Sebastian Kornum – unikt talent eller solid træningsmaskine?
20-årige Sebastian Kornum går normalt stille med dørene, men på vandet taler hans performance et sikkert sprog. Som en af de få i verden behersker han alle surfsportens discipliner, inklusiv padlesurfing. Vi mødte en beskeden men ambitiøs ung surfer, der købte hus i Klitmøller som 18-årig og gerne deler ud af sine bedste tips om træningsformer og teknikker.
En mesters CV
Som barn vandt Sebastian Kornum to danske mesterskaber i motocross, inden han skiftede til windsurfing. Her vandt han to VM-titler og stort set alle danske og nordiske juniortitler, inden han i 2012 blev senior og allerede første år gik fra den ene sejr til den anden i blandt andet Formula DM og den samlede danske rangliste. I årets senior-VM blev han bedste letvægter som den yngste nogensinde og vandt også det prestigefyldte danske WaterZ Slalom Race med næsten 300 kitere og surfere på startlinjen. I den nye Stand Up Paddle-disciplin tager han podieplaceringer i både bølger og racing.
Lad os høre hvordan du træner
» Jeg bruger jo en del tid på træning…i snit sikkert 25 timer ugentligt, men aldrig af sur pligt.
Jeg står gerne op før solopgang og kører til Vesterhavet, hvis der er varslet store bølger, og jeg sejler gerne solen ned, hvis der er god vind sidst på dagen. Jeg elsker at være ude på vandet, og jeg elsker at arbejde med mit udstyr og min teknik, men alsidig træning er nok mit bedste råd til andre; Gode alternativer til timerne på vandet er løb, alle former for cykling og masser af fysisk træning. Mange surfere træner ikke medmindre, der er vind – det er en stor fejl, for windsurfing er mere fysisk krævende, end mange tror. Når vi runder topmærket i en Formula-sejlads 5-6 minutter efter starten, ligger pulsen på 170-190 slag, hvor den bliver hele sejladsen igennem. Undervejs opstår der mange situationer, som kræver eksplosiv og udholdende styrke, men det skal man prøve for at forstå, « fortæller Sebastian.
Teknik og mod hentes fra andre sportsgrene
» Jeg henter teknik og forståelse fra forskellige sportsgrene og bringer det væsentligste over i de discipliner, jeg brænder mest for. Fra motocross fik jeg en glimrende fysik og et godt mod, men jeg lærte også, at det gælder om at holde hovedet koldt i pressede situationer. Jeg lærte at kroppen og motorcyklen følger øjnene og hovedets bevægelse rundt i et sving, og det hjalp mig blandt andet til at lave mit første frontloop på surfbrættet, men er også vigtig viden i forhold til alle andre manøvrer. Jeg dyrkede også springgymnastik som barn, og her gælder samme teknikker. «
I sejlbåden lærte jeg om vinden
» Som barn sad jeg i timevis og styrede mine forældres sejlbåd på tursejlads, og senere også i kapsejladser. Min far lærte mig om vindens ændringer i styrke og retning og om dens effekt på roret og båden, og vi trimmede både med små marginaler, indtil vi hentede den sidste tiendedel knob ud af den. Jeg lærte at læse vinden længe inden den ramte båden, og jeg oplevede at det krævede koncentration og eksakt styring at vinde en kapsejlads. Jeg har også sejlet jolle flere gange, og det er meget inspirerende. 49er er den sjoveste og mest udfordrende, jeg har prøvet, men jeg kan også se udfordringen i en Lazer.
