Spring til indhold

Indkøbskurv

Din indkøbskurv er tom

Artikel: Sommertræning med Oscar Helmersen

Sommertræning med Oscar Helmersen
ski

Sommertræning med Oscar Helmersen

Mens sommeren har braget derudaf i Danmark er der mange, der tiltros for den dejlige sommervarme, ser frem til koldere himmelstrøg og ture syd- eller nordpå på jagten efter sne i den kommende vintersæson. Riders.dk har taget en snak med en håndfuld danske atleter om deres sommertræning og forberedelser til den kommer sæson. Her kommer anden artikel i sommertræningsserien. Byd velkommen til Oscar Helmersen.

Oscar Helmersen er 28 år gammel og arbejder til hverdag som udviklingsingeniør i startupvirksomheden Wavepiston, hvor han bl.a. er med til at udvikle et bølgeenergianlæg. Som 4-årig startede Oscar med at stå på ski og havde første gang et snowboard spændt på fødderne som 9-årig. Siden da har snowboarding været den primære vintersport for Oscar. Dog er skiløbet ikke opgivet helt, Oscar tager stadig en gang imellem en dag eller to med ski under fødderne. Oscar var første gang med til Freeride DM i 2015 hvor han egentlig ikke havde planer om at stille op. Men da mulighed for at stille op på board (som en lille gæste-disciplin i skiernes konkurrence) blev en mulighed, fik et par hans venner overbevist Oscar om at stille op. Oscar endte også med at løbe med sejren det år og har været at finde til Freeride DM næsten alle år siden, hvor det har været muligt at stille op på board, også til Freeride DM i år, hvor Oscar stod øverst på podiet. Nu er snowboarding igen blevet en officiel del af Freeride DM og Oscar håber at der kommer endnu flere boardere med til Fieberbrunn i 2021.

Riders.dk: Hvordan holder du formen ved lige i løbet af sommeren?

Oscar Helmersen: Min primære sportsgren i løbet af forår, sommer og efterår er windsurfing og mere specifikt disciplinerne wave og freestyle. Disse discipliner kræver at det blæser over 8 m/s, hvilket giver visse udfordringer i forhold til at træne regelmæssigt. Så når der ikke vind nok til at windsurfe, er det ofte min mountainbike eller mit SUP-board der bliver luftet i stedet.

Det er generelt vigtigt for mig at få rørt mig og være i god form, men derfor kan det stadig godt halte lidt med motivationen en gang imellem. Derfor er det meste af min træning forskellige ting jeg synes er så sjove at jeg glemmer hvor hårdt det samtidig er. En type træning som jeg først er begyndt at sætte pris på i løbet af de seneste par år, er den gode gamle løbetræning. Det hænger især sammen med at jeg blev introduceret til OCR (Obstacle Course Racing) hvor ens løbeform spiller en vigtig rolle. Udsigten til at konkurrere mod andre om at komme hurtigst rundt på banen og forcere de forskellige forhindringer gør at jeg kan finde motivationen til at få løbetrænet i hverdagen. En anden fordel ved løbetræningen er at det ikke rigtig kræver noget udstyr og at det kan klares ret hurtigt. Det gør at jeg nemmere kan få det passet ind i hverdagen selv i travle perioder eller hvis jeg er væk hjemmefra og ikke har mulighed for at have noget udstyr med.


Foto // Lars Kornerup


Foto // Nordic Race – OCR

Fokuserer du din træning målrettet på ski/ board?

På en måde gør jeg og så alligevel ikke. Jeg har ikke en fast træningsplan med ting jeg skal lave udelukkende med henblik på at blive bedre på board. Jeg er dog bevidst om at alle de former for træning jeg laver er med til at styrke en eller flere af de ting der også er vigtige på board. Windsurfing, SUP og MTB styrker alle sammen balancen og ens core. Løbetræningen er sammen med MTB god til at opbygge styrke og udholdenhed i benene så de kan klare selv de længste dage på bjerget. For lige at få lidt ekstra styrke i stængerne til at absorbere de hårdeste af landingerne bliver der også kørt lidt ekstra bentræning i form af squats og lunges når vi begynder at nærme os vintersæsonen.

Hvad er dine råd til dem der gerne vil blive bedre på ski/ snowboard næste sæson?

Jeg tror at en af de hurtigste måder at blive bedre på er ved at stå sammen med nogen der er bedre end en selv eller på nogenlunde samme niveau. Jeg kan tydeligt mærke at jeg rykker mig meget hurtigere når jeg står sammen med nogen der kan udfordre og inspirere mig til at presse mine egne grænser.

Hvis man ikke lige er afsted med nogen der er i stand til at presse ens niveau, kan jeg anbefale at starte sin tur med at købe et par timers privat-undervisning. På den måde kan man få et par ting man selv kan arbejde videre med i det næste stykke tid. Ellers er der også masser af inspiration at hente på YouTube til ting man kan udfordre sig selv med. Derfra er det bare om at komme i gang med at lege med tingene. Jo mere tid man bruger, jo bedre bliver man også typisk. Men det kan selvfølgelig speede tingene gevaldigt op hvis man er flere der kan hjælpe hinanden med at knække koden til forskellige tricks eller teknikker.

Hvad har du af planer for næste sæson? Kommer du til at tage meget afsted?

Det vil jeg desværre sige at det ikke ligefrem ser ud til. Det eneste der indtil videre er lagt i kalenderen denne vinter er Freeride DM 2021. Jeg kan nok ikke udelukkende give Covid-19 skylden for at min vinter ser ud som den gør. En anden årsag til det er, at der bare er færre feriedage at gøre godt med i løbet af året nu hvor jeg ikke længere er studerende. Når det så er sagt havde jeg kort før vi begyndte at høre om Covid-19, snakket med et par venner om at tage en tur på Powder Highway næste vinter. Den plan er umiddelbart sat på standby indtil der er lidt mere normale tilstande igen. Jeg vil ikke afvise at jeg får sneget en forlænget weekend ind, men så bliver det noget spontant baseret på en god vejrudsigt tænker jeg.

Tak for ordene, Oscar. Vi ses, hvis ikke før, så til Freeride DM i uge 7, 2021.

Du kan følge Oscar på Instagram her: @oscarhelmersen

Coverbillede // Rip & Snap

Read more

Vind i sejlene hos Amarkaske surfere
kitesurf

Vind i sejlene hos Amarkaske surfere

De to venner, Ole og Rasmus, startede for en håndfuld år tilbage Copenhagen Surf School. Riders.dk har flere gange taget snakket med dem om deres surfskole, som de har placeret i hjertet af Amager ...

Læs mere
Verdens bedste windsurfere kommer til Klitmøller i september
windsurf

Verdens bedste windsurfere kommer til Klitmøller i september

Verdens bedste junior windsurfere kommer til Klitmøller, det vil sige, dem der ikke allerede er der! På grund af COVID-19-pandemien vil Senior PWA-turstoppet blive erstattet af et Junior PWA-tursto...

Læs mere