Marokko byder på varierede surfspots
Riders.dk tog med på surftur til Marokko for at undersøge de forskellige muligheder for at surfe. Med en kystlinje på 1.835 km er der rigeligt med forskellige spots, der gemmer på både begyndervenlige bølger og big swells.
Marokko ligger i Nordvestafrika, og med sin lange kystlinje ud til Atlanterhavet rummer landet forhold for al slags surf. I sommerperioden er der ved flere spots gode vindforhold til kitesurfing og windsurfing. Resten af året er forholdene gode for bølgesurfing og SUP surfing.
Sidi Kaouki
Sidi Kaouki er en lille surfby med meget få indbyggere – ’a sleepy city’ – som en lokal beskriver det, hvor folk kun holder til for at surfe. Langs kysten ridder lokale rundt på heste og kameler. Vilde hunde og små katte leger rundt. Lokale sidder ved de få restauranter ud til havet og ryger og snakker. Atmosfæren er afslappet. Kysten er ca. 5 km lang, og da byen er ikke så turistet endnu, er der god plads til at fange bølger. Fra april til juni er bølgerne små og vindforholdene rigtig gode for kitesurfing og windsurfing. Resten af året er der gode forhold for bølgesurfing og SUP, da der nærmest ingen vind er og bølgerne er større. Med helt fint sand og ingen sten er der ingen grund til vådsko. I vinterperioden er vandtemperaturen i gennemsnit 16 grader og i sommerperioden ca. 20 grader. Gennemsnitstemperaturen er i august 30 grader, mens den i februar er 20 grader.
Den danske, professionelle surfer Oliver Hartkopp surfer ved Sidi Kaouki. // Foto: Jakob Gjerluff
Ved surfstationen Sidi Kaouki – lige ud til havet – kan man leje al slags surfudstyr, og der er dygtige surfinstruktører, som kan give lektioner efter behov og niveau. Stationen er samtidig en café og restaurant, hvor man om eftermiddagen kan varme sig på en kop varm, marokkansk myntete med sukker i. Om aftenen byder køkkenet på marokkanske retter. En kendt marokkansk ret er Tajine, som er en ret lavet i en trekantsformet stenpotte. I den kan man for eksempel få mørt kyllingekød, kogte krydrede kartofler og bløde rodfrugter. En tilhørende salat kan bestå af blomkål, løg, majs, valnødder og squash.
Ovenpå et måltid mad og surf kan man sidde ved pejsen og nyde en kold Stork – en marokkansk øl – mens en musiker med dreadlocks spiller guitar og synger Bob Marleys ”No Woman, No Cry”.
Der er et par forskellige hoteller, man kan at overnatte på. Et af dem er Residence Kaouki Beach, som ligger 300 meter fra surfstationen og ligeledes har beliggenhed ud til havet.
Sidi Kaouki surfstation. // Foto: Jakob Gjerluff
Essaouira
Mulighederne for surfing er virkelig gode ved Essaouria bay beach. Spottet egner sig godt til både dygtige surfere og nybegyndere alt efter, hvor langt man surfer ud. Der ligger flere surfskoler langs stranden, hvor man kan leje udstyr og få en instruktør på.
Byen Essaouira er kendt for sin specielle musik kaldet Gnaoua. Det er afrikansk-islamisk spirituel musik. Byen er også kendt som fiskerby og restauranterne ved havnen serverer frisk, grillet fisk. Den indre, gamle del af byen hedder Medina. Forskellige kunstgallerier er her fremtrædende samt små tætpakkede boder med alt lige fra marokkanske, dekorerede krukker til store farverige tæpper.
Sunset surf ved Essaouira bay beach. // Foto: Jakob Gjerluff
Imsouan
Kører man 150 km længere sydpå langs kysten, ligger den lille fiskerby Imsouan. Her er der hovedsageligt to gode, store spots, der byder på virkelig gode bølger. Inde i bugten ved spottet The Bay er bølgerne konstante og ikke så høje. Der er samtidig nærmest ingen vind året rundt. The Bay siges at være det længste point break i Afrika. Så med bølger, man kan surfe på i over et minut, er spottet lige noget for en longboarder. Når man har surfet en lang bølge, kan man snuppe sit surfboard og gå ud til molen igen, hvis armene er for trætte til at padle ud. Tager man om på den anden side af bugten ligger spottet Cathedral Point, hvor bølgerne er større. Her fungerer det bedst i vest/nordvest swell. Med begge spots er Imsouan ideel for både begynder-surfere og dygtige surfere. Der er regulære bølger året rundt.
Andreas Svensson SUP surfer ved Cathedral Point, Imsouan. Andreas Svensson er SUP surfer på det svenske landshold og er bosat i Svanvik i Sverige. Han rejser det meste af året rundt i verden for at surfe og blive bedre. // Foto: Jakob Gjerluff
Ovenpå en god surfsession kan man nyde et måltid mad eller en aftenkaffe på Olo Surf & Nature, som er en lille nyopstartet café og surfskole. Den ligger oppe på klipperne og har udsigt udover bugten. Udsigten og det afslappede, imødekommende personale er med til at skabe en rolig atmosfære.
Solnedgang og udsigt over The Bay fra terrassen på Olo Surf & Nature, Imsouan. // Foto: Anne Vinternes
It’s a beautiful place. You really have stop by here if you go to Morocco. Perfect beginner spot and also good barrels and a great staff. // Sofie Simonsson, SUP surfer fra Sveriges landshold.
Taghazout
Taghazout er et af de mest kendte surfsteder i Marokko. Byen rummer 12 forskellige spots og alle har de tilfælles at være ideelle for bølgesurfing og SUP surfing, da der året rundt ingen vind er samt konstante bølger. Spottet Panoramas ved stranden har mellemstore bølger og egner sig godt til begyndere. Søger man efter lidt større bølger, kan man på den anden side af klipperne ved Anchor Point. Dette omtales som Marokkos mest kendte surfspot. Er man en pro surfer, kan man på 15 min. køre til Killer Point, som har bølger på 3-4 meter. Der er dog mange klipper ved spottet, så man skal have erfaring med surfing for at få en god oplevelse ved dette spot. Der er til gengæld flot, og er man heldig, kan man støde på spækhuggere.
Et anbefalelsesværdigt sted at bo i byen er hotellet Sol House. Det ligger lige ud til havet og spottene Panoramas og Anchor Point. Her bor man i bungalows med havudsigt og hængekøjer på terrassen. I den indre del af Taghazout finder man også billigere steder at bo samt masser af surfbutikker og restauranter at boltre sig i.
Marokko har alle muligheder for god surf. Kysten har en åben kystlinje som picker meget swell op samt mange bugter/halvøer, som er i læ for de store swells fra Atlanterhavet. Det gør, at alle kan få bølger, uanset om man er øvet eller begynder. Marokko har derudover 330 dage solrige dage om året. Nu har jeg været der 3 gange, og jeg har stadig kun oplevet regn 1 dag. Det er klart et af mine ynglingssteder at tage hen om vinteren. // Christoffer Hartkopp, dansk professionel surfer, bosat i Portugal.
Christoffer Hartkopp surfer en god barrel ved Killer Point, Taghazout. // Foto: Jakob Gjerluff
Riders.dk takker Marokkoeksperten mange gange for at have arrangeret turen til Marokko og vise de forskellige surfmuligheder frem!