Sommertræning med Lea Kronborg
Mens sommeren har braget derudaf i Danmark er der mange, der tiltros for den dejlige sommervarme, ser frem til koldere himmelstrøg og ture syd- eller nordpå på jagten efter sne i den kommende vintersæson. Riders.dk har taget en snak med en håndfuld danske atleter om deres sommertræning og forberedelser til den kommer sæson. Her er den første artikel i sommertræningsserien. Byd velkommen til Lea Kronborg.
Lea Kronborg Christiansen er 23 år og går til daglig på skilinjen på Oure Højskole. Siden studenterhuen kom på i 2017 har Lea haft to sommersæsoner og to vintersæsoner i Alperne samt en vintersæson i Nozawa Onsen, Japan. Lea har siden barnsben stået på ski en uge om året med sin familie. På sin første sæson i Val Thorens, Frankrig, modtog hun for første gang undervisning. Her blev der åbnet en dør til et helt nyt univers i skiens tegn – ski var ikke længere kun en familieting, men en sport. En sport, som rummer mange discipliner, hvor freeride er blevet den foretrukne. Hvilket må sige at have udviklet sig hurtigt for Lea, der til Freeride DM 2020 løb afsted med en anden plads.
Riders.dk: Hvordan træner du frem mod sæsonen, i løbet af sommeren?
Lea Kronborg: I og med at ski er blevet en livsstil, har jeg fokus på at forbedre og udvikle mig hele året rundt. I sommersæsonen har jeg derfor fokuseret på discipliner, som kan kobles til skiløb. Dette er blandt andet MTB, hvor bevægelsesmønstrene kan overføres til skiens verden. Her er forståelse af balance, timing, positionering, svingteknik og vægtfordeling samt meget andet altafgørende – alle sammen elementer, som også gør sig gældende for udvikling af godt skiløb. Andre eksempler kunne være styrketræning, løb, boldspil, adventurerace, yoga, crossfit eller dans. Jeg forsøger at blive så alsidig en sportsudøver som muligt – og umiddelbart kan der overføres enten teknik, styrke, bevægelse eller mindset fra enhver sportsgren til skiens verden. På den måde har jeg gennem hele sommersæsonen fokus på at holde kroppen i bevægelse hver dag og gerne i flere timer, men på varieret vis. Således er jeg forberedt på en lang vintersæson med flere timers skiløb om dagen.
For mig er det derudover mindst lige så vigtigt at holde sit mindset i balance. En sund tankegang, tilgang og indre dialog er i mine øjne også en nødvendighed for at holde kroppen sund. Skiløb – og i særdeleshed freeride – byder på mange udfordringer og pressede situationer, og jeg oplever, at jeg tør tage større spring og udvikle mig mere, når jeg møder disse udfordringer med et styrkebaseret mindset og en positiv indre dialog.
Hvad er dine råd til dem der gerne vil blive bedre på ski/ snowboard næste sæson?
Til dig, der gerne vil blive bedre til ski/board næste sæson: Find et godt fællesskab, hvor I hjælper hinanden til at blive bedre sammen og hvor der er plads til at fejle.
Når jeg tænker på at blive bedre, er det vigtigste ikke at være den bedste, men at tage udgangspunkt i mig selv, at være en del af noget større og få nogle fede oplevelser; gøre ting, jeg ikke troede, jeg var i stand til og opleve naturens storhed.
Hvad har du af planer for næste sæson?
Min plan er at tage på ski hele den kommende sæson. Jeg kommer til at have base på Oures skihotel i Bad Gastein i Østrig, hvor jeg vil udvikle mit skiløb og arbejde som skiinstruktør i en nyopstartet skiskole. At være en del af det store og ambitiøse skifællesskab i Bad Gastein betyder, at jeg altid har nogen at træne med – om det er pisteløb, porte, freeride eller skiteoretisk undervisning. For mig er skiløb netop gået hen og blevet en livsstil, som handler om at udvikle sig på samme tid med at have det sjovt og holde kroppen sund. Sidst men ikke mindst kommer den kommende sæson også til at byde på flere freeride konkurrencer – både Freeride DM og Freeride World Qualifier (FWQ), som jeg glæder mig utroligt meget til at prøve flere kræfter af med.
Tak for ordene, Lea. Vi ses, hvis ikke før, så til Freeride DM i uge 7, 2021.
Du kan følge Lea på Instagram her: @leakronborg