Historie

af Torben Kornum Da kalifornieren Hoyle Schweitzer i 1967 opfandt det, han registrerede og patenterede som en "windsurfer", var der ikke mange, der kunne forudse, hvilken enorm udvikling produktet skulle gennemgå i de følgende 25 år. Dengang var brættet 360 cm langt, vejede næsten 25 kilo og var lavet i blød plast med en kerne af ekspanderet skum. Når datidens kapsejlere ville ændre brættets grundform ved at lægge en anelse mere scoop i fronten af brættet, lagde de det i solen et par timer, inden en velvoksen mand stillede sig op midt på brættet, mens en anden løftede i spidsen, indtil formen passede. Senere fandt man på at bygge boards i glasfiber. Riggene blev samtidig mere effektive, og trapez'en blev opfundet. Træbommen blev afskaffet til fordel for en ny i aluminium, som blev overtrukket med blødt gummi. Dengang foregik kapsejlads primært i to klasser, division 1 og 2, som stod for henholdsvis flad- og rundbundede boards. Så kom fodstropperne til. Det skete omtrent samtidig med, at amerikaneren Robby Naish fandt på at save hækken af et bræt for at gøre det lettere at tumle i bølgerne. Farten steg i takt med, at vægten faldt, og brættet blev smallere. I slutningen af 70'erne gik de sensationelle pressebilleder verden rundt med Robby Naish hængende godt og vel en meter over bølgetoppen med fødderne plantet solidt i fodstropperne. I begyndelsen af 80'erne skabtes grundlaget for den nuværende World Cup. Inden da var der ingen regler for materialer, mål og vægt, men med de nye konkurrencer indledtes en vældig udvikling af nye prototyper. Der blev sejlet kursregatta på lange boards med sværd, mens bølgesejlads og slalom foregik på boards så korte og små, at de sank, hvis de ikke konstant blev holdt i fart. En "synker" blev et nyt begreb. Sejlmagerne fandt på at anvende camber inducers for at afstive profilen i sejlet, og man begyndte at granske i mastekurver, forskellige sejlpind-stivheder og nye materialer. Da det gennemsigtige sejlmateriale, monofilm, dukkede op, var der delte meninger om det, men det viste sig snart, at netop monofilmen skulle revolutionere udviklingen af sejl. Fordelen var ikke kun, at materialet var vandafvisende, strækfast og gennemsigtigt. Med monofilm kunne man skabe sejl med helt andre profiler. I 1989 fandt franskmanden Eric Thieme på at bruge sit slalombræt i en kursregatta. Han satsede på, at slalombrættets manglende evne til gå at op mod vinden ville udlignes af en højere fart. Han vandt sensationelt to sejladser under den spanske World Cup, og ændrede med et slag udviklingen af board-designet. På det tidspunkt blev brætterne hurtigere end sejlene. Det vil sige, at luftmodstanden i riggen var større end modstanden i vandet. Sejlmagerne fik travlt med at ændre sejlene, så de blev fladere og mere stabile under høj hastighed. Finnen var det næste, der blev fokuseret på, for det viste sig, at der var lige så stort behov for udvikling under vandet som over, og at små ændringer i finne-profiler og størrelser åbnede muligheder for nye effektive boards. Surfbrættet fik skarpere kanter. Bundformen forvandledes gennem en periode, hvor man så alt fra quatro-konkaver til underlige etageformer og bløde buler, men stabiliserede sig i begyndelsen af 90'erne. Den nye foretrukne bund form blev næsten totalt flad. De små marginaler findes selv i dag i det såkaldte scoop/rockerforhold, som betegner bundformens krumning. Vægten af slalomboards kom langt under 10 kg takket være kulfiber og nye skumtyper nogle prototyper kom helt ned på 5 kg. Alt i alt betød det, at brættet atter blev hurtigere end sejlene, så sejlmagerne igen måtte i gang på tegnebordet. I dag er udviklingen nået så langt, at stort set alle producenter er enige om, at den simple bundform fungerer bedst. Kanterne er knivskarpe, og kun i hækken brydes de lige linier af en anelse V-form for at hjælpe på brættets styrings-egenskaber. Trimmet af brættet, dvs. balancen mellem finne, fodstropper og rig, er det punkt, hvor der stadig kan hentes noget. Og så er der spørgsmålet om, hvorvidt brættets bredeste punkt skal være foran eller bag brættets midte - samt om spidsen skal være smal eller moderat bred. Det og mange andre spørgsmål, behandles i afsnittet om udstyr. Læs mere om windsurfings udvikling, udstyr, kapsejladsteknikker m.v. i ”Windsurfing” af Torben Kornum (udgivet på Gyldendals forlag).