På ski i Iran
Vores gode venner Martin Schøber og Tore Amby rejste i slutningen af februar til Iran med ét for hovedet, at finde god sne og stejle bjergsider. Her deler de deres bedste billeder i en mindre fotoreportage fra en mere eller mindre ukendt skidestination.
Tekst og foto: Martin Schøber
Kunne du godt tænke dig at rejse til Iran for at stå på ski? Så har Martin skrevet en længere og dybdegående guide til, hvordan du kan komme på ski i Iran. Det er nemmere, og uden tvivl mere sikkert, end du lige går og tror. Læs hans guide til skiløb i Iran ved at følge linket.
Iran er endnu en ukendt ski- og turistdestination, men efter at have rejst rundt i landet i 12 dage er Martin og Tore ikke i tvivl om at det er et spørgsmål om tid, før det ændrer. Iran har rigtigt meget at byde på af kultur, natur og gæstfrihed, hvorfor der vil komme et boom i turismen når verden får øjnene op for at det er en sikker destination.
Hovedstaden Teheran, hvor man grundet visumregler er nødt til at tage en overnatning, er en pulserende og ekstremt kaotisk storby med nogle seriøse forureningsissues. Men ser forbi den kaotiske trafik og bilosen kan man finde masser af flot kultur og seværdigheder.
Første destination var det mindre skisportsområde Dizin, som dog ikke havde meget at byde på. Vi købte liftkort én dag og valgte at gå fra vejen de resterende dage. Masser af potentiale for spændende skiløb og ingen konkurrence om sneen.
Der er kun en vej – og det er op. Tore sætter sporet op mod et, ifølge de lokale, kvindeligt træ, som tronede majestætisk over byen og bjergvejen.
Omkring Dizin fandt vi masser af kold puddersne på de ubesøgte nordsider.
I Iran er der næsten ingen andre, som kører freeride. Det betyder at der er masser af plads at boltre sig på – og ingen grund til at begrænse sig.
Iranerne passer ikke specielt godt på deres biler. Og viser at man ikke behøver alle mulige dyre tilkøb til sin bil for at kunne transportere ski. Dette blev vores foretrukne måde at opbevare ski, når vi fik et lift af de lokale. Der er en fantastisk kultur med at samle blaffere op.
Iranerne er exceptionelt hjælpsomme og vi fik mange nye telefonnumre og venner i løbet af vores 12 dage i landet. Uden undtagelse er alle villige til at give en hjælpende hånd og sørge for at du kommer godt frem og får en god oplevelse.
Efter fire skidage i Dizin rejste vi længere sydpå til en lille by, Chelgerd, som ligger ved foden af den store Zagroz bjergkæde. Her var sneen mere påvirket af vind og vejr, men til gengæld utroligt hurtig og perfekt til store GS-sving
Selvom bjergene ser store ud i baggrunden, så giver billedet på ingen måde et reelt billede af, hvor store bjergene virkeligt var. De var kæmpe – og vi blev hver dag overrasket over hvor lang tid det tog at komme til toppen af vores linier.
Der er noget helt skørt ved at stå på toppen af et bjerg klar til at køre på ski ned, og så sidde og nyde en udsigt over endeløs ørken.
En kronjuvel, 1000 meter høj og stejl bjergside, tæt på en mindre by. En af de vildeste skioplevelser i vores liv.
Det hele skal ikke nødvendigvis være let og vi fik lov til at krydse denne flod et par gange for at komme ud til de helt store bjerge. Det trak helt bestemt blodet ud af ens fødder.
Det er ikke en god skidag før Tore har fået luft under ski – og chokolade på toppen.
Iran har et meget konservativt syn på mænd og kvinder, hvilket man skal være opmærksom på og sørge for at overholde deres skikke og sædvaner. At rejse i Iran er nemt når man er mand, men hvis du som pige skal rejse rundt, bør du nok bruge lidt tid på at sætte dig ind i, hvordan du skal klæde og opføre dig.
Det er ikke uvant for iranerne at invitere fremmede hjem og byde på the med masser af sukker.
ALLE BILLEDER TILHØRER TORE AMBY OG MARTIN SCHØBER.
