Shiro Experience - Den komplette ski oplevelse i Japan
I Japan er der pudder og varme kilder nok til alle, men hvordan sikres den komplette skimæssige og kulturelle oplevelse? Vi tog med danske Shiro Experience til Myoko Kogen og fandt svaret.
Tekst: Sebastian Himmelstrup og Alexander Vissing
Du har hørt om det. Læst om det. Set utallige film om det. Den japanske puddersne. Et mytisk fænomen som de fleste skiløbere drømmer om at opleve blot en gang i livet. Et kryds der må sættes i enhver pudderrottes bog; at have kørt de uendelige mængder af hoftedyb champagnepudder i landet af oldgamle traditioner, rå fisk og en-mands stolelifte. “13 meter sne om året”, runger det i baghovedet på alle os dødelige, når vi sidder ængsteligt hjemme i stuerne og skuer mod nord i håb om, at Vallåsen overhovedet åbner i år.
Riders.dk og Skiers.dk tog på det eventyr, som vi alle drømmer om. Vi besteg metalfuglen mod den opgående sols land for at finde ud af, hvorfor alle snakker om det der “japow”? Knappenålen var sat på den sydlige ø Honshu i hjertet af de Japanske Alper, mere præcist i området Myoko Kogen. Et område der tilbyder uendelige muligheder for pudderskiløb, og hvor first tracks og dawn patrols står højere på listen end branderter og diskoteksture. Vi havde hørt meget godt om dette uspolerede japanske pudder-mekka, så vi havde teamet op med det danske firma Shiro Experience, der laver ture til området, for at finde ud af, om der kunne være noget om snakken.
Japan – det facinerende land fuld af pudder… // Foto: Sebastian Himmelstrup
Myoko Kogen – den uspolerede japanske skiperle
”Everybody and their mum went to Japan”, var titlen på en artikel vores amerikanske kollegaer Newschoolers.com udgav for et par år siden. Det er ingen hemmelighed, at Japan efterhånden er blevet et yderst populært rejsemål for pudderhungrende skiløbere, hvilket har gjort kendte områder som Niseko og Hakuba overrendte, og first tracks dermed sværere at sætte skiene i.
Japan er blevet et populært skirejsemål, og med god grund // Foto: Alexander Vissing
Turen med Shiro Experience går i stedet til Myoko Kogen, der ligger omtrent 300 kilometer nord for Tokyo på hovedøen Honsu. En uspoleret japansk skiperle, der dog stadig indeholder alle de klassiske elementer, som du forventer af en skitur til Japan; unikt skovskiløb, varme kilder, fantastisk mad og vigtigst af alt, masser af tør puddersne.
Massivt snefald som Japan er kendt for // Foto: Sebastian Himmelstrup
Myoko Kogen betegner et større landområde, hvori der ligger en del mindre byer med tilhørende skiområder. Vi var bosat i Akakura Onsen, en by som får omkring 13 meter sne om året, og hvor basen typisk ligger omkring tre meter – i bunden vel at mærke!
Frederik Kvist nyder godt af Japans massive snefald // Foto: Alexander Vissing
At bo i Akakura Onsen er et helt bevidst valg. Udover at være livlig med masser af hyggelige barer og gode restauranter, ligger der hele fem skiområder inden for et kvarters kørsel, hvilket gør vores placering ideel når dagens puddereventyr skal planlægges.
Derudover har bagmanden bag Shiro Experience, Nikolaj Schnor, et unikt kendskab til området, hvor han har tilbragt flere sæsoner. Med hans ekspertviden og en minibus til rådighed er den bedste sne garanteret dagligt.
Vores hotel i Akakura Onsen… // Foto: Sebastian Himmelstrup
Ejer af Shiro Experience Nikolaj Schnor, klar til at gå dybt // Foto: Alexander Vissing
Resortpudder, topture og catskiing
Netop fleksibiliteten med en minibus gør det ideelt på de dage, hvor pudderen skal nydes inden for skiområdets grænser. Selvom Japanske skiområder er lavere, fladere og mindre end dem, man kender fra Alperne, så er der i Myoko Kogen områder nok til, at man ikke kommer til at kede sig. Og hvem gider egentlig brokke sig over dage, hvor repeat-knappen holdes inde alt imens, at man nyder det ene faceshot efter det andet i skoven blot få meter fra liften?
