Portræt af Danni Jakobsen
Navnet er Danni Jakobsen. Fra han var 7 år gammel og indtil han som 14 årig brækkede benet for anden gang, var han et af motocrosssportens store talenter. En professionel karriere var absolut en mulighed. Benet brækkede imidlertid i et EM-løb i Tjekkiet, og på vej hjem i Sprinteren lød meldingen til far Ernst omme ved rattet:
”Far, jeg stopper med cross. Fra nu af vil jeg windsurfe!”
Ernst havde nær kørt af vejen, for familien Jakobsens fritid og økonomi var i høj grad rettet ind efter Danni’s fremtid som crosskører. Tusindvis af timer og kroner var lagt i sporten og i de to toptunede crosscykler, som altid var med på landevejene. ”Og så lige surf…!!???”
Men tilsvarende alt andet, Danni foretager sig, var der ikke tale om kompromis. Dårligt nok var benet ude af gips inden surfkarrieren startede en kold novemberdag i Skive Fjord med surf- og crosskammeraten Sebastian Kornum som instruktør. Og få timer efter opstarten var den første planingstur i hus, og Danni meldte ud, at nu var han klar til konkurrence!
Lysten til at konkurrere ligger i generne. Og i samme gener ligger et stort mod, en masse energi, selvdisciplin og en kvik hjerne. Sebastian og de andre surfkammerater i Skive morede sig over hvor hurtigt Danni fangede teknikken og hvor indædt og frygtløst han gik til den med farten og manøvrerne. Forsøg på frontloop blev for eksempel indledt en af de første gange han var i Vesterhavet.
”Det er ikke et spørgsmål om at jeg kan, – jeg SKAL!” – lød en sammenbidt kommentar fra Danni en dag hvor træneren forsigtigt bemærkede at der var et par teknikker som ville tage lidt længere tid at lære end de par uger, som var gået siden starten.
Allerede sommeren efter de første timer på vandet, fik Danni sin DBO licens DEN-64, og han var klar til start i ranglisten. Motorcyklerne var i mellemtiden blevet solgt til fordel for surfudstyr. Det var hårdt for Danni at komme fra MX-sporten som topkører over til surfsporten, hvor han måtte starte nedefra, men motivationen blev forstærket af den mærkbare fremgang for hvert eneste stævne. Og mellem stævnerne blev der trænet, trænet og trænet.
Efter blot to sæsoner var Danni med helt fremme i juniorklassen i både Formula og Slalom, og han stillede også op i wavestævner med samme indstilling til tingene. Undervejs er det blevet til deltagelse i flere internationale stævner og camps af forskellig slags.
Sammen med klubkammeraterne Christian Justesen og Sebastian Kornum, – og med Torben Kornum som coach, træner Danni struktureret og effektivt Slalom og Formula, mens freestyle og wave bruges til mere individuel træning af boardhandling. ”Danni’s indlæringskurve er stejl” – siger Torben Kornum. ”Han er kvik og lærer tingene hurtigt. Fra motocross-sporten har han en glimrende fysik og et godt forhold til ’at det godt må gøre lidt ondt’. Og så har han en jernvilje, som gør ham til en hård konkurrent og en meget værdifuld træningsmakker for vores hold af unge sejlere. Han er også struktureret og har i det hele taget styr på sine ting”, – siger Kornum.
I det daglige går Danni på Skive Handelsskole. Ved siden af sporten og skolen er han webmaster på surfsiderne på riders.dk samt på dbo.dk, og derudover er han efterhånden en velkendt udvikler af websites for både private og klubber.
Der er mange jern i ilden, og det bliver spændende at følge en af surfsportens fremtidige topsejlere i kampen mod toppen!
Favoritspot:
Min favoritspot er Hanstholm ved møllerne, når det virker. Der er store rene bølger, der er gode at ride og springe på. Derudover er det et nemt sted at komme ud, også selvom det blæser lidt.
Bedste disciplin:
Den disciplin jeg er bedst markeret i er slalom. Jeg er blevet godt tilfreds med min fart, og så hjælper det, at jeg ikke roder i alle jibes. Derudover kan jeg meget godt lide at sejle freestyle, jeg nyder friheden og de mange muligheder der er i udstyret.
Favorit manøvre
Indtil videre kan jeg kun lave volcan, men jeg tror ikke der skal gå længe, før der sidder en spock. Derefter er det i gang med at øve det på modsatte halse, nemlig bagbord. I år vil jeg fokusere noget mere på at koble hovedet fra i bølgerne. Jeg har kigget en del video og tænkt diverse manøvrer meget igennem, for at sikre mig, at jeg bliver gladere for at rotere loops, selv når det piber igennem.
Målsætning for sæsonen
Mit største mål for sæsonen er at lave en topplacering på Bonaire, når junior-verdensmesterskaberne i slalom går for sig. Jeg vil være mere end klar til det stævne, og give alt hvad der er at give af. Det er min sidste sæson i Youth klassen, så det er i år eller aldrig jeg har muligheden. Jeg ved det bliver enormt svært efterfølgende, når jeg bliver senior. Derudover vil jeg gerne rangere højt på den danske formula/slalom liste, men præcis hvor er svært at sige, før jeg har prøvet kræfter med de andre til årets første stævne.
På lang sigt:
En gang ville jeg utroligt gerne være professionel, og jeg har altid sagt til mig selv, at den dag jeg holdte op med at drømme, var jeg blevet ligesom alle andre. Jeg bliver mere og mere i tvivl, for ved siden af surf står der universitetsuddannelser og banker på døren. Jeg vil gerne have et godt liv, og hvad er det så? Det er helt sikkert et liv fuld af gode surfoplevelser. Et godt liv er et aktivt liv. Men jeg vil heller ikke leve en almindelig tilværelse med et almindeligt arbejde og gennemsnitlig indkomst. Så derfor må der arbejdes hårdt og tænkes kreativt, hvis mine to karrierer skal forenes. Jeg arbejder hver eneste dag på sagen, men løsningen er ikke så ligetil. Det ville også være kedeligt, – der skal være overraskelser.
Tekst: Torben Kornum www.dannijakobsen.dk