Shaun Whites private halfpipe
Under Xgames begyndte der at blive snakket i krogene om, at RedBull havde smidt 500.000$ efter at bygge en privat halfpipe til Shaun White, som skulle ligge gemt væk langt oppe i et utilgængeligt backcountry areal og være komplet udstyret med airbag til at træne nye tricks.
Det er nu bekræftet.
Shaun White har sammen med Oakley og Red Bull fået bygget en pipe langt oppe i Silverton skiområdet, nærmere betegne godt 3.5km oppe i terrænet. Pipen ligger i bunden af en backcountry bowl, og den er så utilgængelig, at Red Bull har stillet helikopter til rådlighed for transport til og fra halfpipen.
Ideen fik Shaun fra skateboard-legenden Tony Hawk, der har sin egen megarampe, hvor han i ro og fred kan træne med venner uden at blive forstyrret eller distraheret af fans eller andet utøj.
I et interview med Popular Mechanics bekræfter Shaun White pipebyggeriet, og at det at køre pipe i Park City, hvor hele pipen måtte afspærres og et større kaos opstod omkring sne-scootere, tilskuere og filmcrew, fik ham til at kontakte Red Bull og Oakley for at høre om mulighederne for en privat pipe.
Og Shaun White fik det som han gerne ville have det.
Billedet her er fra bloggen BasecampSilverton, der som de første kunne vise billeder af den omtalte pipe, som ligger gemt væk langt oppe i bjergene.