Spring til indhold

Indkøbskurv

Din indkøbskurv er tom

Artikel: RS:X Træning og New Years Race i Cádiz

windsurf

RS:X Træning og New Years Race i Cádiz

Efter at have koncentreret mig kun om racing de to sidste år, samt have iagttaget det nye koncept RS:X fra sidelinien i en lang periode, følte jeg, det var på tide, at jeg også stiftede bekendtskab med en nye OL klasse.

Lad mig lige opridse min karriere som windsurfer. Startede i 1997 som en lille knægt, og var derefter bidt af at sejle Slalom og derefter Formula. Som alle andre var jeg også bidt af bølgerne og tog derefter et udlandsophold for at træne det.

Har derefter koncentreret mig om Formula og Slalom.

Men et sted skal man starte og efter at have haft nogle små ture på RS:X sættet i både let og stærk vind, besluttede jeg mig for at bruge noget mere tid for at lære det at kende.

Derved var juleferien et oplagt tidspunkt for mig idet jeg kunne undgå opgaver eller eksaminer i forbindelse med mit studie.

Lige op til nytår tog jeg af sted og havde derved også mulighed for at deltage i Bay of Cádiz New Years Race, som skulle starte den 2. januar.

I Cádiz mødtes jeg med de nu inkarnerede RS:X windsurfere Jonas Kældsø og Moses Løvstad, som allerede har rundet de 120 træningstimer på det nye board. De drenge mener det seriøst. Inden konkurrencen havde vi 2 træningsdage i både let og stærk vind, hvor jeg koncentrerede mig om teknikken på det nye udstyr. Lige en ting man skal vende sig til på sådan et board, er alle de ting, man kan komme til at banke sine tæer ind i. I hvert fald var mine tæer smadrede og blodige da jeg kom op efter at have knaldet fødderne ind i sværdet og som bonus proppet tæerne ind i masteskinnen.

Noget man hurtigt lærer er at RS:X og olympisk sejlads generelt er en hel anden verden. Anderledes udstyr, anderledes teknik, anderledes mennesker og anderledes stemning. Dette er noget man mærker med det samme.

Endelig blev det 2. januar og vi startede ud med en fralandsvind på 4-12 knob, godt springende. Mange af verdens bedste sejlere var dukket op bl.a. Raceboard verdensmester Julien Bontemps og Nicolas Hyuget samt OL vinder Faustine Ferret. Alle sammen franskmænd.

I den lette springende vind fik vi sejlet 3 sejladser hver af 45 minutters varighed ”back to back”.

En anden ting man skal vende sig til i RS:X, er at man godt kan risikere at kæmpe om at nå mållinien inden for tidsgrænsen. Er du ikke hurtigt ved topmærket er der nogle af de dygtigste sejlere som planer på hele lens benet, og er pludselig en halv banelængde foran dig.

Vores taktiske kunnen blev virkelig sat på en stor prøve i det lette og springende vind. Efter at have pumpet min krop i stykker lå jeg bagerst i feltet efter den første dag.

Moses lå lidt efter mig og arbejdede en del med at få styr på teknikken. Jonas klarede sig en bedre, og man kunne virkelig se at hans træning havde betalt sig.

Anden dag vågnede vi op til samme forhold, men heldigvis tog vinden til og det blev planingsforhold. Endnu engang fik 3 sejladser af 45 minutters varighed. Sejladserne var virkelig hårde og stillede store krav til fysikken. Hvis dommeren kunne se, at sejladsen var for kort (under 45 min), tilføjede han lige en ekstra omgang. Så man fik lov til at arbejde. En såkaldt CamelBak(en rygsæk med vand i) kan anbefales

Forholdene var Formula windsurferens værste mareridt med en utrolig springende fralandsvind, som kunne give store vanskeligheder, hvis ikke man tænkte sig om.

For det danske team gik det lidt bedre denne dag. Jonas lavede en flot 4. plads. Undertegnede måtte nøjes med en 14. plads som det bedste.

Samtidigt havde de spanske vejrguder valgt at sende ret så koldt vejr mod os. Så det blev til en hel dag med en tyk dragt og strikhue.

Efter en god nats søvn vågnede vi op til omkring 4 knob, hvilket bød på endnu en hård dag. I løbet af kort tid tiltog den til 15-20 knob, hvilket jo så betød planingsforhold igen.

Min erfaring efter disse dage var at RS:X sættet opfører sig som et allround Formula sæt, når det blæser. Så man kan udnytte nogle af sine Formula teknikker.

Franskmændene var meget stærke og havde vundet alle sejladser indtil nu. Det gjorde de også på dag nr. 3. Kampen i toppen lå mellem Nicolas Hyuget , Nikolas Guyader og Julien Bontemps, som var suveræne selv i den stærke vind.

Hos kvinderne var der udkæmpet hårde slag mellem OL vinderen Faustine Ferret og den lokale sejler og EM vinder Blanca Manchon.

Men endnu 3 sejladser blev det, og jeg holdt mig lige indenfor top 20, mens Jonas udmærkede med en flot top10 placering. Vi var nu oppe på 9 sejladser samlet og en fuldstændig smadret krop. Jonas lå nu nr. 8, jeg selv nr. 24 og Moses nr.31.

En eller anden må have forbarmet sig over os da vi vågnede op til fuldstændig vindstille den sidste dag. Mine hænder var nu så smadrede at jeg dårlig nok kunne rigge til. Sejladserne blev udsat, men der kom ikke noget vind resten af dagen.

Således var mine første oplevelser på det nye RS:X, som i virkeligheden er en super hård sportsgren, der kræver meget træning og viljestyrke. Selvom jeg tidligere ikke har haft nogen stor erfaring med olympisk sejlads, har RS:X påvirket mig positivt. RS:X er en livsstil som fortjener sin respekt.

Nu går turen tilbage til bøgerne og eksamensbordet. Når det er overstået sidst i januar, kommer Formula forberedelserne ind i billedet igen. Jeg afslutter mit studie senere i foråret og satser herefter fuldt ud på at fortsætte min udvikling i både Formula og RS:X.

Godt nytår til alle sammen

Kurosh Kiani, riders.dk

Read more

windsurf

ISA Speedsurfing 2006

Her hvor 2005 går på hæld har vi fra fået en hilsen fra International Speedsurfing Association ISA. Lad os se på året der gik og samtidigt på hvad der sker i 2006

Læs mere
windsurf

PWA Indoor Event 2006

PWA sæsonen 2006 skydes af allerede i uge 2 med Indoor Event ved London Boat Show. Riders.dk tager til London og dækker det tæt

Læs mere