OL update: Første guldmedalje til Canada, da herrerne ramte puklerne
De forfærdelige vejrforhold, der prægede kvindernes pukkelkonkurrence, havde forbedret sig væsentligt op til herrernes finaler søndag, hvor ni plusgrader omsider var blevet til en enkelt frostgrad på freestyle-anlægget ved Cypress Mountain. Det resulterede i noget nær perfekte forhold på den skarpt shapede pukkelpiste, og man kunne fra start se, at herrerne var opsatte på at give den hele armen i dysten om de eftertragtede OL-medaljer.
Der blev kørt hurtigt og teknisk hele dagen, og der blev heller ikke holdt igen på hoppene, hvor publikum blev vidner til, at der blev gået rigtig stort. Guldet gik som nævnt til en Canadier, da Alexandre Bilodeau satte et stilet og lynhurtigt gennemløb med flot en d-spin 720 på første hop og en kæmpestor backflip på sidste hop. Glæden var ikke til at tage fejl af på tribunerne, hvor det lokalpatriotiske hjemmepublikum højlydt fejrede det første canadiske guld ved dette års udgave af vinterlegene. Dale Begg-Smith fra Australien var på forhånd en af favoritterne til at snuppe guldet, men på dagen måtte han se sig forvist til andenpladsen, mens en godt kørende Bryon Wilson sørgede for, at USA kunne tilføje en bronzemedalje til OL-metalsamlingen.