Spring til indhold

Indkøbskurv

Din indkøbskurv er tom

Artikel: DM update: Railsession vel overstået

avoriaz

DM update: Railsession vel overstået

Ugens første konkurrence ved DM i Freestyleski i Avoriaz fandt sted i går aftes, da Nikolaj Vang og teamet bag eventet inviterede til railsession midt i den snefyldte alpeby. Konkurrencen afløste den big air konkurrence, der egentlig skulle være blevet afholdt, og setuppet bestod af et downrail og en flat-down box. Hele den danske freestylescene var på pletten, og det skulle vise sig at blive en hyggelig aften, der dog var præget af en langsom bane og kraftigt snevejr. Der blev kørt i tre afdelinger; Juniorer, damer og herrer, og udover præmier til podiepladserne, var der også vigtige point at hente i kampen om den samlede DM-titel. Selvom løberne ikke kunne folde sig helt ud på grund af forholdene på den lille bane, fik den skare af tilskuere, der kunne holde til kulden, en del gode tricks at se på og en super veloplagt Tue Track at høre på.

Der blev først kørt en jamsession, hvor alle deltagere havde ca. 45 minutter til at imponere dommerne, og herefter gik de otte bedste i hver afdeling videre til en heads up eliminering. Til sidst i jam-kvalifikationen ændrede konkurrencen karakter, da arrangørerne måtte lukke downrailet, fordi flere af løberne havde svært ved at få fart nok til at ramme begge obstacles.

Hos damerne var der kun tre, der kørte finale, og det drejede sig om Trine DJ, der kørte fint, men havde lidt problemer med at komme 270 af boxen, Sofie Sejr Helms, som kørte i vanlig stærk stil, og så den helt store overraskelse; debutanten Pernille Tolstrup, der tog sejren med konsistente og clean hits i god fart på boxen.

Kalle Teilman, Tammes Mosen, Simon Knudsen og Thomas Trads gik videre til finalen, og det blev et spændende opgør, hvor Trads tabte den ene semifinale til en rigtig godt kørende Kalle Teilmann, der lavede to switch ups til pretzel 270. I den anden semifinale havde Simon Knudsen, der på det seneste har markeret sig som en af landets bedste på rails og boxe, problemer med sit hit, hvor han røg af boxen for tidligt. Men heldigvis for Holte-drengen missede Tammes også sit hit, hvor han, i stedet for at gå safe efter Knudsens halvkiks, lavede 270 på og endda gik for et switchup, som så kiksede. Hatten af for Tammes for at udfordre heads up formatet, der ind i mellem kan begrænse et show lidt. Det resultat betød, at Kalle og Simon, der har været bedste venner siden de kunne gå, skulle kæmpe om titlen som uofficiel danmarksmester på box og rail. Her blev det Kalle Teilmann der trak det længste strå med en lækker backside switch up pretzel 270.

Blandt herrerne havde flere kørt rigtig godt i den indledende runde, hvor Hans Jacob Brandt kvalificerede sig som nummer et efter flere tekniske og smooth hits under jamsessionen. De øvrige finalepladser gik til Troels Feodor, Kim Banhazy, Rasmus DJ, Dennis Hannesbo, Emil Vang, Hans Kristian Rasmussen og Rasmus Eilertsen. Der blev leveret gode hits af de fleste, og især Rasmus DJ imponerede tilskuerne, da han i sin heads up mod Hannesbo smed en kæmpe stor 450 på 270 af. Men dommerne mente, DJs trick var for usikkert, og dermed gik Dennis videre med sin veludførte K-fed. Dennis måtte dog se sig slået af Hans Jacob, mens Troels Feodor slog Hans Kristian ud. Dermed stod den afgørende finale om titlen mellem Hans Jacob Brandt og Troels Feodor, der overraskende vandt 2-0 og satte en flot 270 på switchup 270 af til sidst.

Tillykke til Troels, Kalle og Pernille!

Her kan du se billeder fra aftenens railsesseion:

Read more

ski

X-games Halfpipe

Winter X-Games 14 er slut efter fire fantastiske dage i Buttermilk, Aspen. Konkurrencerne vil blive skrevet i historiebøgerne som en epoke i action sport. Vi har været igennem fire forskellige konk...

Læs mere
shaun

X-Games 14 Snowboard

Traditionen tro har X-games sprængt alle rammer, og vi kommer nu her med en hurtig gennemgang af hvordan snowboard X-Games gik ned. Da ingen gider læse meget tekst, har vi samlet de bedste videoer ...

Læs mere