Riders.dk til Freestyle.ch 2014
Freestyle.ch er atter tilbage til 2014, og i år en helt specielt udgave af slagsen. I år er det nemlig 20. gang at festivallen afholdes, og location er traditionen tro den Schweiziske storby, Zürich.
Fredag aften letter SWISS flyet med Kristian Morgen og undertegnet fra Riders.dk crewet. En spændende weekend med en af Europas største freestylefestivaller står for døren. Freestyle.ch får nemlig til deres 20 års jubilæum, besøg af 50 af verdens bedste atleter indenfor skateboard, mountainbike, motocross, ski og snowboard – hvor vi her på Riders.dk selvfølgelig vil fokusere på de to sidste discipliner.
Schweizerne mod rov?
På skisiden bliver årets Freestyle.ch uden et af de helt store navne. Svenske Henrik Harlaut , der vandt i 2010, 2012 og 2013 stiller ikke til start i år. Dette åbner døren for schweizisk dominans. Elias Ambuhl har tidligere vundet i 2011, og landsmanden Kai Mahler har hele tre andenpladser i bagagen. En tredje landsmand, Luca Schuler, stiller også til start, og nogle vil måske nikke genkende til denne unge herrer. Han satte nemlig verdens første tripple cork 1080 til Frostgun Invitational i år.
Schweizerne skal dog ikke være for sikre i deres sag. På det 32 meter høje Big Air hop får de nemlig konkurrence af OL-medaljetagere som Joss Christensen og Gus Kenworhty, samt vinderen af Frostgun Invitational i år, svenske Jesper Tjäder. Kreative kørere som Oscar Wester, Alex Beaulieu-Marchand og Oystein Braaten har også meldt deres ankomst, så et spændende show er uden tvivl garanteret.
Kan Kai Mahler tage hjemmebane sejr i 2014? // Foto: Cyril Müller
Fra unge tripple-cork helte til OL-stjerner på bræt
På snowboardsiden er udvalget bredt; på gæstelisten er alt fra lokale riders til OL-deltagere og X-games vindere. Topstjerner som Iouri Podladtchikov, Ståle Sandbech og Sebastien Toutant kommer til at være de navne som der forventes mest af, men som altid vil der være et mellemfelt af riders som skal bevise at de også kan.
Her bliver det især sjovt at følge islandske Big Air-galning Haldór Helgason. Også Sven Thorgren fra Sverige, som vandt sidste års Beijing Air & Style, bliver interessant. Hvad angår debutantsegmentet, skal der holdes et skarpt øje med norske Marcus Kleveland, som officielt er det yngste medlem af tripple-cork klubben.
Finske Haldór Helgason er i Riders.dks søgelys som favorit… // Foto: Cyril Müller
Kvinder bydes op til dans med stil
Traditionen tro byder Freestyle.ch også i år på Style Session – en jam konkurrence hvor stilen er i højsædet. Fire kvinder stiller til start her, blandt andet den tyske topskier, Lisa Zimmerman og den schweiziske snowboarder Sina Candrian.
Til stor glæde her på Riders.dk, stiller stilikonet og legenden, Mich Comte op i Style Session. Mick er kendt for at have været med til at definere stil i moderne skiløb i de tidligere 00’er, og specielt for hans unikke switch cork 1080 tail der åbnede øjnene for hele scenen dengang.
Følg med på Riders.dk hele weekenden
Fra lørdag tidlig eftermiddag starter programmet med Style Sessions, Laax Urban staricase battle samt den legendariske Crossover-session. Søndag står den på kvalifikationer og finaler på Big Air hoppet.
Følg med hele weekenden her på Riders.dk for artikler, updates og billeder fra Freestyle.ch. Vi poster ligeledes på vores instagram, @ridersdk . og på vores Facebook.
Se detaljeret program og deltagerliste lige HER.
Alle fotos: Cyril Müller