Sandman smider håndtegn fra Syd Afrika

Har man været i Sydafrika 12 gange og sammenlagt brugt næsten 3 år af
sit liv i landet, skulle man tro, at det ikke er noget særligt at sætte
sig i flyveren en 13. gang og tage turen endnu en gang. Og det er da også ren
rutine. Booke billetten på nettet, forsikring samme sted, bo hos Peter P som man plejer, og Merceren står klar fra sidste år. Jeg får som
sædvanligt pakket alt for sent og må stoppe mit skrammel i taskerne, mens jeg læsser det i bilen. Der er ikke helt den samme spænding i kroppen, som der var de første gange, man skulle på surftur et nyt sted hen. Ikke den samme opbygning af forventning til hvordan vinden er, om bølgerne spiller osv. Den største bekymring er faktisk, hvor meget man skal slagtes for gearet i lufthavnen.

Alt sammen ren rutine. Lige indtil man sidder i sit sæde i 737´eren. Så kommer følelsen. F… nu er der ikke lang tid igen, før man står i
vandkanten, smider boardet i vandet og jerner ud mod en stor satan på Cape Point. Det kan stadig give det sug, man fik første gang, man gik på vandet i det iskolde Sydafrikanske Atlanterhav og mærkede huden på
fødderne krympe sig.Indrømmet; Der skal mere til nu, for at man kommer helt op og får følelsen. En dag med små bølger på Sunset giver ikke det samme som for 10 år siden. Men en stor dag på Cape Point gør.

Robert går stort

Det er bølgerne, der trækker mig til Sydafrika, og dem kan landet
heldigvis levere. Uanset hvilket kaos, der må være på land i form af
politisk uorden, kriminalitet eller trafikpropper på R27´en, så
fortsætter havet med at pumpe swell mod kysten stort set hver dag,
året rundt.

Hans giver gas på Cape Point.

Også i år er jeg hooked up med min partner in crime, Hans fra Klitten,
som jeg plejer. Vi bor hos Peter P på Sunset, og de der kender Peter og
Cardita Circle 33 ved, at der ikke er bedre steder at bo på den
sydlige halvkugle.
Vi har nu været her i 5 uger og har 2 tilbage. Forholdene har ikke
været super i år, sådan omkring average. Der har dog været et par dage
som virkelig har skilt sig ud, bl.a. en onsdag nede sydpå ved Scarborough
Point og Outer Kom. Swellen var temmelig stor med sæt op til 6-7 meter,
og når Scarborough Point har den størrelse, skal man være lidt
forsigtig, da det ellers hurtigt betyder en tur henover stenene. Phil Horrocks fra England var også ude den dag og råber pludselig på mig
fra kanalen i midten af bugten, hvor han ligger og svømmer med hans
rig, om jeg har set hans board, da hans joint er knækket. Jeg finder hans board lidt længere nede og ligger med det i 5 minutter, men må
slippe det, da jeg var ved at bliver cleanet ud af et stort sæt og ville være endt på klipperne. Underlig følelse bare at sende et nyt
customboard direkte i døden ved klipperne på Misty Cliffs. Senere den
dag sejlede Klaas Voget, jeg og et par andre Outer Kom hvor sættene var lidt mindre men renere end på Scarborough. Helt klart en af de
bedste SA dage ever.

Robert sejler Scarborough.

Vi har haft en del andre gode dage, og Sunset har faktisk vist sig fra sin
bedste side i år. Der er som sædvanlig en hel flok danskere hernede, og
der bliver gået til stålet, når drengene er på vandet. Specielt Kenneth
Danielsen ser skarp ud og har nogle gode turns.

Kenneth ripper Cape Point

Jeg er netop kommet tilbage fra en todages tur op til Vic Bay på
østkysten med nogle af drengene. Det var en syg tur, hvor vi padlede 6
timer den ene dag, fordi det var så godt, så jeg er stadig øm i
skuldrene, men totalt stoked og har lige bestilt en ny 6´0", som skal
være klar til på onsdag. Glæder mig til at tage den lille puppy med op
til Vic Bay igen.

Ellers går tiden hernede med at træne på et par nye moves til
konkurrencerne, arbejde på PLASMA og nyde, at når man står op så er det
til en ny dag med boardshorts og t-shirt.
Fuck vinterstøvler og sjapsne.

Ses
Robert