Skive får VM til byen i 2011
Efter lang tids forhandling med Formula Windsurfingorganisationen, er det lykkedes for Skive Windsurfingklub at trække VM for ungdom og masters til byen i 2011.
Det var en stolt formand Christen Justesen, der i starten af ugen informerede klubbens bestyrelse og trænere om den endelige aftale for VM 2011, som i uge 36 vil trække flere end 100 windsurfere fra 20-25 lande til Skive for at dyste om VM-medaljerne i ungdoms- og masterklassen.
”Det har taget lidt tid at forhandle aftalen på plads, for der var en del økonomiske aspekter vi skulle have styr på først. Men med Maritim Center Skive og lokale kræfter i ryggen, er vi sikre på at vi kan levere et arrangement som på alle måder lever op til forventningerne. Vi går hurtigt i gang med at finde en hovedsponsor, og vi er ret optimistiske”.
”Det var faktisk den internationale organisation, der i sin tid spurgte os, om vi kunne stå for arrangementet. De har lagt mærke til de seneste års resultater fra klubbens medlemmer, og ved også, at vi har god vind og de rette klubfaciliteter samt overnatningsmulighederne på Strandtangen, så alt i alt var det kun økonomien som skulle diskuteres inden aftalen kom i hus”
”For klubbens medlemmer er det fantastisk at kunne afvikle VM på egen grund. Mange af vore nye talenter vil kunne deltage i juniorrækkerne, hvor vi har mindst to potentielle medaljevindere i form af Sebastian Kornum og Christian Justesen. Men også i Grand Master klassen er der god chance for medalje for den aldrende Torben Kornum, medmindre han involveres så meget i selve afviklingen at han ikke får tid til at stille op. Det må vi tage hen ad vejen”, – siger Christen Justesen.
Justesen oplyser også, at VM i Skive på mange måder vil blive banebrydende for surfsporten og for afvikling af internationale mesterskaber. Klubben ønsker blandt andet med VM at styrke netværk og relationer mellem surfere fra hele verden, og her tænkes der ikke mindst på de mange unge surfere, som står på spring til at rejse ud i verden med deres sport.
Søndag i sidste uge havde Skive Windsurfingklub besøg af den 18-dobbelte verdensmester, franske Antoine Albeau, som overnattede i Skive efter world cup’en i Klitmøller.
”Det er fantastisk, at I har alle faciliteter samlet på ét sted og derudover over også de gode vindmæssige forhold, som jo præger Limfjorden. At der tilmed findes masser af plads og grønt græs for tilrigning af udstyret, gør Skive til et oplagt sted at afvikle mesterskabet”
– vurderede Albeau inden han rejste videre world cup’en på Sylt.