Desuden er pister og veje i Japan, som i så mange andre bjergfyldte områder, sikret med lavinehegn. Grundet den store snebase forvandles disse til naturlige kickers i alle størrelser, som er sjove at prøve kræfter med uanset niveau – for landingerne er bløde som altid.
Klassisk resort dag i Seki-Onsen // Foto: Alexander Vissing
Det bliver bare ved med at sne og sne og atter sne // Foto: Alexander Vissing
Den store snebase forvandler bjerget til en legeplads // Foto: Alexander Vissing
Selvom dybe dage i Myoko Kogens respektive resorts udgør størstedelen af ugen med Shiro Experience, er der også gjort plads til oplevelser ud over det sædvanlige. Japanerne er ikke glade for at bygge lifterne helt op til bjergenes højeste tinder, hvilket åbner op for et hav af muligheder, hvis blot man gider at hike lidt. Derfor indgår randonee-ture, ledsaget af bjergguides, til Myoko Kogens højeste tinder (og vulkaner!), hvor nedfarten – meget atypisk Japan – kan nå op på over 1.500 højdemeter.
På vej mod toppen… // Foto: Sebastian Himmelstrup
Søren Fisker imellem massive Japanske træer… // Foto: Miles (vores bjergguide)
God sne alle 1.500 højdemeter… // Foto: Alexander Vissing
Men når du nu har kørt pudder til, hvor du ikke længere kan bunde samt hiket vulkaner i solskin, har Japan så mere at byde på rent skimæssigt? Svaret er ja! For et beskedent ekstra beløb har man nemlig mulighed for at komme på vaskeægte catskiing, som man kender det fra de store skifilm. Med et helt bjerg for sig selv til Shiro Experience og med 7-8 løft på en dag, sætter det uden tvivl prikken over i’et på ugens skiløb.
Klar til at gå ombord efter (endnu) en dyb tur… // Foto: Alexander Vissing
Det her helt for dig selv – hele dagen… // Foto: Alexander Vissing
God stemning imellem turene… // Foto: Alexander Vissing
Verdens bedste afterski
Selvom du er på den anden side af kloden og langt væk fra den hjemlige klang af schlagermusik og Jägermeister, skal du ikke snydes for en god afterski. For selvom der ikke er en eneste person i lederhosen i miles omkreds, forstår japanerne alligevel at fyre op under en afterski, der fejer de klassiske europæiske dyder af banen.
Afterski i Japan kan hurtigt fikses i en af de mange vending machines… // Foto: Sebastian Himmelstrup
En japansk afterski, der af kendere omtales som “verdens bedste afterski”, foregår i en såkaldt ‘onsen’. En badefacilitet, foretrækkeligt udendørs, fyldt med termisk opvarmet vand fra undergrunden, danner rammen om den bedste kur mod ømme ben fra dagens pudderudskejelser. I de Japanske Alper finder du onsen over det hele. Alle hoteller har en, og de aller bedste findes midt ude i ingenting blandt sneaber og snedækkede birketræer.
Efter en lang dag på ski vælger du blot din yndlings-onsen, trækker et håndklæde og en iskold dåsebajer fra automaten ude foran, og begiver dig splitterragende ned i det brandvarme vulkanvand. En varm kilde og en kold øl imens sneen dumper videre ned i hovedet på dig, er fantastisk og uhyggeligt afhængighedsskabende på samme tid.
To sneaber nyder en tur i Onsen… // Foto: Sebastian Himmelstrup
Japan er meget mere end rå fisk
Efter en tur i onsen og med ben der føles som gele, findes der ikke noget bedre end af begive sig ud på den hyggelige hovedgade i Akakura Onsen og finde den restaurant, hvor osen fra køkkenet dufter bedst. I bjergene specialiserer de sig ikke udpræget i den rå fisks kunst. Sushi er svært at opdrive i skiområderne, men det gør kun, at vi som danskere får lov til at kaste os ud i afkroge af den fantastiske japanske madkultur, som vi ikke allerede køber med hjem fra køleboksen i Føtex.
