DM afholdt!
I weekenden lykkedes det at afholde DM i surfing i nok de bedste bølger set til et DM.
Om lørdagen mødtes vi til fælles morgenmad i NASAS klubhus. God stemning og forventningerne til weekenden var i top. Efter morgenmad kørte vi sydpå og startede dagens konkurrence.
Sol, offshore og bølger på ca 1 meter, var hvad der ventede deltagerne i de indledende heats. Der blev vist høj klasse blant deltagerne. Bla. Smed Christoffer Hartkopp en 360 og Jonas Bak fik en lille tube…..SÅDAN!
Efter de indledende heats stoppede konkurrencen for dagen, da swellet om søndagen bare skulle vokse og vinden skulle holde sig offshore. Om aftenen var der grill og hygge i klubhuset.
Søndag morgen var det igen sydpå. Swellet var vokset, men det var vinden også. Stiv kulig, men heldigvis stadig offshore. Nu skulle fårene skilles fra bukkene og det var ikke for de sarte drenge. En dræbende nordgående strøm kombineret med den hårde offshore gjorde, at det var mere end svært for surferne at holde sig i position.
Omkring kl. 1130 drejede vinden onshore og så var det nordpå igen. Valget faldt på bugten i Nr. Vorupør, hvor det stadig var offshore og swell fra sv. Deltagerne i finalen var Ragn, Christoffer og Sven.
Alle surfere var klar til kamp og kamp blev der…Snaps, cutbacks og floaters var dagsordenen for ripperne, som gav hinanden kamp til stregen.
Efter en finale på 40 minutter var drengene mere end trætte, men kunne stadig smile.
I klubhuset var der præmieuddeling efter finalen hvor resultatet blev som følger:
1 Christoffer Hartkopp
2 Ragn Gregersen
3 Sven Hansen
Mange tak til deltagerne for at medvirke til den fede afslappede surfstemning der prægede hele weekenden. En stor tak til Quiksilver, Dark Blue Boardshop, West Wind Klitmøller, Didrikson og Klitmøller Bageri.
http://www.tv2regionerne.dk/reg2005/player.aspx?id=453161&r=6