Søndagsspeed på Strandparken med Kiani
Mens de fleste andre holdt sig inden døre, valgte Kurosh Kiani at dagens storm skulle bruges til at teste hans nyeste speedudstyr.
DMI lovede 22ms fra vest – stødende forhold og mild temperatur. Det holdte stik og lidt over middag mødtes Riders.dk med Kurosh på Amager Strandpark. Normalt er det her man finder småbørnsfamilier og badenymfer. Kiterene plejer også at være rigt repræsenteret – men ikke idag – kun få havde valgt at ligge søndagsturen forbi – og de fleste af dem havde nok ikke lige regnet med at der var nogen der ville forvilde sig ud på vandet i dette vejr.
Kiani, hvad siger du til dagens forhold?
Ja altså umiddelbart så synes strandparken ude på Amager ikke af noget interessant for en windsurfer. Men jeg besluttede mig dog alligevel for lige at kigge forbi for at være helt sikker på at man ikke kunne sejle der i fralandsvind.
Det var dog et andet syn som mødte mig da jeg rullede ind på parkeringspladsen.
Sandet fygede rundt på ægte Tarifa stil og vandet var fuldstændig hvidt. Inde i de små ”søer” var der alt for springende vind, men det var som om den byggede sig lidt op igen og så helt fornuftig ud da den kom om på den anden side af den kunstige ø.
Min første tanke var at jeg på ingen måde kunne komme ud i de forhold. Det var virkelig sindssygt, men jeg besluttede mig for at give det et forsøg alligevel. Til mit held havde vinden den helt rigtige vinkel som gjorde at man kunne sejle lidt med vinden på den ene halse, hvilket er helt perfekt.
Din nye F2 sponsoraftale har sikret dig nogle af markedets hurtigste boards – I dag var du ude på den lille nål af en 50 liters satan – hvordan var den?
Mine to nye Missile speedboards som F2 laver er vildt fede. Den lille som jeg var ude på i dag var ret vild. Det tager lidt tid at vænne sig til den da den er så lille. Så lille at man næsten godt kan glemme at starte på andre måder end i fodstropperne. Kommer man først op at plane med den uden at være i fodstropperne bliver det rimelig svært at komme i stropperne idet den er så lille og levende. Udover det så skal der virkelig være meget vind, hvilket der jo også var i dag.
Vi lurede at du have 5.5 på – var den ikke til tider lige stor nok?
Jo det kan du tro. Nogle gange var den alt for stor, hvilket man sikkert også kan se på nogle af billederne. Det var simpelthen næsten umuligt for mig at få sejlet skødet helt ind.
Det er lidt ærgerligt for bare på det første ture var jeg oppe og runde 38-39 knob, hvilket er virkelig hurtigt. En af turene tog jeg mig mere sammen og kom godt af sted og fik 2 gode pust hvilket lige fik mig til at runde de magiske 40 knob. Der var min 5,5 virkelig, virkelig stor.
40 knob! Mon ikke det er årets hidtil hurtigste! Hvad er målet på danske spots i år?
Jo absolut året hidtil hurtigste. Og det bliver hurtigere. Helt sikkert. De nye boards er virkeligt sindsyge hurtige. Super gode. Med lidt mere stabil vind og træning måske en smule sejlttrim, må målet være at presse yderligere et par knob ud af udstyret og krydse 42 knob…
Rygtet vil vide at du skal stå i spidsen for nogle F2 speedevents i år – Tror du at Amager strandpark er en mulig location?
Jeg ville ønske jeg kunne sige ja, men det skal virkelig blæse meget for at vinden bliver nogenlunde stabil. I dag var vinden oppe og runde 20m/s hvilket gjorde det muligt. Men jeg kan dog godt se noget potentiale i stedet, hvis vi en dag fik den samme vind fra nordøst, hvilket ville gøre at man kan sejle inde i søerne.
Dog er sandsynligheden for dage som denne ret sjældne, hvilket nok gør at strandparken desværre ikke bliver en oplagt lokation. Plus vi har mange andre rigtig gode spots til at sejle speed her i Danmark, som vi nok kommer til at høre mere om i fremtiden.
Riders.dk takker for god søndagsunderholding og vi ser frem til flere speeddage i 2007
Du kan følge Kurosh tæt på www.kiani.dk frem mod sæsonens højdepunkter, Formula EM i Spanien, PWA World Cuppen på de Kanariske øer og Formula VM i Brasilien