Japan er meget mere en rå fisk… // Foto: Sebastian Himmelstrup
Man skal heller ikke snyde sig for en gang Ramen – her som frokost på pisten… // Foto: Sebastian Himmelstrup
En favorit i Akakura er restauranten Yakitori Asagao. En lille lokal familiedrevet ‘izakaya’, som betyder ‘beværtning’ på japansk, der som alle andre izakaya gør sig bemærket med den klassiske røde lanterne ude foran. I Japan har de et begreb, der hedder ‘shokunin’, som direkte oversat betyder, håndværker. En shokunin er en person, der har taget sit fag til den yderste perfektion. Og hos Asagao laver de ‘yakitori’, japanske kulgrillede spyd, til perfektion.
Indgangen til Yakitori Asagao… // Foto: Sebastian Himmelstrup
Den japanske risvin ‘sake’ bliver hældt til toppen, nøje grillede spyd med forskellige udskæringer serveret og en kold Asahi fadøl sat på bordet til at skylle det hele ned med. Det er nemt at føle sig langt væk hjemmefra i et land, hvor intet står på engelsk, og kulturen er så dyb og mystisk. Men at sidde i en stuvende fuld kælder, hvor blandingen af venner og familie til de ansatte og skiløbere fra hele verden flyder sammen i den samme gode stemning, gør det nemt at forstå hvorfor Japan printer sig på nethinden som et sted, vi bare skal tilbage til!
De kulgrillede spyd vendes med perfektion… // Foto: Sebastian Himmelstrup
Med verdens største by som nabo
At tage pudderskiene på nakken og drage til Japan er meget mere end en skiferie. For når man er færdig med at køre pudder og opløse sin krop i varmt vand, skylder man sig selv at gå på opdagelse i verdens største metropol, der kun ligger 3,5 times kørsel fra Myoko Kogen.
Tokyo er alt, hvad du tror det er. Blinkende neon og uendelig pulserende storby så langt øjet rækker. Om du er til folk klædt ud som mangategneserier, verdens travleste fodgængerovergang, 600 meter høje bygninger eller verdens bedste sushi, så er der noget for enhver smag i verdens største by.
Snyd ikke dig selv for et besøg i verdens største by // Foto: Sebastian Himmelstrup
Og der skal steppes op på tøjfronten for at kunne leve op til byens puls…
Det er lidt af en kontrast at tage fra snefyldte Myoko ind i byen, der mest minder om noget fra Blade Runner eller dine egne fremtidsforestillinger. Men som resten af Japan, formår Tokyo at kombinere nymodens teknologi med oldgamle traditioner. Så imellem skyskrabere og folk med blåt hår finder du i tusindevis af smukke gamle templer, badehuse og oldgamle sake-barer, der minder dig om, at japanerne er mestre i at bevare og forny sig på en og samme tid.
Tre steder at besøge i Tokyo
1. Shibuya:
Her finder du den verdenskendte Shibuya Crossing. Verdens travleste fodgængerovergang, hvor op mod 1000 mennesker krydser på samme tid. Shibuya er også Tokyo’s shopping og ungdomsmekka. Hvis du er i Shibuya, bør du gå til Harajuku, stedet hvor alt er pink, og alt har ører.
2. Tsukiji fish market:
Verdens største fiskemarked. En vild oplevelse at se de kæmpestore 600 kg tun blive solgt på auktion til verdens bedste sushibarer.
3. Akihabara:
Tokyo’s nørdehovedstad. Her er ikke andet end manga, elektronikbutikker og spillearkader så langt øjet rækker. En sci-fi film i sig selv bare at gå rundt i gaderne.
Make it happen
Hvis du også går med drømmen om at køre den jomfruelige japanske puddersne, så er det bare at komme afsted. Danske Shiro Experience kender Myoko Kogen som sin egen bukselomme, og vil uden tvivl give dig 10 uforglemmelige dage til en stærk pris. Derudover er der sørget for alt fra opsamling i lufthavnen til guidede randonee-ture samt catskiing og ophold i Tokyo, hvis det ønskes.
Se priser og book din tur på shiroexperience.dk