Tanker fra en pudderjunkie

Marcus Lantz har sendt og en stemningsrapport fra Nendaz i de Schweiziske Alper.
En eventyrlig beretning om en af den slags dage vi alle drømmer om

En himmel så klar og blå, som den kun kan være det her i Alperne. Knastør sne og høje tinder at besejre; det er ikke de værste betingelser for en ”ganske almindelig” lørdag i april.

Klokken halvni havde jeg en aftale med Sander og Justin; to skiinstruktører, der begge har været her en menneskealder, eller i hvert nok til at kunne vise mig, hvad det handler om. Sander har jeg kørt med en del denne sæson, og til trods for, at manden nærmer sig 41 hiver han den ene kanin op af hatten efter den anden. Det er altid ham, der foreslår de længste hikes og de sværeste ruter, og det er altid ham, der er villig til at lægge første spor. Han er med andre ord en skiløber, der formår at imponere en lille bonderøv fra den pandekageflade andedam, visse kalder Danmark. Justin arbejdede tidligere for Neige Aventure men kører nu sin egen skiskole med fokus på personlig udvikling og freeride; ingen dårlig kombination, hvis man spørger mig. Kort og godt et par ganske habile skiløbere.

Jeg må jo indrømme, at jeg har et ønske om at klare alle de svære ruter her i området, inden jeg drager hjemad. Alle de couloirs, man ser fra lifterne og de sider, man hører snak om på baren eller læser om på snuskede blogs rundt om på det bredt favnende internet. Hvad spænding er der i grunden ved at klare en pist, hvor adgangen er let, og sneen med al garanti er trampet flad og stenhård. Som inkarneret pudderjunkie kommer det nu heller ikke bag på mig, at denne trang breder sig. Det er denne flamme, der får mig op om morgenen; præcis som denne morgen og får mig til at gå tidligt i seng, så jeg kan få mine otte timer. Med otte timers søvn samt sort mokka og havregrød til morgenmad er der jo ingen grænser for, hvad man magter.

Det er på ture som denne, at man oplever skiløb på meget højt niveau, og dette er ikke skrevet for at prale; jeg taler her om de hardcore typer, der lukker op for godteposen, når man suser ned over bjerget og pludselig får øje på en freerider, der i rasende fart tager tre store sving og slutter af med et femten meter klippedrop, inden han suser videre.

Sidste weekend, efter at det havde sneet hele torsdagen, og de derfor havde haft meget af området spærret af længere oppe i højderne, viste vejrudsigten en blå himmel og temperaturer langt nede på skalaen. Ofte når dette sker, opstår der en vis spænding blandt de af byens indbyggere, der higer efter puddersuset. Det kunne mærkes om fredagen, da vi efter en dejlig dag i Nendaz’ skove med masser af pudder men knap så megen sigtbarhed, lagde ruten forbi kaktussen og en lille pilsner til at fejre gode linier og lige så gode styrt med. Såmænd bare en klassisk afslutning på en god dag; forskellen var bare stemningen.

Der blev snakket i hjørnerne, og da jeg hilste på visse af de pudderjunkies, jeg tidligere på sæsonen har været ude at lege med, var der et karakteristisk, lumks smil at spore på deres læber. I begyndelsen af vinteren ville jeg måske ikke have lagt mærke til det, og hvis jeg havde muligvis ikke tillagt det nogen betydning. Nu vidste jeg efterhånden, hvad der var i alles tanker, og havde man stukket hovedet ind sidst på aftenen, havde det ikke været andet end dumme turister, der stadig hang i baren. Jeg havde i hvert fald for længt sagt på gensyn og travet hjemad til en tidlig date med drømmeland.

Området Les 4 Vallees er inddelt således, at der en del steder er afmærkede pister, der ikke bliver præpareret. De er lige så let tilgængelige som alle andre pister, og resultatet er derfor også, at det hurtigt udvikler sig til en klassisk uortodoks pukkelpist, pukler hulter til bulter.
Når man begiver sig fra Nendaz mod Verbier, går vejen bl.a. forbi to af disse pister: Chaussures og Gentianes, og det er netop dette sted, der er så stor rift om, når de endelig åbner efter et snefald. Vi i Nendaz har ofte ikke meget at prale med overfor Verbier, der har flere penge og lettere adgang til højtliggende skiløb, men når vi har et horn i siden på dem, undlader vi bestemt ikke at gøre opmærksom på det. Står man ved Tortin stoleliften godt halvni er det nemlig ingen kunst at nå toppen af Gentianes før horderne fra Verbier. Ofte har det været sådan, at når vi kommer op med den store kabinelift, hvor næsten 150 mennesker kan klemmes ind, for anden gang, ses folk fra Verbier for første gang. Der er skam fordele ved at bo i Nendaz, selvom byen visse gange sover mere, end den er vågen.

