/Vær med til at designe freestylefaciliteterne på Københavns kommende skibakke

Vær med til at designe freestylefaciliteterne på Københavns kommende skibakke

Af Alexander Vissing

Vi nærmer os hastigt muligheden for at kunne stå på ski og snowboard året rundt i Danmark. Nu kan du i samarbejde med Riders.dk og CopenHill være med til at bestemme hvordan freestylefaciliteterne skal udforme sig på Københavns kommende skibakke.

Selvom at varmen har taget over Danmark og næste vinter synes usandsynligt langt væk, er der en ekstra grund til at håbe at sommeren i år går stærkt. Til efteråret åbner Københavns kommende skibakke CopenHill , eller Amager Bakke som det også hedder i folkemunde, endelig.

Og selvom at både det kunstige underlag, liftene samt skicenteret er faldet på plads, har en ting stadig ligget uklart – hvordan bliver freestylefaciliteterne på bakken? Men frygt ej, for det kan du nu selv være med til at bestemme når Riders.dk i samarbejde med CopenHill åbner op for en designkonkurrence. Indsend dit bidrag senest d. 4. juni – al praktisk information findes længere nede i artiklen.

Udover at sætte sit præg på Københavns kommende skibakke, løber vinderen desuden med et Guld medlemskab til SKI365, således at man kan komme en masse på ski og snowboard når CopenHill slår dørene op.

 

Illustration: SLA

 

Illustration: SLA

 

Tidsplanen

Forløbet strækker sig over en periode på knap en måned med følgende vigtige datoer:

Mandag d. 4. juni: Deadline for at indsende bidrag.

Onsdag d. 6. juni: De fem finalister offentliggøres.

Mandag d. 11. juni: De fem finalister inviteres ud til gennemgang på bakken.

Mandag d. 18. juni: Deadline for indsendelse af endeligt bidrag for de fem finalister.

Torsdag d. 21. juni: De fem endelige finalebidrag offentliggøres.

Torsdag d. 28. juni: Den endelige vinder offentliggøres efter offentlig afstemning.

 

Hvordan deltager jeg?

For at deltage skal du senest d. 4. juni kl. 23.59 indsende dit bidrag elektronisk via wetransfer.com til info@riders.dk .

Bidraget skal være udfyldt i pdf masterfilen med 10-meter markeringer og højdeanmærkninger. Download masterfilen HER.

Der må indtegnes obstacles, ideer og andre tiltag i masterfilen via et elektronisk redigeringsprogram, eller i hånden som herefter scannes ind og sendes.

Det er tilladt at tilsende yderligere tegninger, referencebilleder med mere som styrker idéen bag bidraget.

Den samlede størrelse på det indsendte bidrag er 50mb.

Du kan hente inspiration fra vores nyste artikel med dugfriske billeder fra bakken her: Fra top til bund på Københavns kommende skibakke

 

Vi glæder os til at modtage en masse fede og kreative bidrag. Alle kan være med og der er ingen krav til grafiske færdigheder – det vigtigste er blot at du ønsker at være med til at præge Danmarks fremtidige freestylemekka.

 

Yderlige informationer

Konkurrencen har til formål at give input til det freestylesetup, der vil give mest mening at implementere for det danske freestylemiljø. CopenHill tager input med i den endelige vurdering af udformningen af parken. Der er derfor ingen garanti for at det vindende forslag får sit design 100% opfyldt. Selve parken skal give mening mht. størrelse og budget for udarbejdelse.

Der har tidligere været idéer om at lave en fast park på den nederste del af rampen, og så lave nogle flytbare obstacles, såledesat der kan laves en længere slopestyle bane på udvalgte dage (f.eks. tirsdag og torsdag). Bakken er relativ stejl på det øverste niveau, og ret flad for enden. Herefter bliver den igen lidt stejlere ned mod grundplanen. Der laves en portbane med tidsmåling langs løbestien på hovedbakken.

Der er ”magic carpets” lifte ved den nederste rampe, og for enden af hovedbakken – ved den stejlere hovedbakke er der en tallerken lift.

Man må som udgangspunkt ikke tage elevatoren op med ski/board, men til konkurrencer og udvalgte events vil det være muligt.

Som eksempel på hele bakkens indretning og udformning ses nedenunder en oversigt – dette er ikke det endelige resultat, det er kun tænkt som inspiration.

 

Illustration: SLA