Surfing Ireland
Et gigantisk højtryk havde besluttet sig, at blive hængende over Danmark, hvilket betød sydeuropæiske tilstande i Klitmøller, men for danske surfere er det oftest enten eller, enten er der godt vejr uden bølger, eller bølger uden godt vejr.. Her er det en kunst for de evigt hungrende at nyde, hvad end der kommer..
Jeg er ved at bygge mit eget hus, men kunne ikke komme videre før min travle vvs mand kom og lavede gulvvarmen … Når man så ikke kan arbejde eller surfe, hvad gør man så, måske skulle man bare sætte sig i lotus stilling til enten vind eller vvs mand dukkede op..
Mathias har boet længe i Klitmøller. Før tiderne med kaffe latte på Café Natsværmeren, havde Mathias tillært sig at lave den bedste hjemmelavede latte, med skummet mælk, rigtig espresso, økologisk rørsukker på toppen og hele svineriet, bedre end den man til overpris, får serveret i metropolen.
Jeg ved ikke om latte har hallucinerende effekt ,men utallige gange har jeg, på en af de prætentiøse københavnske fortovs cafeer, fået inspirerende ideer, men grundet manglende midler, netop brugt på latte og brunch, har jeg været nød til at lade det være ved snakken.
Nå men tilbage til Mathiases kaffe i Klitmøller, her fik latte-rusen frit løb og Matthias overbeviste mig om, at det var en tur til den grønne ø, der skulle til. Vi blev nød til at finde ud af om der virkelig var grønnere på den anden side.
Fra solbeskinnede Danmark tog vi et rutefly fra Billund til Dublin. Vi sigtede efter det sydvestligste hjørne af den lille ø, en køretur som vi på kortet skønnede ville tage et par timer… Det blev hurtigt mørkt, men heldigvis som vejvisende lyskegler oplyste de utallige pub-skilte os vejen, og syv lange seje timer efter ankom vi endeligt ved destinationen. Karakteristisk nok fandt vi en seng på en autentisk pub med udsigt over havnen, hvor vi til lyden af irsk musik, udmattet kunne falde om….
Vi stod op med solen og kørte til en potentiel bugt ikke langt derfra.
Grønne marker, og jeg mener grønne, grønne marker, traditionelle huse i sten og tusindvis af får, beklædte det kuperede landskab.
Efter utallige hårnålesving som balancerede sig uden på de svimlende klippeafsatser kun afskærmet af lave stendiger, lå det store Atlanterhav og glimtede spøgefuldt, i morgenlysets dæmpede skær.
I takt med forventningerne om, hvorvidt vore anstrengelser ville blive belønnet, åbnede landskabet sig, og i det fjerne kunne vi ane peninsulaet ende i et inferno af ubarmhjertige klippeskær og brølende bølger.
Og dér, stort set for enden af vejen og så vestligt, det er muligt at komme i Europa, i ly for den udstrakte klippeformation, kom en lille menneskeforladt sandbugt til syne.
Perfekte små dønninger velsignede den lille sandstrand, der ironisk nok lå under skue af en stor statue af Jesus på korset.
Mathias
Vi surfede for os selv, kun afbrudt af synet af hvaler, der respirerede og majestætisk daskede med halen,. Efter flere timers kongesurf, blev vores seance afbrudt af en lokal surfer, der smilende hilste os velkommen.
De næste dage surfede vi samme sted, nogen gange alene og andre gange i fællesskab med en lille gruppe lokale. En dag da vi lå nogen stykker i vandet, kunne vi se et par finner cirkle rundt i lineuppen. Vi troede glædeligt, at det var legende delfiner, men en af de lokale, en høj skaldet fyr, der manglede flere af sine tænder og mest af alt mindede om Lester fra The Adams Family, padlede grinene over til os og beroligede os med at det nok ”bare” var blue sharks.
Samme aften på en røgfyldt pub sad vi og nød en pint, da vores skaldede ven og hans slæng kom ind. De kom over til os og skålede. Inden de gik, sagde Lester hemmelighedsfuldt ” Nu har i fundet et spot her på halvøen, nu mangler i bare de sidste 51 hæ hæ”
Eno
Eno
Eno
Mathias
Sidste dag udforskede vi det omkringliggende terræn, mens vi ventede på tidevandet. Fra toppen af klippen kunne vi se et gammelt skibsskrog der tilsyneladende, havde været offer for halvøens skarpe tænder, og vi kunne til vores store overraskelse se flere store hajer patruljerer området, hajer på op til 4 meter. Da bølgerne igen var begyndt at brække, trodsede vi usikkerheden om vores finnede venner, og padlede ud, for at få turens sidste session.
Som vi bedst sad og ventede på en bølge ind, blev der piftet og råbt fra stranden. Vi kiggede os over skulderen, og kunne se finner svømme i vores retning kun 20 meter fra os. Matthias fik sin bølge ind og jeg sad tilbage og måtte vente på det næste sæt ind, ” det er bare blue sharks”, kunne jeg høre mig selv sige, men det var alligevel en lettelse da min bølge endeligt kom.
Vi kørte mod Dublin i tusmørkets skær, afslappede, ømme og uendeligt tilfredse med vores lille afstikker til den grønne ø i Atlanten, hvor der virkelig er grønnere!
Mathias
Eno
Sharks?!
Tekst: Eno Kløft
Foto: Melina Mailand
Har du også haft en rigtig god oplevelse her i sommerferien – en oplevelse så god at du gerne vil dele den med os andre her på Riders.dk. Så send din artikel samt billeder til info@riders.dk!