted på bølgen. Jeg slipper rebet og oplever endnu et af mine største sus i mit liv. Desværre viste bølgen sig at være for stor i forhold til det surfboard jeg brugte. Boardet var simpelthen for langsomt. Jeg hamrede ned at bølgen, men bølgen rejste sig som et bjerg i Alperne bagved mig og havde doubelt så meget fart på som mig og jeg blev nødt til at droppe ud af den.

Den næste bølge var bedre. Jeg fik et godt glid på og havde mere kontrol denne gang. Prøven var bestået. Jeg stoppede for denne gang, for jeg var ved at blive træt. Jeg bliver sat af ved ankerpladsen og begynder at pakke vandscooteren, –super afslappet og med et stort smil på. Mens jeg sad og pakkede kunne jeg sidde at se Pato og Maxi surfe de største bølger i deres liv og ind i mellem høre deres jublen.

Vi var 3 venner der sejlede hjem på vandscooterne til Makilo Bay meget glade og tilfredse med dagens forløb.

Jeg kom hjem til vores hus i Kuao efter mørkets frembrud, hvor alle mine venner ventede på mig. Vi så lidt video med de bedste bølger fra dagen og tog derefer ud for at spise på Paia Fishmarket. På restauranen hænger der et billede af Robby Naish der rider en stor bølge på Jaws. Jeg falder lidt i staver og kan ikke fatte hvad jeg lige har gennemlevet. Jeg tror der vil gå lidt tid.

Og det bedste af det hele er at det kun er slutningen af Februar. Vi har en måned mere tilbage af Big Wave sæsonen her på Hawaii. More action to come…Flere chancer for at få “the ride of my life”.

Oplevelser som disse er unikke og giver mig motivation og energi til alt hvad jeg foretager mig i livet. Jeg kan ikke forestille mig et anderledes liv. Mine drømme om surfing, windsurfing og snowboarding styrer mit liv. Gennem disse drømme møder jeg fantastiske mennesker, som har de samme drømme som mig og sammen får vi dem til og at gå i opfyldelse.

Tak til min ven og Tow-surfing-makker, Pato, der fik min drøm til at gå i opfyldelse. Tak til mine sponsorer og til min ven, Adam Buttenschøn, Liquid Productions, der har filmet og redigeret i de sene nattetimer. Tak til min bro, Mikkel der altid har støttet mig i disse projekter og til mine forældre som har givet mig lov til at følge mine drømme. Jeg vil aldrig glemme denne dag. Og dette er kun starten…

ALOHA

Rasmus Baltsersen