Spring til indhold

Indkøbskurv

Din indkøbskurv er tom

Artikel: Throwback Thursday // Hils på norske Aleksander Aurdal

Alexander Aurdal

Throwback Thursday // Hils på norske Aleksander Aurdal

Riders.dk var med på Freestyle Academy i sommeren 2009, hvor daværende journalist hos os, Tobias Bukkehave, satte Aleksander Aurdal i stævne. Læs interviewet herunder

Riders.dk satte den 21 årige skipro Aleksander Aurdal i stævne på den engelskinspirerede bar The Secret i Les 2 Alpes, da den sindige og sympatiske nordmand gæstede Michael Fugmanns Freestyle Academy som gæstecoach i den forgangne uge. På en eller anden måde var The Secret den perfekte scene for et interview med manden, som lige nu måske er freestyleskiings bedst bevarede hemmelighed. Nordmanden stak for en kort bemærkning hovedet ud af busken sidste år, da han imponerede med sin part i Field Productions, Get lucky.

Men hemmeligheden om Aleksanders store talent bliver snart offentliggjort for alvor. Udover at være en af kun fire norske freestyleskiers, der kan leve af sin sport (de andre er PK, Backe og Håtveit. Red.), har Aleksander nemlig for ganske nylig filmet med to af de allerstørste produktionsselskaber, førnævnte Field Productions og Level 1. Desuden er hans navn i spil i forbindelse med vinterens eftertragtede Xgames-billeter. Alt tyder altså på, at sæsonen 09/10 bliver året, hvor Aleksander Aurdal slår igennem for alvor.

AA-PEAKPERFORMANCE

Foto// Peak Performance

Hvornår begyndte din professionelle skikarriere?
”For fire og et halvt år siden, var jeg bare en kid, der stod på ski og hang ud med mine venner for sjov ligesom alle andre. Jeg har seriøst aldrig haft nogle intentioner om at leve som pro, men jeg må have været en ”fast learner”, for lige pludselig begyndte det at gå rigtig godt” siger den ellers så ydmyge nordmand og kigger forlegent ned i bordet. ”Efter to et halvt år begyndte jeg at tjene penge, og det hele begyndte at blive seriøst. Så tænkte jeg, hvorfor ikke bare gå for den som pro?”

Det er noget med, at du startede på nogle ret korte ski?
”Ha ha, ja. Jeg tror jeg ved, hvad du tænker på. Jeg stod på snowblades i nogle år op til min debut på twintips. Men ved du hvad, jeg fortryder ikke den tid, for jeg kan mærke, at de små ”fruitblades” har givet mig rigtig god balance og kontrol, som jeg har taget med over på ski. Så det var det værd!”

“Jeg stod på snowblades i nogle år op til min debut på twintips.”

Prøv at fortæl lidt om livet som professionel freestyleskier?
”Det handler meget om at få filmet en masse svære tricks i vores sport for tiden. Jeg prøver at lave en masse forskellige ting, så mit materiale ikke virker ensformigt. Ellers er livet præget af, at man rejser og venter utrolig meget. Venter på fly, venter på godt vejr, venter på at fotograferne er på plads osv. osv.” Aleksander Aurdal fortsætter, og man kan godt se på det markerede ansigt, at det er længe siden han har haft fri fra freestyle-cirkusset: ”Og man må ikke glemme konkurrencerne. Jeg bruger meget tid og fokus på at træne og køre konkurrencer i løbet af sæsonen.”

AA_OlavStubberud

Foto//Olav Stubberud – http://olavstubberud.com/

Hvorfor er konkurrencer så vigtige, og hvad betyder de for dig?
”Det vigtigste ved konkurrencer er, at et godt resultat er den hurtigste og mest direkte måde at opnå anerkendelse og opmærksomhed på. Hvis du vinder en stor konkurrence, så kommer dit navn ud på alles læber nærmest med det samme. Jeg tænker måske ikke så meget over det, men de store events er faktisk en topprioritet for mig, og jeg elsker at gøre det godt til konkurrencerne. Desuden er det også vigtigt for mine sponsorer, at jeg gør god figur, når det gælder.”

I den forbindelse kommer man jo ikke uden om Xgames. Jeg har hørt rygter om, at du måske bliver inviteret til Aspen for at deltage i år?
”Jeg ved det ikke endnu. Men jeg krydser fingre uden dog at sætte mig selv for meget op til det. Der er så mange riders derude, der er i betragtning, og de er alle sammen super gode. Niveauet er så højt lige nu. Men vi får se. Invitationerne skulle gerne begynde at dumpe ind af folks brevsprækker i løbet af november, og jeg ville naturligvis blive super glad, hvis en af dem skulle ende med at havne hos mig.” Siger den unge skier og afslører, at han udmærket kender gamet. Xgames er det største. Et godt resultat hér kan gøre en opkommer til en megastjerne på en aften. Sådan er det bare.

