Dansk OL-håb skadet under træning
Mandag var den danske skiercross-stjerne, Sophie Fjellvang-Sølling, igang med at træne med vægte i Team Danmarks lokaler i Brøndby. Under nogle øvelser med en 130 kilo tung vægtstang, går noget helt galt, og Sophie Fjellvang-Sølling bliver pludselig presset ned under den tunge stang. resultatet af uheldet bliver et brud på den øverste lændehvivel.
Onsdag var Sølling så under kniven på Glostrup Hospiltal, hvor hun gennemgik en vellykket operation i lænden.
– Skaden opstod som følge af et hændeligt uheld, siger Magnus Wonsyld, der er sportslig koordinator for Sophie Fjellvang-Sølling, og fortsætter:
– I første omgang er det vigtigste selvfølgelig, at Sophie får den fulde førlighed igen. Snart skal genoptræningen i gang, og det næste store delmål bliver at få ski under fødderne. Et sådant brud er naturligvis en alvorlig sag, men sportsligt set, er et overrevet korsbånd eller en diskusprolaps værre.
Ifølge Wonsyld har Sophie Sølling, der er det danske OL-håb i skiercross, stadig chancen for at blive klar til legene i Vancouver i februar 2010.
– Sophie kan forhåbentlig starte på genoptræningen i næste uge, og hun er mentalt klar til at gå efter at indfri OL-drømmen, lyder det fra den sportslige koordinator.
Kilde: dr.dk