Spring til indhold

Indkøbskurv

Din indkøbskurv er tom

Artikel: The Art of Flight - årets film

snowboard

The Art of Flight - årets film

af Mads Nielsen, Riders.dk

En af årets mest eftertragtet film, måske endda den mest hypede film nogensinde, er uden tvivl The Art of Flight, fra Red Bull Media House. Jeg har personligt ventet på denne, siden jeg for godt 3 år siden første gang så ”That’s it, that’s all”, som jeg elskede, for dens anderledes take på, hvad en snowboardfilm kan være. For dette er ikke en snowboardfilm, som man kender dem. Bevares, der køres på snowboard og de gør det godt, men skulle nogen være i tvivl, er det bare at kigge på det hold der er blevet sammensat (det vender vi tilbage til). The Art of Flight er ligeledes en dokumentar. En dokumentar der delvist viser, hvordan det er at lave en snowboardfilm, og som delvist viser, hvordan det egentlig er at være snowboarder. Det lyder åndssvagt og det lyder kliché, men væn dig til det, for skal du se filmen (og det skal du), vil du helt sikkert få mange flere meget mere corny sætninger at høre.

Det er som sagt en dokumentarisk film om hvordan livet som professionel snowboarder er. Har vi ikke set det flere gange allerede? Jo, det har vi nok. Jeremy Jones’ ”Deeper”, Burtons ”For right or wrong”, og sikkert mange flere, tog os med bag kameraet og viste os lidt mere. Hvorfor er The Art of Flight så federe? Fordi alt er hypet op til kæmpe størrelser. Lad os starte med det der får verden til at køre rundt; penge! Filmens egentlige budget er en kæmpe hemmelighed, men flere pålidelige kilder skyder det til at være på den anden side af 2 millioner dollars! Det er et åndssvagt stort budget i forhold til alle andre snowboardfilm, men kigger man på produktionsfirmaet, der står bag det hele, Brain Farm Digital Cinema, ser man hurtig, hvor en stor del af pengene er blevet af. Det er et firma, som ikke går på kompromis. Her er ikke nogen kompakte videokameraer, der nemt kan gemmes i en rygsæk. Det er kæmpe kameraer, der filmer i den fineste HD-kvalitet, uanset hvor meget man end skruer ned for hastigheden. Kender man lidt til kameraer, vil navne som RED og Phantom helt sikkert lyde bekendt. Og jeg ved godt, det sikkert er kedeligt med alt det teknik-snak, men ikke at nævne det specialudviklede mounting-system de bruger, ville være en skam. Uden at gå for meget i detaljer, kan jeg fortælle at det er udviklet af NASA, og er designet til at give rolige billeder, under alle forhold. Hvilket er grunden til de fantastisk flotte billeder de har fået lavet, fra bl.a. helikopter. Og så kan det i øvrigt styres trådløst på næsten 100 km afstand.

Alt det her udstyr, er ikke noget man bare smider på ryggen og så tager afsted. Budgettet til helikoptere og flyvere, må have været enormt. Der er da også uendeligt mange klip af helikoptere, dækket med Red Bull logoer, filmet fra helikoptere, der sikkert også er dækket med Red Bull logoer. Der er sågar billeder, fra en helikopter, der filmer en flyver, der filmer en helikopter. Det er, igen, åndssvagt stort og sikkert højst unødvendigt, men for helvede, hvor er det flot at se på (og i øvrigt et glimrende udgangspunkt til et drukspil, men det vender vi også tilbage til). Og de mange helikoptere fylder meget i filmen. Ser man ikke dem, ser man billeder af naturen, af mennesker, af byer, filmet fra selvsamme helikoptere. Og nok engang er det ikke nødvendigt, at se en losseplads i en lille by i Patagonien, eller en slowmotion-optagelse af en mand der spiller guitar, men når det er filmet så flot som det er, og det samtidig viser lidt om den pågældende destination, bliver det pludselig mere end bare fyld. Man bør nok huske på, at det her måske ikke er lavet til de hardcore boarders derude. Der er f.eks. ikke et eneste rail med i hele filmen, og kun en ganske kort part fra en park. Det her er måske mere til det bredere publikum, der ikke kan se forskel på en double cork og en double back rodeo. Og præcis det, gør filmen fantastisk god. Pga. de mange ”ligegyldige” klip og de til tider overdrevent amerikanske voice overs, føler man en bedre forståelse, for hvad både boarderne går igennem, men også hvad hele crewet bag går igennem.