AA_OlavStubberud_1

Foto//Olav Stubberud – http://olavstubberud.com/

Ikke underligt, at rodeo 5 er Aleks´ favorit-trick. Den er næsten lige så stor som Fugmanns.

Xgames, highbudget skifilm, store sponsoraftaler og sessions med de allerbedste i verden. Hvordan er det pludseligt at være et tandhjul i det store freestyle-maskineri?
Aleksander Aurdal læner sig tilbage, ånder ud og udbryder et malende ”Its just crazy, man!” mens han smiler og ryster på hovedet. Der er ingen tvivl om, at de sidste to-tre år har været en hæsblæsende omgang for ham. ”Ja, det er helt vanvittigt. Det føles som om det var i går, hvor jeg selv sad og så film og læste artikler om alle de her pros, der bare var SÅ gode! Og nu er jeg midt i det. Jeg hænger ud med dem og står på ski med de fyre, jeg tidligere så op til på freestylescenen. Det er ret skørt faktisk. Men det er gået op for mig nu, og jeg er kommet overens med, at jeg er en af dem. Når alt kommer til alt, giver det er en superfed og intens følelse af at have præsteret og opnået noget.”

Du kan leve af dit skiløb nu, og du har derfor også en masse ansvar over for sponsorer osv. Er der nogle personlige omkostninger forbundet med livet som professionel?
Aleksander Aurdal tænker over spørgsmålet en ekstra gang og siger så i en alvorlig tone: ”Jeg vil ikke lyve for dig. Det er faktisk et rigtig hårdt liv. Man bruger en stor del af sin tilværelse stuvet sammen i alt for små hytter eller lejligheder, mens man venter på alt muligt. Man venter så meget i løbet af en vinter. Den brøkdel af sæsonen, som man ser på film og på nettet er kun toppen af isbjerget. Der ligger så vanvittig meget arbejde forud. Det kan også være svært med forhold osv. Derfor glæder jeg mig virkelig meget til omsider at holde ferie nu her efter Frankrig. Min familie har en hytte, hvor jeg tager op med min kæreste og et par venner. Det bliver fantastisk bare at koble lidt af.” siger nordmanden, og man kan se, at han mener det.

Hvem inspirerer dig til at presse grænserne for dit skiløb?
Svaret kommer uventet hurtigt: ”Alle! Især lige nu. Det er helt tosset. Alle er så gode! Det er som om niveauet virkelig er eksploderet på det seneste. I Norge laver alle ungerne de mest sindssyge tricks nu, og jeg kan forestille mig, at det må være utrolig svært at lave sig et navn på scenen lige nu. Jeg så for eksempel en knægt på en 14-15 år i min lokale snowpark (Hafjell. Red.), som lå og lavede doubleflips, doublecorks og den slags tricks. Det er virkelig blevet sygt.”

AA_TroelsIversen

Foto// Troels Iversen

Er der nogle tricks du bedst kan lide?
”Jeg elsker rodeos og switch 9ere. Eller nærmere switch bio ni, faktisk. Det er dejlige tricks, hvor man spotter landingen tidligt, og bare kan smide den sikkert ned. På store hop er rodeoen en dejlig langsom rotation, som er lækker at hænge i. Og så er rodeo 5 vel enhver fotografs drøm i det hele taget.”

Nu har du så stiftet bekendtskab med den danske skiscene her på Campen. Hvordan har det været?
”Det har været rigtig sjovt. Jeg kom naturligvis uden de store forventninger, da I danskere ikke har nogle bjerge, men flere af drengene er rigtig gode, og især på rails og bokse, er de rigtig godt med. Jeg håber i øvrigt, at jeg kan komme igen næste år, og følge udviklingen på den danske scene.”

Aleks nåede også at vinde den årlige fodboldturnering, hvor han spillede en fornuftig og temmelig fysisk venstre back på FSAs coach-hold

AA_FRITFLYT

Foto// Fritflyt

Hvem vil du gerne takke?
“Tak til alle mine sponsorer, mine forældre for at lade mig gøre det her, alle mine venner og skiscenen generelt. Det er et tæt lille miljø vi har, også på verdensplan, og der skal lyde en stor tak til alle dem, der hænger ude omkring i parkerne og inspirerer hinanden.”

Fra filmen “get lucky”

Read more

ski

Unfiltered Skiing - Jacob Wester i storform

Den svenske freeskier (som pigerne bare ikke kan få af), Jacob Wester, har allieret sig med fotograf Daniel Rönnbäck og filmer Cameron Sylvester i et nyt og spændende projekt, Unfiltered Skiing. Ny...

Læs mere
ski

Norsk jente tvivlsom til OL

Norske, Tiril Sjåstad Christiansen, er ikke længere en ukendt norsk freestyle pige. Sidste vinter gjorde hun sit indtog på den internationale freestyle scene med en sølvmedalje ved X-games i Aspen ...

Læs mere