Spring til indhold

Indkøbskurv

Din indkøbskurv er tom

Artikel: Århusbugten rundt som yngste deltager - 13 år !

windsurf

Århusbugten rundt som yngste deltager - 13 år !

Lørdag morgen den 2. juni 2007 kørte min far og jeg fra Skive til Århus for at deltage i Neil Pryde’s Ø-Gran Prix. Windfinder lovede 5 til 6 m/s fra NØ. Jeg var yngste deltagere i et felt på 30-40 surfere og var meget spændt på hvordan jeg kunne klare mig mod mine konkurrenter, som alle var voksne udover mig og to andre unge.

Da vi kom derned hang der store mørke skyer på himlen og det blæste 7 til 8 m/s. Jeg var meget i tvivl om jeg skulle bruge min neilpryde 9,8 m2 for der var begyndt at komme hvide skumtoppe.

Efter at have snakket med Torben Kornum valgte jeg at tage min Neil Pryde 9,8m2 og mit Formula bræt med 68 cm finne.

Efter skippermødet var vi klar. Jeg var ude at checke trimmet og besluttede at komme ind for at få givet noget mere nedhal. Så var det tid til den sidste taktik-snak med min far og en hurtig banan, så jeg havde energi til den lange sejlads.

Starten var noget forvirrende, da det ikke helt var de reglementerede trut og flag der blev anvendt, men til sidst lykkes det og jeg fik en god start lige bag Kristian Lindekilde (som suverænt vandt sejladsen). Havde jeg været lidt mere fræk, kunne jeg have snuppet et par stykker mere i starten! Vi krydsede op til et mærke, der lå nederst i sejlrenden. Derefter skulle vi krydse op til det øverste mærke i sejlrenden. Det var et meget langt opkryds, som gik fint for mig. Jeg gik højere til vinden end nogle af dem jeg sejlede ved siden af, men de andre sejlede hurtigere fordi de var voksne.

Mens vi sejlede i sejlrenden på vej op mod topmærket, kom der pludselig et kæmpestort fragtskib. Det var temmelig nervepirrende, for man kunne ikke se hvor stor fart det havde på. Heldigvis nåede jeg topmærket, før skibet var rigtig tæt på og jeg ”tørrede svenden af panden.”

Da vi kom op til topmærket skulle vi sløre helt fra Kaløvig til Århus havn. Her fik jeg virkelig afprøvet en ny teknik jeg havde lært: at slække på udhalet og gå dybt. Jeg prøvede at stå så meget som jeg overhovedet kunne i den bageste fodstrop, og ellers stod jeg i chicken-strappen, for det var meget anstrengende.

Vi skulle runde et mærke, der lå helt inde i havnen, lige ved siden af et af de største Mærsk containerskibe. Jeg begyndte at krydse opad mod det mærke der lå mellem topmærket og bundmærket. Da jeg var halvvejs oppe sejlede jeg pludselig i 1 m. høje bølger, som var kølvandet fra det store skib jeg havde set oppe ved topmærket. Jeg fløj af sted og det føltes næsten som at sejle i Klitmøller! Da jeg kom op til mærket, skulle jeg sløre et lille stykke for at komme ned til mållinjen.

Min tid var 2 timer og 4 minutter. Det var jeg rigtig godt tilfreds med. Der var nogle der sejlede med gps og de havde målt sejladsen til en længde på ca. 44-60 km.

Jeg blev nr. 3 i juniorklassen, hvor Sebastian Kornum vandt og Danni Jakobsen blev nr. 2. De er begge fra Skive ligesom jeg og er mine træningskammerater.

Se alle resultater og mange flere billeder på den nye officielle Ø-Grandprix hjemmeside www.ograndprix.dk/aarhus

Efterfølgende evaluerede jeg sejladsen sammen med min far. Vi vurderer at det var det rigtige valg af sejl til forholdene og at al den træning jeg har lavet i foråret virkelig har hjulpet mig til at kunne gennemføre sejladsen. Mange andre juniorer ville også kunne deltage i Ø-Grand Prix’et og med lidt træning kan man meget mere end man sådan umiddelbart selv tror!!

Det næste Ø-Grand Prix er Fur rundt lørdag den 11. august 2007. Jeg vil opfordre alle juniorer til at tage derop. Man behøver ikke sejle med, men der er et godt spot deroppe, hvor man kan hyggesejle, snakke med andre surfere og være med til grill om aftenen.

Check også min hjemmeside: www.christianjustesen.dk

Du er velkommen til at skrive til mig, hvis du vil høre hvordan jeg forbereder mig til Ø-Grand Prix og til rangliste stævner. christianj@riders.dk


Klik på billedet og læs meget mere om Team Young Guns

Read more

snowboard

Dachstein SuperStar Session?

Så er den en update fra Dachstein parken - godt nok er den ikke spækket med world superstars, men der er sådan go gang i grillen!

Læs mere
snowboard

The Morning Out of Austin

2 teasere er ikke længere nok, nu kommer den 3. teaser fra MDP; The Morning Out of Austin. Vi venter stadig spændt på den færdige film!

Læs mere