ShredSisters – et nyt skifællesskab for piger
Savner du ligesindede, når du drømmer om at stikke af til snebeklædte bjerge, frisk pudder og sjov i parken? Så kan du nu sove trygt om natten, der er nemlig startet et nyt fællesskab for snehungrende piger – ShredSisters.
Læs med her, hvad det nye fællesskab går ud på.
Hilsen fra ShredSisters:
ShredSisters er et nystartet socialt fællesskab for seriøse, eventyrlystne piger i alle aldre og niveauer, som mødes om vores fælles passion: skisport.
Vi er på blot 2 uger vokset til 200 medlemmer. Vi skaber et bredt netværk mellem seje skikvinder i Danmark, som er interesseret i at udvikle sig indenfor skisporten. ShredSisters giver skinørder mulighed for at møde ligesindede legekammerater herhjemme og få unikke skioplevelser sammen rundt omkring i verden.
I mandags afholdt vi det første ShredSisters event i København, hvor 17 friske piger mødte op til en hyggelig aften med god stemning og skihistorier, inden vi tog videre til Banff Mountain Film Festival sammen! Det var super fedt at møde og se så stor opbakning og interesse for et nyt fællesskab som ShredSisters, som fremover kommer til at byde på mange flere oplevelser!
Planen er, at vi hver måned frem til jul mødes til forskellige skirelaterede events, så vi sammen kan glæde os og varme op til sæsonen! Næste event er d. 22 oktober i Indoor Ski.
ShredSisters har Hoved fokus på ski, så derfor skal vi selvfølgelig også på ski sammen. Vi har et stærkt team af kvindelige coaches inden for freeride, pukler og freestyle, som ved, hvordan de skal coache og udvikle dig på ski i trygge og sikre rammer, så du tør udfordre dig selv og springe ud i sneen uden for din comfortzone. Vores ture er en perfekt sammenblanding af undervisning og hyggeligt samvær. Til vinter tager vi på træningstur til Åre i uge 4 og til Freeride DM i Tignes i Påsken.
Lyder ShredSisters som lige dét du/din veninde/kæreste skal være en del af? Så tjek vores facebookgruppe ud for mere info om kommende events og skiture her