Postkort fra Maui
Hvis det sådan helt stod til mig, ville det eneste jeg nu skrev være “LIVET ER FANTASTISK!” og det er nok egentligt den aller bedste måde at beskrive det på. Klokken er lige nu 1 om natten, og jeg sidder
I min egen lille bobbel og tænker over hvor fantastisk det hele egentligt er, mens jeg tænker på livet hjemme I Danmark, dem jeg savner, min fantastiske sommer og den tid som kommer. Det eneste jeg ville brokke mig over lige nu hvis jeg virkelig skulle vælge ville klart være at vores køkken ligner noget som bare burde være inde i opvaskermaskinen, og ikke ud over hele køkkenbordet… (ja, vi har faktisk en opvasker maskine, bare for at gøre livet endnu mere fantastisk).
Livet på Maui er fantastisk. Jeg har nu været her sammen med 5 andre venner (inc. Min bedste veninde Jo) i to uger, og jeg elsker det mere og mere for hver dag der går. Følelsen af at lige nu og her elsker man bare livet virkelig virkelig meget kommer dejlig tit til mig, og jeg kan næsten ikke lade være med at smile.
Vi har lejet det hyggeligste lille hus i den hyggelige by Paia, som ligger mellem Sprecks og Hookipa, og klart er det fedeste sted at bo hvis man tager til maui for at windsurfe eller surfe (altså efter min mening selvfølgelig). Vi windsurfer næsten hver dag i en ca. 5 timer, og nyder virkelig bare livet.
Vi sejler mest i Kanaha, som er et spot hvor man har fladt vand inde ved land og bølger ca 100 meter ude, så det er helt perfekt til både at sejle bølger og fladt vand.
Har sejlet bølger næsten siden vi kom herned, og har virkelig virkelig optur på over det, efter næsten ikke at have windsurfet i et lille års tid. Det er fantastisk at være tilbage på vandet, og jeg kan slet ikke forstå lige nu hvordan jeg har kunnet være væk fra det så længe som jeg har! Men nej hvor jeg elsker det!!
Det er også vildt fedt at opleve hvor meget hurtigere man udvikler sig og hvor meget mere man giver sig når man sejler sammen med sine venner i forhold til sidste år hvor jeg havde mange timer på vandet alene… Frederik og jeg sejler meget i bølgerne (og julie er ved at lære det… ret sejt når man tænker på at hun kun har sejlet et år!), og nej hvor er det grineren… får mere og mere højde på mine hop for hver dag der går, og det begynder at ligne et eller andet når jeg rider bølgerne (selvom jeg virkelig syntes at det er svært sommetider uden at falde på numsen, hvis det skal ligne noget… men det bliver nok bedre)…
For nogle dage siden havde jeg en dag alene på vandet, hvor jeg tog med to af drengene jeg mødte herhenne sidste år, som bor her, og en dansk fyr, Miv, som vi har mødt herhenne i år, ned til Hookipa for at sejle der for første gang i år.
Juan og Andres lovede at passe godt på mig, og jeg kom på vandet med lidt mere hjertebanken end normalt. Jeg lover jer, at det sted er bare ikke som alle andre steder at sejle… og nej hvor følte jeg mig lille og virkelig som en komplet nybegynder på et board! Fik et par ok ture, så nogle ture hvor bølger som var et pænt stykke over hovedhøjde, knækkede lige ned i hovedet på mig, på vej ud (selvfølgelig hvor jeg ikke planede bare for at gøre det endnu bedre), hvor jeg fik et par sæt i hovedet og blev skyllet godt og grundigt, og hvor jeg til sidst endte med at ligge et par meter fra de famøse klipper på Hookipa og begynde at overveje hvor lang tid der mon ville gå før jeg kunne kysse dem… men så kom mit lille redningshold, som bare var de bedste mennesker i hele verden den dag og hjalp mig… Andres i vandet og Juan sad på klipperne hvis jeg skulle ende oppe på dem, og jeg endte så med at blive guidet til at sejle lidt downwind væk fra strømmen og bølgerne, og så sejle ud og holde højde derude indtil jeg kunne sejle ind ( vinden havde lagt sig helt så jeg på ingen måde kunne plane, så det tog lidt tid)… men alligevel, selvom det hele virkede lidt voldsomt til tider havde jeg den fedeste dag på Hookipa, hvor jeg virkelig fik lært noget, kom lidt tættere på naturen, fik lavet nogle gode tacks på de helt rigtige tidspunkter, hvor man bare ikke gider falde på indersiden af revet, fik hygget med de andre på land, hvor der virkelig er god stemning, og generelt bare følte at jeg fik rykket et par grænser…takket være drengene herhenne fra
Puhh, det var en lang snak om ikke så meget, som bare kunnet være sagt kort og godt med ”livet er fantastisk”… I morgen skal jeg så på Hookipa igen med Andres, da de andre desværre er syge, så jeg krydser fingre for endnu en dag uden at ende på klipperne…glæder mig! (update på hvordan dette går følger nok højest sandsynligt, hvis jeg er nær overlevelsestilstand)
Elsker livet på Maui! Men nej hvor jeg også savner mange derhjemme… men det er nu en meget rar følelse også at sætte pris på alt det derhjemme mens man er væk…
Nu går der over et halvt år før jeg vender snuden hjem igen…foran os ligger en tur til Fiji, Australien, og når de andre tager hjem tager jeg til Filipinerne for at stå på wakeboard… livet er vidunderligt!
ALOHA
Tak til mine fantastiske sponsorer, som bare gør rigtig mange ting meget nemmere:
Hot Sails Maui og Roxy
og held og lykke til alle jer tøser der skal til DM om et par dage…Julie og jeg tænker på jer, og krydser finger og tæer 🙂
Ps. Hookipa gik fint fint denne gang, og havde en ok dag unden at fjolle med klipper… men nej hvor er det samtidigt det mest frustrerende sted at sejle…det er bare så meget sværere end alle andre steder…måske også fordi man er lidt mere stiv i kroppen fordi man er lidt nervøs…hmm… øvelse gør mester! Men hvor er det alligevel mega hyggeligt dernede… alle kender alle, og alle er så hyggelige! Elsker livet!