Grønlandsk sejr ved DM i Boardercross
Hov, kan det virkelig passe? En dag til DM i Snowboard uden sol? Bare rolig, den store vejrgud vidste at onsdag stod i Boardercross’en tegn, og sendte derfor en solid gang skyer og frost ind over Hafjell. Dermed var banen dejlig iset og hurtig når Danmarks hurtigste snowboarder skulle findes.
DM i Skiercross blev afholdt i sidste uge i svenske Funäsdalen, men i denne uge blev fartdragten skiftet ud med twintipski og solbriller til Freestyleskiercross. Hele otte skiløbere stillede til start, og efter to heats, bestod finalen af tre jibbere uden stave samt en østrigsk kvinde. Sidstnævnte har vidst nok engang stået et par porte, men påviste i dag, at danskerne slet ikke kan stå på ski da hun overlegent vandt finalen. Hurra for Lisa Sauerwein!
Et solidt felt forud for Freestyleskiercross finalen…
To brædder er herligt i det norske, men det er ét bræt selvfølgelig også. Dagens DM i Boardercross bød på masser af spændende heats hvor der blev kæmpet til stregen. Hos juniorerne var løbet tæt hele vejen igennem finalen, og efter hård kamp og kropskontakt, trak Mathias Mark det længste strå, og henviste henholdsvis Jonathan Sørum og Nicklas Pedersen til podiets to nederste trin.
Juniorer i fuld fart ned gennem banen…
På kvindesiden har der under ugens første session været hård kamp mellem Bettina Vernimmen Olesen og Karen Marie Schmidt, hvor sidstnævnte begge gange endte med sejren. I dag var det dog Bettina der satte Karen på plads i finalen, og fik en flot andenplads. Dagens vinder var dog også dagens overraskelse, Tina Holm, som med solid kørsel erobrede sejren.
Hos herrerne var finalen også utrolig tæt og kampen om podiets øverste trin lå mellem Rasmus Brøgger og søndagens vinder af jamsessionen, Aka Mogens. Det var tæt helt indtil slut men det var sidstnævnte grønlænder der endte med at have brættet først over stregen. Tredjepladsen tog Joachim Clausen Hansen sig solidt af.
Her er Jogge i front, Grønland lige efter…
Boardercross gik herligt, morgendagens slopestyle konkurrence bliver ligeså. Her er der nemlig sørget for solskin igen så landingerne bliver dejlig bløde. Den skarpe læser vil nu bemærke, at vi prøver at afslutte uden at svare på gårsdagens spørgsmål, men bare rolig, de kommer her! Legenden i tern, Toke Boss, klarede sig desværre ikke videre fra semifinalen, og Frederik Skriver skylder derfor en norsk saunatur. Vi fandt også ud af at det er dope at lave tricks undervejs på banen. Det sørgede Rasmus Brøgger og Brian Christiansen for. Førstnævnte med et method grab og sidstnævnte med en dope butter 360, der dog kostede ham sejren i heatet.
Til sidst har vi ikke fundet ud af om Sean Paul rent faktisk kan stå på snowboard, men Rasmus Brøgger er uden tvivl en storfavorit til morgendagens DM i slopestyle. Tune ind på Riders.dk og se om han kan leve op til forventningerne. Nyd her til sidst resultatlisten samt et par ekstra skud fra dagens action.
Tændte kvinder før finalen…
Legenden i tern præsterede desværre ikke podie, men kan se frem til saunaen…
Sug den knuckle! – Jogge i spidsen i semifinalen…
Masser af glade deltagere i toppen af banen…
Tricks til boardercross er dope. Rasmus Brøgger hiver efter den method…
Som altid sørger Gerhard for at grillen spiller…
Høj fart rundt i svinget – konkurrence-gamet er i top…
Men i bund og grund er vi jo alle venner…
Fra venstre: Rasmus Brøgger (2.), Aka Mogens (1.) og Joachim Clausen Hansen (3.)
Fra venstre: Bettina Vernimmen Olesen (2.), Tina Holm (1.), Karen Marie Schmidt (3.)
Fra venstre: Jonathan Sørum (2.), Mathias Mark (1.) og Nicklas Petersen (3.)