Det er i køen til Tortin, at man mærker den helt specielle stemning, der er til stede. Alle er lokale eller sæsonarbejdere fra Nendaz; måske har en enkelt turist forvildet sig ud. Alle står med det samme lumske smil på læben, flere brede ski end sædvanligt ses, og de fleste har hjelm og rygsæk med det obligatoriske udtyr på. Der snakkes om dagene inden, og om hvilke ruter, der er de mest egnede med den mængde sne, der indtil videre er kommet. Sikkerheden diskuteres, og enkelte af de mest erfarne er glade for at give ud af råd og anekdoter om forgående sæsoners laviner osv. Vi snakker med Stephane, chef de securite på Mt. Fort, som giver gode råd; hans ord bør man ikke kimse af.

Vi kigger alle på de to pisteurs ved liften, og tiden går uendelig langsomt. Klokken 8.45 præcis, at holde tiden er en dyd for disse herrer, evig og altid, bliver lampen på væggen grøn, og der er åbnet for sluserne. Det store taktiske spil går dog først for alvor i gang ved Gentianes kabinen, der fører en videre. Åbner de mon døren i samme side ved toppen? Skal man derfor skynde sig ind og få en plads tættest på den modsatte dør, eller skal man spille cool, lade som om støvlerne lige skal spændes en ekstra gang og snige sig med ind som en af de sidste. Det handler om held, og visse gange lykkes taktikken, andre gange gør den ikke. Sidste weekend var jeg heldig; som en af de sidste fik jeg plads ombord, med ryggen mod de, der stod bagved, og så snart vi nåede toppen var det fuld fart frem, ned af trapperne og direkte mod udgangen, direkte mod friheden.

Ud på pladsen foran liften og skiene ned på sneen, støvlerne i og afsted. Med vinden i ansigtet og sneen sprøjtende om ansigtet på en, når man skærer igennem og flyver videre mod næste sving. Det er et spørgsmål om føling; her er ikke brug for pludselige bevægelser. Jeg kender ruten, de forskellige klipper og højdeforskelle, og selvom mælkesyren efter halvdelen af de godt 600 højdemeter begynder at sparke ind, bides tænderne sammen, og lykken breder sig kroppen, da jeg rammer bunden. Dette er livet i al sin hvide simplicitet, lykken bobler, og levet lives!

Vi er i april, og selvom sneen stadig er genial og mange steder knastør, så begynder det at kunne mærkes, at sæsonen lakker mod enden. Når der skal smalltalkes, er snak om vejret blevet afløst af, hvad man nu skal foretage sig, når man rejser videre eller blot rejser hjem.
Jeg tænker naturligvis over de sidste fire måneder og har på en måde svært ved at begribe, at det allerede er fire måneder, siden jeg rejste fra den lille andedam.

Mange ting er sket, jeg har fået udvidet min horisont endnu en gang og forbedret mit skiløb langt mere, end jeg har gjort de to foregående sæsoner, begge to inkl. Nye venskaber er opstået, og jeg kan se tilbage på en fantastisk vinter, hvor den kære Kong Vinter velsignede os med lige så meget hvidt guld, vi kunne have håbet på.

Jeg ved, at man ved at tage en sæson giver afkald på en del, sådan forholder det sig jo med mange af de beslutninger, man træffer her i livet. Jeg fortryder dog ingenting, for jeg ved, at det har været det rette for mig. Da jeg var yngre, forstod jeg ikke de af mine jævnaldrende, der ikke ønskede at rejse. Nu er det efterhånden gået op for mig, at vi ikke alle ønsker det samme. Jeg er blot lykkelig over, at jeg har lyttet til mine drømme og ikke gået rundt derhjemme uden at realisere dem.

Efter lidt snak frem og tilbage endte Sander, Justin og jeg med at sætte kursen mod Mont Gele. Der er en kabine til toppen, men den er altid lukket, og vi startede derfor dagen med en lille travetur på godt 500 højdemeter eller godt halvanden times blod, sved og tårer.
Da vi endelig nåede toppen og kunne skimte ned i ”Banana Couloir”, var det dog det hele værd. Sneen var lige så knastør, som vi havde forventet, og rundt om knejsede bjergtoppe i alle fire verdenshjørner. I dette øjeblik boblede forventningens glæde i kroppen, og alt andet var lukket ude.

Efter at have udset mig min linje droppede jeg ind, lod skiene skære i bløde buer med en væg af sten på begge sider. Efter et par hundrede meter bliver det mere og mere snævert, og det er denne del af couloiren, jeg på en og samme gang har set frem til og frygtet. Med en bøn til min skytsengel og et godt greb om stavene lader jeg skiene pege mod dalen, og før jeg ved af det, står jeg for bundet af bjerget med rystende ben og den mest euforiske fornemmelse i kroppen.

Jeg sender min skytsengel en kærlig tanke og nyder, at livet tager sig ud fra sin bedste side sådan en ”ganske almindelig” lørdag i april.