Shaun White demonstrerede absolut dominans i OL-pipen
”Amerikas sejeste knægt”, sådan har Rolling Stone Magazine beskrevet kulturfænomenet, børnemillionæren og ikke mindst topatleten Shaun White. I går nat dansk tid beviste han endnu engang, at der er noget om snakken, da han nådesløst fejede al konkurrence af bordet, da der blev afholdt OL-finale i halfpipe på Cypress Mountain, Vancouver, Canada.
Kvalifikationen forløb planmæssigt for den 23 årige amerikaner, der med 45.8 point kørte bedst af alle, også selvom vi indledningsvis ikke fik den sagnomspundne dub McTwist 1260 at se. Efter White var det japanske Ryo Aono og finske Markus Malin, der lå bedst til før finalerne.
Der blev virkelig gået til den i finalerne, og det var som om, at atleterne generelt ramte dagen. Men ingen ramte den som Shaun White gjorde. Han kørte selvsagt sidst i første finaleheat, og med et næsten perfekt gennemløb og en score på 46.8 lagde han endnu engang hammeren ned. Det andet finaleheat blev i princippet et decideret portræt af Shaun Whites overlegenhed, hvor 11 talentfulde snowboardere fra hele verden på skift forsøgte at tangere eller slå den rødhårede amerikaners score. Det lykkedes ikke, og ham der kom tættest på var Peetu Poironen med et smukt og vovet gennemløb der bød på hele to dub cork 10s, hvilket gav ham flotte 45.0 point. Bronzemedaljen gik til Scotty Lago fra USA, der med sine store spins, en dub cork 10 og rigtig gode stil endte på 42.8 point.
Shaun White kunne dermed, som så mange gange før, droppe in i pipen som vinder og lægge et sikkert paradeløb ned. Måske med Stars and Stripes i hånden. Måske med en sjov handplant i bunden. Men sådan skulle det ikke være. Sportsmanden White leverede i stedet et bæst af et OL-løb, der uden tvivl vil gå over i historien. White emmede af selvtillid, da han på sit første hit satte en gigantisk(!) bs air melon. Men det skulle blive vildere; i super sikker og rolig stil fortsatte han til back to back dub cork 10s, som kun han serverer dem. Perfekt landing til setup-tricket: en virkelig stor og stilet cork 3 stalefish. Da White herefter nærmer sig sin backside wall for sidste gang ved dette OL, holder alle på Cypress Mountain vejret. Og de fik, hvad de kom for: En kæmpe stor og næsten helt clean dub McTwist 1260! Herpå sprang målområdet ved pipen på Cypress Mountain i luften.
Resten er historie.
HER kan du se de sidste tre finalegennemløb
Og HER kan du se alle resultater fra første kval til Shaun Whites sidste gennemløbløb