Spring til indhold

Indkøbskurv

Din indkøbskurv er tom

Artikel: Jericoacoara – det lille windsurfparadis i Brasilien

windsurf

Jericoacoara – det lille windsurfparadis i Brasilien

Profil

Navn: Kim Hansen
Sejlnummer: D-550
Sponsorer: Triologia, EF Tecnologias

Er man træt af kolde fingre og tykke våddragter og ustabil vind er det værd at overveje en lille tur til windsurfspottet Jericoacoara i Brasilien. Jericoacoara eller bare Jeri, for os nordiske vikinger der ikke ruller perfekt på r’erne, ligger ca. 350 km nord for Fortaleza i det nordøstlige hjørne af Brasilien. Det er placeret cirka midt på ækvator hvilket sikrer en lufttemperatur på ca. 35 grader og en vandtemperatur på ca. 30 grader. Ja, det er 30 grader celcius!!!

Dvs. selv den mest blegfisede kuldskære frysetamp vil med ro og mag kunne rigge sin 4.7’er op og kaste sig ud i noget der minder om et kæmpe badekar uden andet end et par skriggrønne board shorts og evt. en lycra t-shirt til at beskytte mod solen. Men for at det ikke skal være løgn tilbyder Jeri, udover varmen også små perfekte rene rullende bølger, som med en stabil skrå fralandsvind gør stedet til det absolutte windsurfparadis for nybegyndere eller lettere øvede i bølger.

På en normal dag er bølger 0.5 – 1.0 m og på gode dage over hovedhøjde, som gør det sjovt selv for prof’erne at gi’ den gas ned af facen. Ja faktisk er der altid en 10-20 prof’er der træner i Jeri, fordi det er et super sted til hop og freestyle tricks.

Nu da selve Jeris windsurfpotentiale er beskrevet lad mig så fortælle om en normal dag i paradis. Efter 8-10 timers flyvetur og 7 timers bumletur i jeep tager det ca. 5 minutter at falde ind i den afslappede Jeri rutine. Dagen begynder typisk med en dejlig morgenmad med frisk frugt, pandekager, æggekage eller hvad man nu ønsker sig, vel indtaget på stranden mens man tjekker vinden og bølgerne og joker om gårsdagens udskejelser i Jeris natteliv. Efter det velsmagende pragtmåltid, er man klar til en kølig dukkert i poolen inden man henter sin opriggede 4.7’er og slæber den de 100 m ud i vandet.

2-3 timers sejlads senere og røde lår af forlænderne man ikke lige landede perfekt planende på brættet er man klar til lidt mere føde og lidt god afslapning. Til dette formål har klubben Clube Dos Ventos arrangeret en perfekt lille restaurant/afslapningsområde med en super buffet, til meget rimelig priser. Restauranten er ypperligt placeret med udsigt over Jeris point break windsurf spot, så man kan i læ for vinden og ikke mindst solen nyde sin frokost, mens man har det perfekte overblik over forholdene og de andres bølgeridninger. Efter en god frokost og lidt dasning er man klar til endnu en session i eftermiddagsvinden og hvis det er rigtig gode forhold sejler man typisk indtil solen går ned.

Har man til en afveksling stoppet windsurfingen før solen er gået ned er det perfekt at tage en lille gåtur op af den kæmpe sand-dune for enden af stranden. Her finder man den smukkeste solnedgang og hvis man stadig har kræfter kan man sandboarde ned af den næsten lodrette sandvæg.

Eftermiddagen er tidspunktet hvor alle de lokale brasilienere kommer til stranden og danser capoeira, spiller fodbold, volleyball osv. på stranden. Det giver en fantastisk stemning og liv på stranden som giver en perfekt afslutning på en windsurfdag. Når solen er gået ned starter nattelivet. Typisk finder man først en god restaurant af de utallige små søde steder rundt omkring i Jeri.

Efter en god middag og hen på aftenen begynder nattelivet med samba, forro og andre brasilienske danse. Forro er en dans som minder mest af alt om sex on the dance floor a la dirty dancing og hvis der er noget brasilienerne er gode til, så er det at danse. En dansker har typiske brug for et par caiparinhas eller tre før man har mod på sambaen.

Windsurfer eller ej, så er Jeri et paradis. Det ligger i bogstaveligste forstand ude i ingenting. Meget langt fra storbyer, biler, veje, trafiklys og alskens stress. Selve byen består af små nuttede huse dekorerede i indtagene glade farver. Da der hverken er brosten eller beton er alle veje sand, så man kan kun køre rundt i en såkaldt buggy eller en jeep. Det gør at de normale regler for veje ikke rigtig eksisterer og man helt naturligt vænner sig til at sjokke afslappet rundt i sine sandaler, mens man shopper en bikini til kæresten eller lidt mere solcreme til den laksefarvede hud.

Og én ting er sikkert. Har man først taget en bid af Jeris paradis vil man altid være sulten efter mere..

Lidt fakta om Jeri:

Der er masser af Pousada’er i byen, så hvis pengepungen ikke er til det allerdyreste, kan man helt sikkert finde noget bedre. Jeg vil dog anbefale det 4-stjernede Mosquito Blue på stranden.

Flyv til Fortaleza og køb en busbillet til Jericoacoara. Busturen er først en 5 timers tur i en moderne bus med aircondition og senere en 1.5-2 timers tur i en jeep-bus. Begge tager windsurfudstyr med.

Gode ting at huske:

Sol creme faktor 30+
Hånd creme mod vabler
Lycra t-shirt

Medbring ikke:

Våddragt
Sejl mindre end 4.0
Lange bukser eller varmt tøj

Et par gode tips:

Prøv at sejle 200-300 m upwind rundt om pynten, så finder man et godt lille spot til at hoppe hvor vinden er lidt onshore og bølgerne stejle. Det er kanon til afveksling fra myldretiden på vandet og offshore vinden.

Om eftermiddagen er vinden typisk lidt mere offshore og det er kanon til at prøve at surfe lidt. Surf boards kan lejes på stranden.

Hæve penge i Fortaleza (der eksisterer ingen pengeautomat i Jeri, kun nogle restauranter og butikker tager Visa og MasterCard)

Er man høj, lyshåret og har blå øjne, kan livet være ret farligt når man er omgivet af brasilienske kvinder. Så er man nemlig deres livret!!!

Read more

business

LUKSUS 26 på vej ud af trykken

I starten af denne uge skulle LUKSUS gerne være på gaden og klar til du kan nappe en kopi i din lokale butik

Læs mere
snowboard

FROST 3 i butikkerne

Så er FROST3 smidt i posten og kan fra denne uge købes i en lang række butikker landet over. Skynd dig ned til din lokale og køb denne

Læs mere