Surfere kan lære af dansere
» For nogle år siden meldte jeg mig ind i en danseskole for at øge min kropsbevidsthed. Jeg ville lære at flytte kroppen uden at flytte vægten og omvendt. Surfkammeraterne undrede sig lidt, men det virkede! I waveriding er det en fordel at kunne jonglere med sit eget tyngdepunkt, når man skal ramme en bølge på et helt bestemt sted og uden at ændre tyngdepunktet alt for meget hverken horisontalt eller vertikalt. Den rytmiske sans er vigtig for stort set alle surfmanøvrer – og jeg vil tro at det man lærer kan bruges lige så godt i en jolle som på et surfbræt. Dans er i det hele taget en fantastisk sportsgren, som vi alle sammen kan lære meget af. «
Vinder 3-4 sekunder i hver manøvre
Under en træningslejr for Formula-sejlere blev der brugt stopur og video i forbindelse med den tekniske træning, og her viste det sig, at Sebastian vandt 3-4 sekunder i bomninger og stagvendinger.
» Jeg hopper fra det ene sæt fodstropper og direkte over i det andet, når jeg skifter halse, mens andre bruger 4-5-6 trin på det. Dermed sparer jeg både tid og bevægelse, og gør det muligt at lave manøvren planende, fordi jeg kan skøde hårdt hjem og pumpe sejlet meget tidligere end normalt. Egentlig havde jeg aldrig tænkt på, at jeg brugte denne teknik før end videoerne viste det. Det var vel en selvlært teknik, og jeg er da glad for at andre kan blive inspireret af den. På kapsejladsbanen giver en planende bomning med 20 knobs fart mange meter i forhold til konkurrenterne. «
Du deler gerne dine trimtips og teknikker med andre?
» Ja, det har jeg altid gjort meget åbent, og ud fra tanken om at jo bedre mine træningsmakkere er, jo bedre bliver jeg også selv. I sidste ende er det alligevel ham, der vil vinde (mest) som vinder. Desværre for nogen kan man ikke bare kopiere et trim eller en teknik, for der er mange andre faktorer, der spiller ind også. Som f.eks evnen til at omsætte et nyt trim til effektiv sejlads.
Et enkelt tip beholdt jeg dog for mig selv op til VM 2011. Her havde jeg fået lavet en finne, som var rykket 1 cm længere bagud i basen end normalt, og det gjorde brættet langt nemmere at styre under høj fart. Jeg har aldrig fortalt det til nogen. Jeg vandt VM og har siden givet finnen videre til en talentfuld surfer fra Sjælland. Brættet har min søster fået,« fortæller en smilende Sebastian.
Du er kendt som en selvsikker starter – også på bagbord?
» Jeg går efter mærket, hvis det er der, der er fordel, og uanset om det er på bagbord eller styrbord. Mange Formula-starter sker faktisk med halvdelen af feltet på bagbord. Jeg bekymrer mig ikke om, hvorvidt der er trængsel, for jeg ved at min boardhandling er bedre end de flestes, så jeg hurtigt kan gå bagom en styrbordsstarter, og at jeg med pumpeteknik og fysik kan rykke mig fri af feltet, hvis jeg skulle ende i læ af en anden. Det giver mig god mulighed for at starte, hvor jeg vil, og opnå taktisk fordel i sejladsens altafgørende første fase. «
Letvindssejlads kræver mere styrke og teknik
» Desværre har man i Danmark valgt en højere minimums-vindgrænse end i andre lande, og derfor er der kun få danskere, som lærer at sejle stærkt i let vind. Når man så kommer til udlandet, får man stryg. Letvindsteknik er afhængig af kroppens core-stabilitet, for riggen skal holdes ekstremt fast, og trykket på finnen skal være konstant. Det kræver både styrke og kondition at sejle i let vind, men der er nu også taktik i det. Jeg vender gerne på øget vindtryk, mens andre ofte sejler videre og først vender, når trykket er faldet igen, for så at stå parkeret derefter. Jeg kigger meget frem på banen og går bevidst efter trykket, og det er selvfølgelig lettere at gøre, når man er hurtig til at vende, og effektiv til at pumpe sig i gang igen. Det hele hænger sammen. «
Man må indstille sig efter forholdene
» Mange kapsejlere – specielt de større og tungere – udnytter vægtstangsprincippet for at skabe fart og dermed opnå bedre højde og dybde på kapsejladsbanen. Med mine 75 kilo og 175 cm har jeg ikke samme mulighed og arbejder derfor med andre teknikker. På krydset omstiller jeg hele tiden kropsvinklen og rigtrimmet efter de givne forhold og sejler meget mere efter at komme bedst muligt over en bølge end hurtigst muligt over.
