Freerideruter og jodlekursus i Zell Am See-Kaprun
I forrige uge var vi et smut forbi Zell am See-Kaprun for at teste sneforholdene. Salzburgerland havde inviteret os og 5 andre journalister på tur for at opleve nogle af de mange muligheder, området har at byde på. Turen bød på nyfalden sne, høj sol, et jodlekursus og morgenskiløb. Området er ideelt at køre offpiste i, da de har sne året rundt på gletscheren som ligger i 3000meters højde og markerede offpisteruter. Derudover har man muligheden for at møde den unge fyr Tony, som har kastet sig i ud at lære andre teknikkerne bag jodlen.
Markerede offpisteruter
Salzburgerland er et område, der generelt er velbesøgt af danskere, men netop området Zell am See-Kaprun er ikke overrendt af det skandinaviske folkefærd. På bjerget Kitzsteinhorn, hvor man også finder gletscheren, har man siden 2009 nemt og overskueligt kunne få rådgivning til freeriding ved deres Freeride Info Base. Her finder man blandt andet informationer om lavinefare, man kan lave bippertjek, og her finder man også et kort over de fem forskellige offpisteruter, der findes på bjerget. Bjerget byder nemlig på fem forskellige markerede offpisteruter, der enten svarer til røde eller sorte pister i sværhedsgrad. Disse ruter er markerede med et X på pistekortet. Det er et lokalt ekspertteam, som har udviklet dette Freeride Info Point, som skal hjælpe freeriders med at blive klar til at søge lidt væk fra pisterne.
Vi blev introduceret for info-basen af vores guide Heli (forkortelse for Helmuth), som er både instruktør og offpisteguide i området. Inden han tog os med ud på den første rute – X1 – gennemgik han lavineudstyr, lavinefare samt forskellige forholdsregler, der er vigtige at huske, når man færdes uden for pisterne. Alle riders var blev udstyret med bippere, som hurtigt blev testet og efter en kort opvarmningstur, var det ud i puddersneen. Vejrguderne havde hørt vores bøn, og blæsten, som havde været forbi bjerget i dagene op til vores ankomst, var heldigvis aftaget.
Det første sving
For de fleste kan det første sving godt være lidt grænseoverskridende, men når man bliver belønnet med lækker puddersne, kan man ikke gøre andet end at juble. Og det var nøjagtig det der skete for os. Inklusiv undertegnede var vi seks danskere og en islænding. Skiniveauet var generelt højt, men der var et par stykker, der aldrig havde prøvet offpiste skiløb før. Derfor var det også fantastisk at følge med i udviklingen på deres første ture i den bløde sne. Man kunne tydeligt se og mærke, hvor nervøse og lettere pressede de var over udfordringen når de stod på toppen omgivet af store klippesider. Men efter et par lækre sving i den friske sne, var der ingen tvivl om, at det ikke var sidste gang, de ville forsøge sig med freeriding. På grund af områdets opbygning med de markerede ruter, er det det perfekte sted at give sig i kast med offpistekørsel. Dog er der altid en god idé at have lavineudstyr på sig.
Ski’n’Brunch
Området byder naturligvis på meget mere end freeriding. Med liftkortet kan man både stå på ski i Kaprunn, hvor bjerget Kitzsteinhorn (3203m) og Maiskogel (1730m) ligger, men også i Zell am See, hvor Schmittenhöhe (2000) ligger. Sammenlagt giver det området over 138km piste. Under vores ophold blev der afholdt Ski’n’brunch på Schmittenhöhe, som er et nyt tiltag, der startede denne sæson. Kl 7.00 blev vi afhentet og transporteret til toppen af bjerget. Solen skinnede og efter, at pistermaskinerne havde kørt aftenen inden var der faldet et par centimeter sne. Ud over os og cirka 10 andre, var der kun et par skiinstruktører med på bjerget. Det medførte stor jubel og glæde, da vi ræsede ned over pisterne uden at skulle bekymre os om de mange forhindringer, der normalt står på pisterne. Efter et par timers skiløb, stod brunchen klar til os på Blaickner’s Sonnalm. Da Ski’n’brunch er et nyt tiltag, udbydes det pt 4 gange på en sæson, og det koster omkring 50Euro, og der er plads til 35personer. Men kommer man forbi området, hvor de tilbyder dette, kan det varmt anbefales. De uberørte pister er værd at stå tidligt op til.
Jodlekursus
Trænger man til et lille afbræk fra skiløbet, kan man i området også møde den 30årige Thomas Reitsamer, der går under navnet Tony. Den unge fyr har fundet meningen med livet, og for ham er det at jodle. Han flyver verden rundt og afholder jodlekurser, som altid medfører en masse grin og med et lille glimt i øjet, kan han få alle til at forsøge sig med at jodle.
Vi skulle selvfølgelig også lære teknikkerne bag jodleriet, og dette foregik naturligvis på en restaurant på bjerget – lige omkring frokosttid. De fleste kan nok forestille sig at en bjergrestaurant i uge 10 ikke er helt tom. Og det var denne heller ikke. Der var mennesker overalt omkring os, som hurtigt lagde mærke til den unge, lidt højlydte fyr, der var klædt i lederhosen og havde en gammel ghettoblaster med. Efter en kort intro blev undertegnede bedt om at rejse sig, og så skulle jeg ellers jodle ligesom Tony. Foran alle andre. Med tiden endte vi med at jodle kor, prøvede os af med medley og forskellige andre ting. En time senere var mavemusklerne godt ømme – efter at have hylet af grin – og alle fik udleveret et diplom, som bevis på, at man havde bestået kurset. Et jodlekursus burde virkelig være et must, når man er i Østrig. Man kan læse meget mere om Tony og finde priser på jodlekurser lige her!
Er man til en aktiv sommer, er området også et besøg værd. I bjergene er der både vandrestier, mountainbikeruter og mulighed for at klatre. På søen Zeller See kan du sejle i kano eller prøve Standup Paddle. Stien, der løber rundt om søen, er 11,5km lang, og den er oplyst, så de morgenfriske kan benytte den selv i vinterhalvåret. Er man mere til action byder området også på rafting og kanoture eller faldskærmsudspring til de helt vilde. På Kitzsteinhorn kan man nyde sommerski frem til 20. Juni. Sneen kan man opleve året rundt, og på toppen af bjerget finder man om sommeren både en rutsjebane, snestrand og isbar. Yderligere informationer om området kan findes lige her .
Tusind tak til Salzburgerland og Zell am See-Kaprun for invitationen ! Vi vender helt klart tilbage ! Måske allerede til sommer !