Vi har været på den perfekte ferie i Norge
I påsken var vi inviteret på besøg hos vores nordiske naboer, nærmere bestemt Jæren i det sydvestlige Norge. Det blev noget nær den perfekte ferie. For hvis du ikke allerede er klar over det, så har Norge faktisk det hele: Både bølger og bjerge.
Kun omkring tre timers kørsel fra Færgen i Kristiansand ligger Jæren, som er en kyststrækning i regionen Rogaland i det sydvestlige Norge. Her ruller der bølger ind fra Nordsøen til utallige spots. Og så ligger det lige for foden af Fjeldet. Jæren er et idyllisk område, der blandt andet er kendetegnet ved at være Norges bedste landbrugsområde. Det betyder, at der er mange åbne arealer, der kun bliver brudt af mindre landsbyer bestående af små forskelligfarvede træhuse. Det var destinationen for vores påskeferie, der uden at overdrive var noget nær den perfekte ferie.
Her skal du bo
Boretunet
Vi boede med under 100 meter til et af de mest konsistente surfspots på Jæren – Borestrand, i et nyåbnet hostel der består af genbrugte træ-containere.
Hostlet ligger midt i den smukke og barske natur på Jæren, hvor vi hver dag fra vores lejlighed kunne nyde synet af solen, der forsvinder ned bag klitterne og drukner i havet.
Det nyåbnede hostel består af fire lejligheder, der hver har stue og køkken. Derudover er der et fællesareal og dormrooms.
Udover at den ligger midt i et naturområde, tiltrækker hostlet også naturelskere, fordi det er et re-reuse projekt. Barakkerne der oprindeligt er fra olie-industrien har allerede været brugt to gange, før de endte 100 meter fra Borestrand.
Nu er det især et hostel til surfere, fordi det ligger i gå-afstand til et surfspot – omringet af andre spots. Derfor er det indrettet med udendørs brusere og plads til at hænge våddragten op, så sand og vand ikke behøver at komme ind i lejligheden.
Hostlet åbnede på Borestrand i starten af 2019.
Du kan læse mere her: https://www.boretunet.no/
Det skal du lave
Surfe
Norge modtager samme swell som i Danmark, den eneste forskel er bare, at bølgerne, for at nå Danmarks kyst, skal nå rundt om Norge eller Irland. I Norge kommer swellet helt uberørt ind til kysten. Og så er der langt flere spots end i Danmark. Vi forlod et crowded Klitmøller for at have spotsne stort set alene i Norge.
Vi boede tæt på surfspottet Borestrand, som er et beach break. Det er et af de mest konsistente bølger på Jæren. Men der er også en række pointbreaks tæt på. Vi kan anbefale Sele, Hellestø og Bore, men der er utallige andre spots i nærheden, som du kan udforske. De er nemme at finde, hvis du kører rundt langs kysten. Men ellers er nordmændene også meget ivrige til at dele ud af gode råd til, hvor og hvornår de forskellige spots virker. Du skal selvfølgelig helst time dit besøg med et swell, så sæt hellere lidt tid af, hvis du vil være sikker på surf.
Hike
Udover bølger er Norge også beriget med deres fantastiske Fjeld, hvor der er uendelige hike-muligheder. Vi har været på tre anbefalelsesværdige ture i nærheden af Jæren.
Prædikestolen: Du har garanteret set billederne af klippe-plateauet, der går ud over Lysefjorden med flere hundrede meters frit fald ned. Det er en rigtig norsk klassiker, hvor du i løbet af bare et par timer kan opleve spektakulær natur og en magisk udsigt. Turen er meget lige til og kræver hverken kompas-egenskaber eller kort. Hele turen er afmærket. Det betyder desværre også, at det er en meget populær rute for både nordmænd og resten af verden, så hvis du tager derop i de klassiske ferier, kommer du nok til at følges med nogen derop. Men det er stadig en kæmpe oplevelse at stå på dette ikoniske sted.
Brufjellhulerne: To timers kørsel fra Jæren ligger Flekkefjord og den lille by Roligheten. Herfra starter en hike-tur til dig, der kan lide lidt udfordringer. Turen går først op til toppen Brufjell. Derfra går den ned til havet ad nogle lidt vanskelige sektioner, hvor du skal klatre på stejle klippesider. Nede ved havet er nogle meget spektakulære huler inde i klippevæggen, som formentligt er lavet af havet og rullesten før Fjeldet steg efter istiden.
Bjørndalsfjeldet: Kun tyve minutters kørsel fra Jæren kan du gå turen, der bliver kaldt Bjørndalen. Her går du op til en top på 362 meters højde, hvorfra du har 360 graders udsigt over fjeldtoppe og Stavanger. Turen er klaret i løbet af et par timer og kan f.eks. kombineres med en surftur enten før eller efter.
Alle turene er fundet med hjemmesiden: https://ut.no/
Besøg Stavanger
Selvom du selvfølgelig er draget mod nord for at være i et med naturen, kan det faktisk anbefales at tage en dag i Stavanger. Byen er kendt som Norges oliehovedstad.
I takt med Norges olieeventyr voksede Stavanger, så det i dag er landets tredje største byområde. Men selvom byen oplevede en stor vækst i takt med olieproduktionens udvikling fra 1970, er mange af de gamle huse stadig velbevarede. Og Stavangers centrum er stadig kendetegnet ved små snoede brostensbelagte gader med klassiske hvide træhuse og blomster.
Det kan anbefales at drikke kaffe på Kokko Kaffebar ved den ikoniske gade Fargegaden og spise middag på Fisketorget.
Snak med nogle nordmænd
Vi overdriver ikke, når vi siger, at nordmænd er de sødeste mennesker i verden. De er altid glade, meget åbne og sjove. Så sørg for at få dig nogle norske venner, når du er på tur, det vil du ikke fortryde. De skal også nok hjælpe dig med at finde de bedste bølger. Men vær opmærksom på, at det er som om, at alle nordmænd er virkelig gode til at surfe. Så hold igen med pralerierne om din egen formåen i de danske farvande. Vores indtryk er, at alle nordmænd kan rykke et lille shortboard rundt i de mindste og mest rodede bølger.
Sådan kommer du derop
Vi pakkede bilen med surfboards og vandrestøvler og kørte til Hirtshals, hvor vi tog færgen til Kristiansand og kørte tre timer op til Jæren. Nemt, billigt og fedt at kunne prale med, at du har sparet på CO2-en, når du kommer hjem!
Nordmændene er ikke kendt for deres køkken. Det er lidt simpelt. Til gengæld er de kendte for deres utroligt høje priser. Så når du alligevel pakker bilen, kan du med fordel tage lidt mad med hjemmefra.
Vi har allerede planlagt vores næste tur til vores nye norske venskabsby på Jæren, nemlig når der er Nordic Elements Filmfestival i september. Heldigvis er der masser af plads og masser af surfspots, så vi vil gerne dele denne norske perle med dig.
Du kan læse mere om festivalen her: https://www.nordicelements.org/
Pro-tip: Det kan være vanskeligt at pakke til Norge. Det kan være frysende koldt og dejlig varmt. Så når du alligevel pakker bilen, kan det kun anbefales at pakke både dunjakken og shortsne ned.