Specielt på opkrydset betyder det, at jeg laver færre fejl, og det opfattes af konkurrenterne, som om jeg går højere, men i virkeligheden mister jeg bare mindre højde end de gør. Jeg læser bølgerne og tilpasser min fart på krydset, så jeg rammer bølgen rigtigt. Det kan koste et par knobs fart i perioder men giver måske 2-3 meter højde, så det er givet godt ud.
Jeg arbejder meget med vinklen på fødderne og benytter forskellig stil på de to halser, fordi vinklen mellem bølger og vind aldrig er ens. Jeg ændrer også på trapezlinernes position og længde under sejladsen. Den konstante omstilling kræver meget fysik, og jeg er tit oppe i det røde felt efter en sejlads med skiftende forhold.
Ved at bruge ophalerlinen på kryds kan jeg holde riggen mere lodret og sende mere sejlpower ned i mastefoden og fremad. De højere sejlere behøver ikke at bruge ophalet.”
Sejlsport sætter mange parametre i spil
» Sejlsport på topplan er nok en mere kompleks sport end mange tror. De tre parametre fysik, teknik og taktik, findes i stort set alle sportsgrene. Det fjerde parameter drejer sig om valg og trim af udstyret, og det findes også i mange sportsgrene, men det femte parameter er det uventede – forstået på den måde, at vores underlag skifter karakter hele tiden. Man suser af sted med 30-35 knobs fart og kan ikke forudse de næste bølgers eller vindsprings indflydelse på sejladsen. Tilmed skal man spille skak i forhold til konkurrenterne, som jo ikke bare sejler på en lang række men også spiller deres skakspil.
Vakler man på et af parametrene, straffes man øjeblikkeligt på de andre. Er man presset på fysik, ryger overblikket og dermed taktikken. Er udstyret ikke optimalt, påvirker det både fysik, teknik og taktik.«
Ser vi dig nogensinde til OL?
» Jeg har stor respekt for de bedste RS:X-sejlere. De er fantastisk stærke både fysisk, teknisk og taktisk, og jeg har konkurreret med flere af dem på Formula-brættet – senest under VM i Letland. Men der findes mange andre dygtige windsurfere i verden, som vil kunne klare sig godt i RS:X, hvis de skiftede til klassen. Bestemmer man sig internationalt for at skifte fra den nuværende RS:X til den lettere og langt hurtigere EVO version, er jeg klar til at satse på OL. Jeg ved at EVO’en er færdigudviklet, men jeg kender ikke den politiske baggrund for, om man vælger den eller ej.«
Jesper Vesterstrøm om Sebastian:
Den tidligere 1’er på Formula verdensranglisten Jesper Vesterstrøm har coached Sebastian flere gange.
» Jeg har tit tænkt over, hvem af de unge der skal tage over. Sebastian viste allerede i ungdomsklassen, at han tilhørte verdenseliten, men at han i sit første år som senior skulle blive 8’er overalt og bedste letvægter i “Open Class ” under VM, var der ikke mange, der havde regnet med. Han er en intelligent sejler, og der er ingen tvivl om, at hans force er det taktiske. Han er også god til at få det optimale ud af sit udstyr, og selvom han ikke er den største sejler i feltet, finder han alligevel et trim, som passer optimalt.
Udover at være en god sejler er Sebastian en rigtig kammerat og nok en af de mest sympatiske sejlere jeg har mødt. Jeg er sikker på, at vi ser meget til ham fremover, og jeg glæder mig til at følge hans bedrifter på vandet,« – fortæller Jesper Vesterstrøm.
Artiklen er skrevet og bragt af Bådmagasinet