PRESSEMEDDELELSE - Krik Vig Camping, Sydthy Kommune og windsurferne går sammen om lokalt udviklingsinitiativ
Pressemeddelelse
Krik Vig Camping, Sydthy Kommune og windsurferne går sammen om lokalt udviklingsinitiativ
Thy huser nogle af Europas bedste steder til surfing. Det har Krig Vig Camping taget konsekvensen af. I samarbejde med Otto Lægaard fra Sydthy kommune har vi henvendt os til surferne og spurgt dem, hvad der skal til, for at vi kan være med til at udnytte områdets åbenlyse potentiale. Det er der kommet et godt produkt ud af.
Krik Vig Camping ser det som en investering. Det er et led i det arbejde, der generelt handler om at produktudvikle de ressourcer, der gør Thy egnet til turisme. Kun på den måde kan vi fastholde og på sigt lokke endnu flere turister til området. Thy forstået som det Kolde Hawaii er blandt mange ting et rigtigt godt ”brand”. Som sådan er surfing en niche, der, hvis vi gør det på den rigtige måde, kan være en af de ting, der for alvor markedsfører og sætter Thy på Europakortet.
For os har første skridt på vejen været en 45 m2 stor bygning. Den indeholder skylle- og tørrefaciliteter, opbevaringsmuligheder og toiletforhold. Byggeriet er opført på Krik Vig Campings gæsteparkering. Sydthy kommune har stået for opførelsen som en del af et EU-LEADER+ projekt. Krik Vig Camping står herefterdags for den daglige drift og vedligeholdelse. Ud over brugerbetaling på vand kan byggeriet benyttes gratis.
I forlængelse af bygningen har Krik Vig Camping opført en såkaldt ”quick-camp plads”. Det er en særlig afdeling indrettet til autocampere. Området har fast og trådløs forbindelse til Internettet. Det ligger tæt på vandet og har egen sanitetsbygning. Det er en billigt og bekvem overnatningsmulighed til den gruppe af surfere, der løbende besøger os. Vi er også glade for de turister og vil selvfølgelig gerne signalere, at de er velkomne på pladsen. På sigt har vi planer om at oprette et endnu større område til surferne.
Indretningen er et langt stykke ad vejen brugergenereret. Vi har især rådført os med Rasmus Johnsen, som ved den lejlighed har fungeret som vores indgang til en regulær viden om surfernes behov. Den lokal surfklub, NASA, bakker også op om projektet. Vi har desuden indgået en aftale med West-Wind i Klitmøller. De skal stå for surfskole og videre vejledning af vore surfgæster.
Den officielle åbning af huset bliver markeret med en reception ved den nye bygning. Det finder sted onsdag d. 12. April, kl. 15:00. Her vil både surfere, folk fra kommunen og Krik Vig Camping være til stede. Forhåbentlig bliver det indledningen til noget, der gerne skal udvikle sig til yderligere tiltag med henblik på at gøre Thy til et ”surfers paradise”.
Hos Krik Vig Camping er vi opmærksomme på, at Thy gennem en årrække har oplevet en massiv tilgang af turister, der er her for at surfe. Vi ved, at denne udvikling ikke har været problemfri. Mange steder har surferne et blakket ry. Spørgsmålet er imidlertid, om det trods alt ikke er de få, der ødelægger det for de mange. Hos os har vi oplevet, at langt størsteparten er ganske almindelig turister. På lige fod med golfspillere, cyklister, dykkere, lystfiskere og mange andre med interesse i udendørsliv nyder de naturen i Thy og det faktum, at bølgen her som regel spejler sin top i himmelen blå.
Vi i turistbranchen lever af den slags mennesker, og derfor siger vi på Krik Vig Camping velkommen – også til surferne.
Med venlig hilsen
Krik Vig Camping
Finn Birger Christensen
Ashøjgade 46
7760 Hurup
Tlf. 97952095 eller mobil 40375844
Campingpladsens adresse
Krik Vig Camping
Krikvej 112
7770 Vestervig
Tlf. 97941496