Supersurf på Lanzarote over jul og nytår

Planen var, at jeg skulle holde Jul og Nytår med to sædvanlige partners in crime, Thomas Wittmann og Kurosh Kiani. Jeg var 3 dage forud for de andres tidsplan, så der var god plads i bilen og med nedrullede vinduer og spansk trompet-musik i højtalerne, kunne jeg slet ikke vente med at komme over på ”den rigtige side af øen” og se, hvordan pointen så ud! At dømme ud fra min scouting fra flyet, så var der fuld udblæsning på de fleste af øens spots! Nice, lige hvad jeg havde håbet på. Vejrudsigten var ellers noget tvivlsom, idet de fleste sites lovede en udadgående bølgeretning, pga. en stabil offshore-vind fra Sahara af.

Efter at være landet direkte ind i en julefrokost-fælde første aften med gamle venner og bekendte, stod jeg skarp og klar næste morgen (og de efterfølgende 2 morgener) på pointen, som også kaldes La Derecha eller Morro Negro. Pointen er uden tvivl den bølge, jeg har surfet mest i min tid, den bølge jeg har fået flest prygl af og den bølge, jeg elsker at surfe mest. Der var gevinst hver morgen med 2 til 3 meter clean swell og let offshore vind, og kun 5-10 mennesker ude, perfekt! Den første morgen jeg padler ud, møder jeg en gammel kending fra øen, Mario. Mario er ikke kendt for hans specielt gode surfstil, men for hans commitment til at surfe store bølger. Han ligger på de store dage, ofte alene, midt ude i bugten på sin 8 fod et eller andet gun, og man kan høre hans hoots helt ned til landsbyen. Jeg spørger ham om han stadig er i form og klar til at surfe på de store dage, hvortil han svarer; ”ahh, there haven’t been anything real serious the last years. Nothing to get too excited about!”. Noget seriøst for ham er 7-8 meter plus. Respekt tænker jeg, der for ti min siden stod i morgengryet, og syntes pointen så stor nok ud den morgen. Mario brokker sig i øvrigt over, at klimaforandringer har ændret swell-retningen de senere år, så der i stedet for vest – vestnordvest swell, nu kommer langt mere nord-swell ned, hvilket ikke er helt optimalt for pointen.

Partytime

Endelig er der selskab af den gode slags, idet mine kammerater er landet. Jeg har haft rigtig god surf og kender et par af de lokale i vandet, men det hele bliver lige 50% federe, når man deler bølgerne og oplevelserne i vandet med sine venner!

De ankommer juleaften, og det skal naturligvis fejre. Alle festens deltagere har en fortid bag baren på Club La Santa, så det bliver naturligvis vores valg af scene. Lidt for begejstrede for gensynet med det gamle drinkskort, hinanden og de billige barpriser, ender vi alle med at få en enkelt for meget under vesten, og den ellers så nydelige Astra må lade livet på vej hjem, da den kommer på afveje op over en 30 cm høj kantsten og ender i rabatten i rundkørslen. Det er en anden historie, som vi heldigvis slap overraskende nemt ud af. Selvom det går udover noget tid på vandet med en ordentlig fest, så er det alligevel ofte derfra, mange af de bedste minder fra surfture stammer, så det er altid dét værd synes jeg.

Squash Bay er et spot, der sjældent virker rigtigt godt. Jeg har kun surfet det 5-7 gange på to vintre. Men engang imellem kommer denne venstre pointbølge virkelig til sin ret, med stejlt og sent takeoff, hurtige sektioner, indimellem med tubesektioner, og får man den hele vejen igennem, så ender den ud i en dejlig hurtig væg, før den dør ud helt inde ved land lige i kanalen, der nemt tager én ud i lineuppen igen. Men der er også minusser ved spottet. Fx resulterer et kikset eller for sent take off ofte i en halvfarlig situation, hvor du skal deale med klipperne. Desuden skal bølgen have en hvis størrelse, 2,5-3 meter plus, før end den rigtigt virker, og der kommer af en eller anden grund altid nogle større clean up sets ind, som lukker bugten helt ud.

Den virker langt bedre, end jeg har set den før, 4 dage i streg vel at mærke! Den er bedst før kl. 12, derefter gør den stærke offshore vind det svært at nå takeoff’et og i det hele taget at orientere sig ved take off. Men alt i alt var det nogle super gode dage med meget action! Det bedste ride vi så, var en ældre longboarder, der fik 3 clean tubes på samme bølge og claimede ridet, så man ikke var i tvivl om, at det var et de bedste rides han må have haft noensinde! Det var fedt at være vidne til.

El Quemao er Canarie-øernes bedste svar på Hawaiis pipeline. Denne bølge er virkelig skræmmende, har kun selv surfet den på små dage op til 2 meter, hvor den bare er hurtig, sjov og brækker på lavt vand. Over 2 meter begynder den at ændre natur og bliver et bæst af en tubebølge, der brækker over virkelig lavt lavarev. Den starter med et sent drop, hvor du kan gå direkte i tuben og hurtigt af, eller du vælger at fortsætte videre på en speedsektion, der bliver til en superhurtig tubesektion, som ofte ender ud i et closeout over en lav revhylde. Quemao virker på en normal sæson 10 til 15 dage, denne jul/nytår pumpede den, som når den er bedst, i 5-6 dage og med 3-5 meter bølger. Det tager lidt af presset af de omkringliggende spots, og de helt hårde drenge går for den med livet som indsats. Mange bliver belønnet med store tubes og hoots fra havnekantens tilskuere, nogle får karakterdannende tæsk, og en enkelt meget tragisk måtte betale med livet. Han fik et wipeout, som så mange andre havde fået den dag, men ramte uheldigvis klippebunden og måtte betale den højeste pris. På trods af en hurtig redningsindsats fra de andre surfere i vandet, var der ikke noget at gøre. Der blev holdt en smuk ”paddle-out” og ceremoni dagen efter, og det giver jo unægtelig stof til eftertanke, når sådan noget sker. Heldigvis er der langt imellem sådanne ulykker i vores sport.

Alt i alt har det været de bedste 14 sammenhængede surfdage, jeg har oplevet på Lanzarote. Så med denne gensynsgave er jeg sikker på, der aldrig kommer til at gå 4 ½ år igen, uden jeg kommer og besøger øen. Øen der har så meget at byde på for dem, der elsker at være i havet.

Lad os håbe på en god sæson herhjemme i det kolde nord i 2009 også.

Cheers

Christian Weber