Når det er sagt, skal man dog bestemt ikke være nervøs for, at man ikke får en seriøs omgang snowboard at se. Som nævnt tidligere, er det her team et af de stærkeste, jeg kan huske at have set i en film, nogensinde. Der bliver lagt hårdt ud, med en fantastisk fremvisning af evner fra, Snowboarder Magazines rider of the year 2010, John Jackson. Derudover har vi Mark Landvik, Jake Blauvelt, Pat Moore, DCP og Scotty Lago. Jeg kunne stoppe nu og stadig have et rimeligt hårdt lineup. Men vi forhøjer den lige med den levende legende Jeremy Jones (freerideren, ikke freestyleren), manden med den mest stilede method i industrien, Nicolas Müller, og sidst men ikke mindst Travis Rice, der har vundet et utal af konkurrencer og priser, vigtigst af alt TransWorlds Rookie of the year 2001 og selvfølgelig TransWorlds rider of the year 2008. Det her ikke en flok contest kids, der flyver fra konkurrence til konkurrence. Bevares, flere af dem har da en medalje eller 2 hængende hjemme i stuen. Men det er ikke derfor de er med. Det her er nogen af de mest dedikerede og mest engagerede snowboardere vi har i dag. Og samtidig er de nogen af de mest talentfulde.

Jeg skal være ærlig at indrømme at jeg ikke kan nævne et specifikt øjeblik, eller et specifikt trick, der bare er så meget vildere end alt andet. Guderne skal vide, at jeg har prøvet at sætte mig ned og se filmen, med det ene formål at kunne namedroppe en masse sindssyge tricks over et par linjer med tekst. Sandheden er at man lynhurtigt glemmer om det var en double cork 12. Inden man har set sig om, er man vidne til et endnu vildere move – et kæmpe gap eller en pudderlinje, som man slet ikke havde opdaget. De fleste af de tricks der er med i filmen er endda slowet ned til næsten stillestående tempo, men i stedet for at sidde og tælle rotationer, bliver man forgabt i at se hver eneste lille detalje af det trick og opdager slet ikke om det er en 180’er eller en 1260’er. Der er sindssygt meget talent i de drenge, der er med i filmen. Hvis jeg skal fremhæve nogen, er det John Jacksons åbningspart og parten med Nicolas Müller og Travis Rice. John Jackson, for at levere nogen vanvittig flotte tricks igen og igen og igen. Og parten med Nicolas Müller og Travis Rice, fordi den bare er fantastisk flot! Müller har altid været på min favoritliste og igen viser han sin værd. INGEN har en stil som ham, og alt ser så sindssygt let ud når han gør det. Ved siden af ham, har man så Travis Rice der laver tricks, man ikke ser andre lave. Udført med en utrolig kontrol og præcision, som få kan efterligne.

Jeg har hele vejen igennem prøvet, ikke at skamrose den her film, men jeg kan simpelthen ikke lade være. Jeg har netop set den igen, for at få det sidste med, og endnu engang fandt jeg nye linjer og tricks, som jeg slet ikke havde opdaget før. Der er meget fyld, der er meget slow-motion og der er mange klichéer, men det er for mig det der gør filmen fed. Til gengæld vil det sikkert også være det, der for mange, gør filmen elendig. Alligevel synes jeg at alle bør se den, for det er en oplevelse. Bare man gør det med et åbent sind, og en portion tålmodighed, for det er ikke en part-part-part film, med den ene rider efter den anden. Men når filmen, og snowboardingen, først er god, er det virkelig godt! Og hvis du samtidig inviterer et par kammerater forbi, der ikke er nede med snowboarding i forvejen, kan du være helt sikker på, at næste gang du står på toppen og strapper ind, har du dem ved din side.

Hvilket elegant bringer mig videre til en smule unfinished business. Når du nu alligevel har samlet vennerne til en god film, kan I ligeså godt få lidt at drikke. Jeg er faldet over et lille og simpelt drukspil, specielt lavet til denne film. Der er 1 regel. Når du ser en helikopter, skal der råbes ”chopper” og der drikkes et shot. Man bør dog forberede sig på, at man nok skal se filmen igen dagen efter, for lige at få brushet op på, hvad der skete.

The Art of Flight får 5 ud af 5

Read more

surf

Volcom Codfish i Norge

af Jacob Gaston, Riders.dk I weekende 8-9 oktober afholdte Volcom sin årlige surfkonkurrence i Stavanger, Norge. Denne konkurrence er en del af en hel serie konkurrencer, som Volcom afholder i Eur...

Læs mere
ski

Her finder I sneen

• Det har sneet kraftigt i Alperegionen. • Mölltal gletsjeren rapporterer 130cm nysne på syv dage. • I Colorado, USA er tre skisportssteder åbne. • Chamonix i Frankrig melder om kraftige snefald ne...

Læs mere