Sellaronda Trailrunning 2015

Dette er beretningen om to ihærdige trail-løbere, deres soigneur/fotograf og deres deltagelse i dette års udgave af SellaRonda Trailrunning 2015 i Canazei Val di Fassa i hjertet af de Italienske Dolomitter.

Sent om aftenen torsdag kryber Riders.dk tre udsendte in i dalen mod Val Gardena i deres lejede Lancia Ypsilon. Mørket gemte de høje italienske tinder, men man kunne stadig ane hvordan bjergene blev højere og højere desto længere de kom. De Unesco beskyttede Dolomitter dækker flere hundrede kvadratkilometer af klippevægge, toppe, dale og endda gletscher. Mange tusinde turister valfarter til disse for at nyde de mange mountainbike spor, klatre spor, trekking-stier og ikke mindst trail-spor. Om vinteren byder Canazei på noget af det mest unikke skiløb man kan opleve på det europæiske kontinent. Heriblandt mange af de sagnomspundne colouirs der kan nås fra Pordoi-toppen, og den kendte Sella Ronda rute for de mere gængse skiturister. Det var netop Sella Ronda ruten som havde draget de tre udsendte til Canazei

2/3 af den udsendte gruppe havde været på ski i Canazei før, havde derfor et bredere kendskab til terrænet som de havde kørt på ski på. Nemlig ruten omkring Sella Ronda stod meget klart i hukommelsen.

”Der er et helt vildt godt sted hvor man kan få pizza der ca. halvvejs på ruten”, udbrød han med entusiasme i stemmen 😉

Den panoramiske tur på ski varer ifølge Canazei-området 5-6 timer for de fleste typer skiløbere, og afdækker 40 km over fire tinder. Denne tur kan også tages om sommeren, men dog med et par trail-løbesko. Der er ruten lagt lidt om og er 59,050 km og afdækker 3378 højdemeter. Dette er rammerne fra Sella Ronda Trailrunning som er en ud af flere afdelinger i Dolomites Skyrace-serien.

Forberedelserne inden dette monster af et trail-løb var blevet gjort nord for København og den jyske østkyst på forskellige MTB-spor. På disse ture var det sjældent at man nåede over de 300 højdemeter, hvilket skulle vise sig at have større betydning end de to stædige/naive trail-løbere havde forestillet sig.

Starten gik lørdag morgen kl. 05:30 fra Rådhuspladsen i Canazei og derefter mod den første top på Carlo Valentini. I tusmørket på vej op kunne man ane 280 lyskegler der langsomt blev slukket i takt med at solen kom op. På toppen kunne man forfriske sig med varm æblejuice, vand, chokolade, italiensk sandkage og andre mindre levnedsmidler. Det var dog et strengt krav fra løbsledelsen at man skulle være selvforsynende med både vand og mad fra hvert væskedepot, hvilket der sammenlagt var 10 af i alt. Uden at undervurdere vigtigheden af at holde balancen ved lige, indtog begge rigeligt væske for derefter at sætte i løb ned mod byen Selva for derefter at starte på den anden stigning, den frygtede stigning ad ski-pisten Dantercepies.

2 timer og 30 minutter inde i løbet nåede de til toppen af Dantercepies, og en bragende morgensol badede hele Nordsiden af Sella Ronda i lys. Nedfarten mod byen Corvara blev også en hvor der blev trukket gevaldigt fra, og begge trail-løbere følte for første gang at man kunne få rigtig fart på. Iført hurtige solbriller, og bevæbnet med gode stænger kunne begge trail-løbere tage hul på den tredje stigning, nemlig Bec Du Roces. Her gik det for alvor opad igennem fugtig og jungle-lignende skov, og den førnævnte selvtillid skulle nu komme på prøve for de to.

4 timer og 45 minutter havde de to tilbagelagt 34.10 kilometer og 2300 højdemeter. Nu begyndte nedfarten mod Arabba, som ikke kunne forceres på samme måde grundet den udfordrende og klippe-fyldte single-trail. En lille halv-time senere nåede de to trail-løbere Arabba dog adskilt af to minutter. Løbet skulle nu vise sig fra sin absolut hårdeste side.

Efter at have fået et par motiverende ord med fra soigneur og fotograf Troels begyndte stigningen mod Rifugio Padon. Stigningen gik lige op i himlen og ville ingen ende have, og da trægrænsen endelig var nået åbnede Dolomitterne sig for alvor. Kæmpe klippefremspring med lange spines holdte løberne med selskab i de sidste 200 højdemeter på vej til Padon. Selv uden sne bød dette terræn på masser af muligheder og ledte tankerne væk fra kramper og urolig mave til dyb powder og fede linjer.

På toppen af Padon begyndte travers-ruten på vej tilbage til Canazei. Hvad begge løbere havde troet ville være en relativ flad/nedadgående travers viste sig hurtigt at være det diametralt modsatte. Stigningen til Padon havde gjort sit for at forblive i benene, og denne travers blev langt hårdere end forventet. Til gengæld kunne man glæde sig over hver gang man kastede et blik mod venstre enten den azurblå Lago di Fedaia eller den sneklædte Marmolada gletscher. Et fantastisk syn, der for et kort øjeblik fik en til at glemme kramperne og syren i benene som blev værre og værre.

Efter en lang og hård travers nåede man til Passo Pordoi der markerede de sidste fem kilometer som udelukkende gik nedad bakke mod Canazei by. Enhver trail-løber vil kunne nikke genkendende til at efter 55 kilometer i svært kuperet terræn er det ikke altid fryd og gammen at få lov at løbe nedad. Dette var ingen undtagelse, og den ene trailløber overvejede kraftigt at lave kolbøtter ned af en af pisterne. Der blev gravet umådeligt dybt efter de sidste kræfter som viste sig ikke at være tilstede.

I hhv 9 timer og 22 minutter og 9 timer og 55 minutter sluttede de to trail-løbere. Med placeringer som nr. 86 og 125 var de to lykkelige over at være nået helskindet igennem uden de helt store problemer udover trætte ben. Om aftenen blev det fejret med udsøgt fire-retters og rødvin fra Tirol.

Trail-løb i disse omgivelser er en fantastisk aktivitet for dem som normalt kun dyrker bjergene til ski-løb. At kunne tonse nedad en grøn piste i trail-løbe sko er vildt underholdende. Terrænet er det samme, bare uden sin vanlige hvide vinter-jakke og at betragte bjergene og opleve dem på denne måde frembringer samme åndeløshed som var man på vej ned over dem med ski under fødderne. Trail-løb af denne kaliber kræver dog en del mere forberedelse end de som vi havde gjort os, men ikke desto mindre er området stadig besøget værd om sommeren, da man kan både cykle, trekke og MTB.

SKREVET AF CHRISTIAN-EMIL THORUP
FOTO AF TROELS IVERSEN (www.troelsiversen.com)

Se flere fotos fra turen